Sacrifice

Sacrifice

De Canadiske Thrashere, Sacrifice, er efter deres genforening pladeaktuelle med albummet “The Ones I Condemn”. De gamle drenge der lagde “Sacrifice” på hylden tilbage i ´93, har med ”The Ones I Condemn” virkelig fået et comeback, der slår benene væk under folk over hele verden, inkl. undertegnede. Det er et mesterværk, der virkelig har vakt glæde og udløst udelukkende positive anmeldelser verden over. Men er vi ude i en ”one night stand” eller er det starten på en lang romance? For at finde ud af hvad Sacrifice har gang i, har frontman og sanger, Rob Urbinati, svaret på et par spørgsmål om bandets fortid, nutid og fremtid.

Først engang vil jeg høre hvordan det startede, tilbage i 80'erne – Hvordan mødte i hinanden?

Joe Rico og jeg boede i samme gade, og vi hørte samme musik. For en tid gik Joe og Scott Watts på samme skole – Så dér havde vi bassisten. Der gik nogen tid før vi løb ind i Gus Pynn, der blev den sidste brik i puslespillet.

Hvad var jeres inspirationer, hvilke bands påvirkede jer og hvilke drømme havde i for fremtiden dengang?

Rob;Vi var hovedsagelig inspirerede af bands som Venom, Mercyful Fate, Metallica, Slayer… Vi ville være det hurtigste og mest heavy band, vi overhovedet kunne blive. Vore mål var egentlig ikke større, end at komme til at spille live på "Larry's Hideaway" i Toronto og få mulighed for at udgive et album. Inden vi så os om, varmede vi op for Slayer, Exodus, og spillede i Montreal for omkring 2000 mennesker, og vi overgik hurtigt de mål, vi overhovedet havde håbet på at opnå. Det skal siges, at vi i 1984/85, aldrig havde forestillet os, at de nyere heavy bands ville blive så populære. Hvis du tænker tilbage til dengang, da Slayer's album, "Show No Mercy" udkom, havde man aldrig forestillet sig, at Slayer ville gå hen og være så succesrige idag.

Hvad var det der skete på det tidspunkt, hvor diverse bandmedlemmer smuttede/blev udskiftet. Hvordan påvirkede det bandet?

Omring 1991 forlod Gus Pynn bandet. Det var en tid, hvor der var rimelig megen stress på – Sacrifice var nået dertil, hvor vi egentlig skulle tjene penge på musikken, men sådan var det ikke. Det påvirkede virkelig kemien blandt bandmedlemmerne, ikke mindst da Scott Watts gik, kort før vores sidste tour i 1993.

Sacrifice udgav 4 albums. Hvordan var de forskellige fra hinanden? Hvilket album betød mest?

"Torment Of Fire"var rå og, brutal death/black/thrash metal. Vi var meget unge, og vi var ikke just de bedste musikere, men man fornemmede virkelig en vrede på dette album.
"Forward To Termination", det 2. album, var et stort skridt fremad for Sacrifice. Både vore musikalske evner, teksterne og produktionen var tydeligt forbedrede – Det hele var blevet bedre, men vi bevarede dog stadig "vreden" fra det første album. "FTT" var det album, der fastslog hvilken retning vi ville gå, og lagde bunden for "vores lyd", og vi følte, at vi uden problemer kunne hamle op med de bedste Thrash bands på det tidspunkt.
"Soldiers Of Misfortune" var endnu et musikalsk skridt fremad for os. Sangene var stadig hurtige og aggressive, men vi tilføjede nogle andre elementer, som blødere og mere harmoniske guitar parts. De fleste Sacrifice fans er splittede mellem dette album og "FTT" som deres favorit album blandt vore tidlige udgivelser.
"Apocalypse Inside" blev skrevet og indspillet på det tidspunkt, hvor Thrash metallen var ved at dø omkring os. Dette var det første album uden vores originale lineup, og hvor Mike Rosenthal blev vores nye trommeslager. Hans præstation var fremragende på albummet, men samtidig var lyden ikke helt så "ond" som på de tre tidligere udgivelser. Jeg kan godt lide albummet, men kemien i bandet var bare ikke så god.

Jeg vil sige, at "Forward To Termination" er det album, der betyder mest. Det var her vi virkelig etablerede os, og vi var langt mere fortrolige med denne udgivelse. Det er et stærkt, sammenhængende album, og det er virkelig svært at udpege et favoritnummer på denne plade.

Hvad var det, der fik jer til at lægge Sacrifice på hylden tilbage i 1993?

Jeg tror det var Thrash metallens død. Folk var dødtrætte af Thrash i '93, og ingen af os havde rigtig lyst til at spille længere, nu hvor fanskaren ret hurtigt skrumpede ind. Sacrifice ville bevæge sig fremad, ikke tilbage.

Er der noget du ville gå tilbage og ændre, hvis du fik chancen?

Nej, intet. Vi har kun meget få dårlige minder. Vi ser ikke tilbage med beklagelser, men vi føler os heldige for at vi fik de oplevelser dengang, og for at der i dag, i 2010 - 25 år senere, stadig er folk der elsker vores musik. Der er dog én ting; Jeg ville ønske at vi havde kunnet spille i Europa dengang, men det ændrer sig i år.

Har nogle af jer arbejdet med andre bands/projekter efter Sacrifice?

Jeg har været frontman i et band kaldet "Interzone" i et par år, Joe har spillet i et par bands, bla. "Walls Of Jericho" og "Trust Denied", Gus har spillet trommer i et Punk band kaldet "3tards" og Scott har spillet mere Classic rock.

Og hvad var det, der efter alle disse år, fik bragt jer sammen igen? Jeg har hørt, at i ikke just bor tæt på hinanden, så hvem fik idéen?

En lokal Promoter her i Toronto havde spurgt mig et par gange, om ikke vi kunne gå sammen igen, bare for et enkelt Show… Efter at vi havde drøftet det seriøst igennem, sagde vi ja. Sacrifice havde kun planer om, at blive genforenet pga. dette ene show i 2006, og vi regnede egentlig ikke med at vi stadig ville være her nu.

Hvilke bands lytter i til i dag? Hvad synes du om metalscenen nu, i modsætning til slutningen af 80'erne / starten af 90'erne?

Nogle af de nyere albums, jeg har lyttet til, er bands lige fra Behemoth, Goatwhore, Satyricon, Arch Enemy til Propagandhi og det nye Alice In Chains. Metalscenen er meget større nu, end i 80'erne, men jeg tror helt klart, at fans'ene var mere dedikerede dengang. Nu kan man på få sekunder tjekke hvilket som helst band ud på internettet, hvorimod man dengang var nødt til at fordybe sig i "undergrunden", og måtte deale kassettebånd af dårlig lydkvalitet, på kryds og tværs over hele verden.

Hvad inspirerer jer i dag? Nogle specielle emner?

Et emne, der altid har inspireret mig, er hvor dybt et menneske kan synke. Hvor langt ind i den mørke del af et menneskes psyke, man skal gå, for at begå krigsforbrydelser, slå et andet menneske ihjel, overfalde en ældre dame, give ordre på at udløse en atombombe osv… Af en eller anden grund, læser jeg meget om disse emner. Lige nu går min opmærksomhed til det ødelæggende jordskælv i Haiti. Jeg prøver på at forestille mig, selv at befinde mig i en situation som denne, men det kan jeg bare ikke. Det er en frygtelig katastrofe.

Er det nemmere at skrive og komponere materiale i dag end det var tidligere? Er der ændringer i processen?

For mit eget vedkommende, har jeg lange perioder, hvor jeg er ekstremt kreativ, og perioder hvor jeg overhovedet ikke er det. Perioden for "The Ones I Condemn" var en af de mest musikalsk kreative og målrettede i mit liv, og jeg håber at jeg kommer til at opleve dette igen.

På det nye album, "The Ones I Condemn" er i "back to the roots", og spiller næsten den samme oldschool Thrash metal, som i spillede for 20 år siden, men med en langt dybere lyd – I virker musikalsk mere overbevisende, og albummet lyder bare perfekt. Er det "teknik", eller er i blevet bedre musikere?

Jeg tror bare vi havde fået den helt rigtige idé. Vi spiller så godt vi kan… Sacrifice prøver ikke på at tilføje nye trends til vores lyd. En ting vi med sikkerhed ved, er at VI er trætte af at blive skuffede over andre bands, der reformerer, i forhold til deres fans. Vores beslutning har været, at det ikke ville gå os på, hvis ikke vi kunne levere det bedste album i vores karriere.

Hvilke reaktioner har der været i forhold til genforeningen af Sacrifice, i jeres hjemland? Hvad har i fået af respons på "The Ones I Condemn", der udkom oktober 2009 i Canada?

Reaktionerne har været fantastiske her i Canada, og faktisk også alle andre steder. Der har været flere anmeldelser, end nogensinde før, og de har gennemgående været mere end positive. Jeg husker ikke at der har været nogen middelmådig anmeldelse overhovedet. Dét at høre de positive reaktioner fra vore fans, betyder allermest for os.

Jeg går ud fra, at de fleste af jer har en helt almindelig, travl hverdag nu – Fuldtidsjob, kone og børn. Hvordan har de, der står jer nærmest, reageret på, at i er "back to business" med bandet igen?

Ja, vore liv er nok ikke just anderledes end det liv andre, på vores alder, lever. Vore familier og venner støtter os, og er stolte af dét vi har skabt. Vi har ganske realistiske forventninger – Det er ikke planen, at der skal skabes en ny karriere med Sacrifice. Vi vil bare ha' det sjovt sammen og spille et par shows.

Hvilke planer har i for fremtiden? Kan vi forvente at se jer på Europa tour, og se frem til flere udgivelser fra jer?

I kommer ikke til at se os på tour, men i kan helt sikkert regne med et par shows i Europa i år. Hvad album udgivelser angår, kan jeg ikke love noget. "The Ones I Condemn" vil være svært at overgå, men hvis vi går hen og får en ny stærk, kreativ periode, kan jeg ikke se hvorfor vi ikke skulle udgive en plade mere.

Tak for at du ville besvare mine spørgsmål. Jeg kan kun sige, at jeg virkelig nyder at lytte til jeres album. Det er et mesterværk! Jeg håber, at jeg får mulighed for at interviewe jer igen!

Mange tak! Jeg er glad for at du synes om albummet, og jeg håber, at vi kan sludre igen en gang i fremtiden!

Kommentarer (2)

Mulldarran

Indlæg: 2

Fedt interview!

Fedt interview!

Keitel

Keitel

Tidligere anmelder

Indlæg: 425

Ja, kanon interview...du kan

Ja, kanon interview...du kan nok Karinske!!!!!!!!!!