Raise Your Horns interview

Raise Raise Your Horns 2018 interview Heavymetal.dk

Vi fik os en snak med Thomas Brodersen Stibolt og Pontus Liljekvist, to af mændene bag Raise Your Horns. Et metal event, som er lokaliseret på solskinsøen Bornholm.  Man kan bl.a. opleve Crocell, Iron Fire, Junkyard Drive, Rising, Sea, Solbrud og Sunless Dawn

Metal og Bornholm, det er jo prøvet før. Hvad gør Raise Your Horns anderledes?
Vi går ud fra, at du henviser til Bornhell-festivalen i 2015, så hvis vi sammenligner os selv med den, har vi valgt at køre over to dage i stedet for én. Derudover har vi valgt en bredere profil, så vi kommer ud til et lidt bredere publikum.

Hvad kan Raise Your Horns tilbyde i forhold til andre metalfestivaler?
Bornholm er jo et unikt sted i sig selv, hvis man ser på Danmark i sin helhed, så vi kan tilbyde ”oplevelsen” at komme til Bornholm og både nyde, hvad øen har at byde på, men også en mere eller mindre intim festival med et godt lineup.

Hvorfra kommer inspirationen og idéen til at lave en festival?
Inspirationen springer ud fra Bornhell, og konceptet er en videreudvikling af den idé, men samtidigt er vi inspireret hver især af mange år i musikbranchen som enten udøvende eller tidligere musikere. Og så savnede vi lidt en festival for metalfolket på Bornholm.

I dækker rimelig bredt inden for forskellige genrer, men hvor mange bands regner I med at booke i alt?
Ja, vi kommer rimeligt bredt rundt med alt fra hard rock i diverse former, thrash fra Warfect, lidt power metal, lidt forskellig death metal, progressiv metal og black metal. Vi kommer til at booke 15 bands til den første udgave af Raise Your Horns, hvor vi i skrivende stund kun mangler at sætte navn på to.

I har valgt, at folk kan overnatte. Er det for at forsøge at skabe campingstemning, eller hvad er formålet?
Formålet med at tilbyde overnatning er at få folk til øen fra både resten af Danmark, Sverige og landene omkring os.

Der er lovet noget godt til ganen. Betyder det specialudvalg af øl, eller har I noget i ærmet?
Tja… Vi kan jo altid kalde øl for specielle, men mon ikke vi blandt andet kommer til at tilbyde mad og drikke med lokalt islæt.

I har promoveret jer selv på blandt andet Facebook. Hvilke andre midler vil I tage i brug, så folk hører om jeres idé?
TV, hvor vi blandt andet er blevet inviteret af TV2 Bornholm til et interview torsdag den 5. april i et program, der hedder Mellem Os. Det bliver sendt samme aften kl. 20.35-21.00. Ellers radio, plakater, og så skal der deles flyers ud på blandt andet Sweden Rock og Copenhell. Så der håber vi at kunne fange et par folk og tvinge dem til Bornholm…

De bands, I booker, er hovedsageligt danske og svenske. Er der en mening med dette – er det, fordi I vil holde det nordisk?
Nu er det jo vores første år, så økonomien spiller selvfølgelig ind, men på sigt vil vi gerne kunne præsentere bands uden for Norden. Der har været interesse fra flere europæiske lande – Italien, Tyskland, Norge, Holland og Schweiz blandt andet – og vi har modtaget omkring 150 ansøgninger. I denne omgang har vi forsøgt at hente udenlandske bands, som endnu ikke har optrådt på dansk grund, og med fire ud af fem, der rammer den profil, er vi godt tilfredse. Dertil kan også nævnes, at vi kan præsentere Ættir, som er et nyt projekt bestående af meget erfarne danske musikere, der har valgt, at deres første liveoptræden skal foregå til Raise Your Horns.

Vi vil også gerne nævne, at vi i denne omgang har valgt at invitere et lokalt band, SIGH, samt flere bands ovrefra, som har tilknytning til Bornholm, såsom SEA, Sunless Dawn og Rising.

Vi håber at se jer herovre til en fed fest… Horns up!