Sloevsind. Foto: Claus Westh Ljørring
Tonsende two-step til tonstunge toner
Snør dine sneakers, bind en ekstra knude på bandanaen og spænd både livrem, seler og sikkerhedsbæltet: For det er tid til hardcore two-step med så høje benspark, at man kunne risikere at afslutte koncerten med et skosålsaftryk printet på kindbenet. I hvert fald, hvis man stod forrest til Sloevsind, der åbnede ballet på ZeBu. Sloevsind er et relativt nyt band fra kolde Kolding, der debuterede august sidste år med udgivelsen Splittelse i samarbejde med Throwe. De spillede dog som en flok garvede gutter og leverede musik, der lød, som om de ikke havde opdaget årtusindeskiftet eller var komplet ligeglade. Det var klassisk hardcore serveret med autentisk indlevelse og tydelig inspiration fra bands som Harm’s Way. Der var intet sløvt over Sloevsinds optræden, tværtimod blev man næsten stakåndet af de hårdtslående numres hurtige progression - men formåede de at få publikum budt op til dans som ballets åbner?
Sloevsind
Enmands-pit
Ikke rigtigt, selvom de forsøgte ihærdigt. I pitten gik det mere stille for sig end på scenen, da publikum endnu ikke var blevet spillet varmt. Circlepittens omdrejninger havde ikke mange hestekræfter, selvom et par enkelte forsøgte at træde speederen i bund. Ballets dronning blandt publikum blev dog hurtigt kåret: Anders, som bandet var på fornavn med. Ingen turde slås med den nydelige, ældre herre, der egenhændigt dannede en enmands-pit. Han fik flere kærlige shout-outs med fra bandet, der generelt havde en glimrende publikumkontakt. Det viser, hvor tæt knyttet en lille familie, metalmilijøet kan føles som, og hvor særligt et rum, Copenhagen Metal Fest skaber, når et band kan være på fornavn med publikum. Forsanger Patrick C. Rasmussen var flere gange helt oppe i ansigtet på publikum, og der skabtes en dialektisk udveksling af energi mellem bandet og folket på forreste parket. Rasmussen forsøgte ihærdigt at fastholde mundvigene i hardcorengrimassens skruetvinge, men de røg flere gange op i et smil, der afslørede deres store spilleglæde og kærlighed til metalfolket.
Hvis noget ikke er i stykker, er der ingen grund til at fixe det, og Sloevsinds klassiske hardcore kørte som en velsmurt maskine. Trommeslager Daniel Damsgaards arme stod på intet tidspunkt stille, og hans taktfaste slagkraft var lige ved at sende bækkenet på langfart som en frisbee. Det var forfriskende, da forsangeren fra bandet Mite, som spillede samme aften, cirkelsparkede sig ind på scenen og krængede hele kroppen sammen om et brøl, der først ikke gik helt klart gennem mikrofonen. Heldigvis blev hendes lyd hurtigt skubbet i forbilledet, og man forundredes over, hvor stor en stemme hun hev op fra dybet. Det tilføjede nogle blackened hardcoreelementer til det ellers klassiske lydbillede, hvilket var klædeligt og udvidede dets dimension. Sloevsind måtte gerne have leget endnu mere med hardcoregenren, end de gjorde, men det kan være vanskeligt inden for en genre med så relativt faste konventioner. Rasmussen stemmes brutale brøl lød dybere og mere rungende end maverumlen fra en laktoseintolerant, der har spist fondue. Guitarist Jacob Knudsen leverede glimrende riffs, men jeg savnede en bassist. Selvom hardcoreknytnæven kan slå hårdt nok uden basgangenes knojern, manglede der en vis bund i lydbilledet, som en bassist kunne have tilføjet.
Vi bliver jo ikke yngre
Første koncert på ZeBu er utaknemmelig, og da publikumsalderen desværre generelt er stigende til metalkoncerter bliver det gradvist sværere at oppiske en hardcore moshpit. Sloevsind lod sig dog ikke påvirke af det gabende hul, som indfandt sig der, hvor en pit skulle have været. Et synonym for sløvsind er apati, men Sloevsind spillede som et antonym til deres eget navn, for koncerten manglede på intet tidspunkt energi. Til gengæld kunne man savne en vis variation mellem sangene, men da et monotont lydbillede kan være en del af hardcorens genreudtryk, er det ikke udelukkende bandets skyld. Mens hardcoren har kronede dage i især Amerika, har den ikke vundet lige så stort indpas herhjemme - men med core-ens stigende popularitet (og en senere spilletid på programplanen) skal Sloevsind nok kunne skabe en Fight Club af en pit til næste show. Vi må bare huske at passe på Anders - ikke for hans skyld, men for vores!