Når rave møder breakdown
Som afslutning på den første dag af Copenhell 2026 var turen endelig nået til The Browning. Og hvor nogle bands blander genrer, så kolliderer andre med dem med fuld kraft og ser, hvad der overlever – og sådan et band er The Browning. Det amerikanske band blev dannet i Kansas City i 2005 af frontmand Jonny McBee og har siden skabt sig en helt særlig niche i metalscenen med deres eksplosive blanding af metalcore, deathcore, elektronisk musik, dubstep og rave. Det lyder som en identitetskrise, men i praksis er det et band, der for længst har besluttet sig for, at regler er til for at blive smadret. Mange bands inden for metallen bruger synths som pynt, men her er elektronikken selve motoren, der får blastbeats og breakdowns til at kollidere med EDM-drops, pumpende bas og digitale lydlandskaber, på en måde hvor musikken hele tiden balancerer mellem klub og krigszone.
Move – mosh – jump
Der var allerede tætpakket foran scenen, da eurodance-klassikeren ”Better off Alone” med Alice Deejay bragede ud af højtalerne. Det er efterhånden et både ret udbredt og nemt kneb at ty til, hvis man vil have folk i godt humør, inden man overhovedet går på scenen. Og sørme om det ikke også virkede denne gang. Publikum bouncede og sang med, og så kom The Browning endelig på scenen og stak os alle sammen en grund til at danse resten af onsdagen væk. Deres brutale lyd gik lige i fødderne, og der gik ikke lang tid, før pladsen foran Gehenna hoppede, og knæklysene fløj. Desværre var det en stakket frist, for lyden forsvandt fuldstændigt i flere minutter ad to omgange relativt kort tid inde i sættet. Den kom dog tilbage, og festen kunne fortsætte. Det tog heldigvis hverken modet fra bandet eller de fremmødte, som til gengæld stod og skrålede videre, mens lyden blev fikset.
Jonny McBee var bandets ubestridte centrum, og denne aften fungerede han som både frontmand, dirigent og kaos-agent. Hans vokal vekslede effektivt mellem aggressive growls, skarpe screams og mere melodiske passager, mens hans sceneenergi var tæt på manisk. Han skulle ikke bede om at lade energiniveauet falde bare ét sekund.
Bag ham leverede resten af bandet en imponerende stram præstation, især når det gjaldt samspillet mellem liveinstrumenter og de elektroniske backingtracks. Det er her, The Browning adskiller sig fra mange lignende bands: Elektronikken føles ikke som et playback-lag, men som et aktivt og integreret instrument i koncertoplevelsen. Det var voldsomt, overvældende og til tider komplet absurd. Og netop derfor var det så pokkers underholdende, for resultatet var lige dele kaotisk, overrumplende og mærkeligt vanedannende.
På forhånd havde jeg frygtet, at jeg også her ville komme til at savne dynamik på sætlisten, for hvis alt leveres med maksimal tyngde, maksimal BPM, maksimal stimulation, så kan det godt resultere i, at tingene flyder sammen. Men The Browning gjorde noget kløgtigt i fx at hive ”Blue (Da Ba Dee)” ind i sidste halvdel af sættet, som dels løftede humøret, og dels fik publikum til at skråle mod himlen. Det var en perfekt lille glad boble i midten af et ellers mestendels rasende sæt. De afsluttende numre ”Poison” og ”Carnage” er langt fra syng-med-venlige og har en noget anden energi end covernummeret, men er fremragende live og en perfekt afslutning på onsdagens program i mine øjne (og ører).
Et rave med pitgaranti
The Browning var et af de bands, jeg havde set allermest frem til at opleve på Copenhell. Og hvor var det dog forløsende, at de leverede på så højt niveau. Ja, der var lydudfald i starten. Og der var også idioter blandt publikum, der absolut ikke gjorde noget for at bidrage positivt til stemningen. Men bandet leverede tung og brutal deathcore, og så stod alle pludselig med glade smil, armene om hinanden og dansede lalleglade rundt. For hvad skal kroppen egentlig gøre i mødet med The Browning? Headbange? Hoppe? Moshe? Danse? Det korte svar er: ja. Det var et særdeles velfungerende møde mellem metalfestival og natklub. Det ene øjeblik vælter et breakdown ind over publikum som en mur af beton. Det næste føles det, som om hele skoven blev forvandlet til et dystopisk rave. Der er ingen tvivl om, at vi ses igen, når de kommer til Vega i november!
