Månen er så rød, mor
Blodmåne er et navn på manges læber i det danske metalmiljø for tiden, og det var helt tydeligt ved skumringstid fredag aften under Copenhagen Metal fest, da den sønderjyske kvartet gik på scenen i et fuldstændig proppet Beta. Siden frontmanden Elias Nybo startede Blodmåne som et soloprojekt i 2021, har det udviklet sig til at være et fuldkomment orkester via hvervningen af Lasse, Anton og Sarah. Rygterne fortæller, at de er i fuld gang med at udarbejde nyt materiale som band og samlet gruppe.
Desværre var aftenen også sidste aften med Sarah Mølgaard på bas. Blodmåne bad os tage behørig afsked, og dette var vi alle enige om at gøre vores bedste for.
‘Blackened death metal with hints of prog’
Deres egen genrebeskrivelse fra Spotify lyder lige så meget som en specialbrygget stout som en musikgenre, og til jer ølkendere, så er det den helt sorte rugbrødsbryg på 13 %. Blodmåne indledte koncerten med en røvfuld af sort død til publikum fra Beta-scenen med et backdrop af en rød fuldmåne til at sætte stemningen. De dybe harmonier i black metal-riffene blev leveret teknisk dygtigt og med den slags selvsikkerhed, som du kun kan finde hos musikere med fuld tiltro til, at deres musik er fucking fedt. Trommeslager Anton må have en hemmelig teknik til at få sit crashbækken til at levere en så sprød og gennemgående lyd, for hold kæft, det lød fedt, og det er ikke nogen nem kunst at få særlig lyd til at skinne igennem på Beta.
Sønderjyderne leverede melodier, der på samme tid er højtflyvende og underspillede, som garvede lyttere af blackened death fra 90'erne måske kan genkende fra bands som Belphegor eller God Dethroned. Frontman Elias Nybo havde under koncerten det der helt særlige black metal-udtryk i både øjne og ansigtsmimik, som du ser hos de helt skøre corpsepaintmalede nordmænd. Og når dissonante riffs og maniske skrig eksploderede igennem luften, opstod der en persona på scenen, man fik lyst til at sammenligne med almægtige black-giganter som Abbath, Nergal eller King Diamond. Når publikum blev tiltalt rundt om sangene forsvandt personaen desværre, og tilbage stod en sød fyr fra Sjælland, der bare var glad for, at vi var kommet. Der er heller ikke noget at sige til, at de var glade, for det var et taknemmeligt og godt publikum. Men det fungerede klart bedst for oplevelsen af Blodmåne, når han talte til publikum som den sataniske goblin, han ligner, når han tremolopicker derudad på sin forvrængede guitar og manisk skriger i mikrofonen.
For et så nyt projekt, der ikke står med hundredvis af koncerter under bæltet, spillede Blodmåne ret godt. Der var dog nogle øjeblikke, hvor lead- og rytmesektion kom lidt skævt ind på hinanden, og en enkelt gang til slut virkede det, som om der var uenighed om, hvorvidt en solo skulle fortsætte eller afsluttes. Der fremkom også stunder, hvor mikrofonen simpelthen svigtede, når lydniveauet gik ned fra vræl til tale.
Ved sidste nummer fik vi faktisk en lille teaser på Blodmånes dæmoniske personaer, da de fik koncertens sidste wall of death (for Sarah!). Elias gav os et så vel leveret manisk grin i droppet, at du kunne høre samtlige nordmænd gøre honnør i fjeldene.
Når månen går, ned står solen op, men månen er lige så uundgåelig som solen
Blodmåne er et band, som alle bør holde stærkt øje med i fremtiden, og deres næste koncert kan næsten ikke komme hurtigt nok. De har masser af talent og kreativt format at byde ind med til den danske metalscene, og de lader til at være sultne efter at vise det. Vi krydser fingre for, at de hurtigt finder en bassist, der passer ind i deres sataniske familie og snart kommer på turné med et nyt album i bagagerummet.