Jeppe Nissen - Copenhell 2013

Jeppe Nissen - Copenhell Copenhell

Heavymetal.dk har valgt at trække Jeppe Nissen, manden bag Copenhell, til side for en snak om dette års brag af en festival. En festival som dette år byder på gamle konger og nye ansigtet indenfor metallen.

COPENHELL

Jeppe Nissen

Udført af Witchstar

 

Først og fremmest tak Jeppe, fordi du endnu engang tager dig tid til at snakke med Heavymetal.dk

Selv tak. Altid en fornøjelse

Efter Copenhell 2012 er der jo sket en del. I blev nomineret og vandt IByen prisen 2012 og When Copenhell Freezes Over har set dagens lys. Fortæl mig, hvordan var det at få sat den nye skude i vandet, When Copenhell Freezes Over?

Ja, der er bestemt sket en del siden 2012. Det var rigtigt spændende at søsætte When COPENHELL Freezes Over. Det var en ide vi havde gået med i et stykke tid, men efter 12 syntes vi det passede perfekt. Vi vil gerne sætte yderligere fokus på den danske metal scene og se om vi kunne hjælpe med at skubbe flere DK metal acts ud over grænserne. Og programmet var forrygende, og de internationale gæster der kom var bestemt i superligaen, og ikke mindst var det ekstremt fedt at så mange publikum bakkede op om aftenen. Jeg syntes det var en ret speciel aften, hvor rigtigt meget gik op i en højere enhed. Publikum var i topstemning, og alle bands leverede til fulde. Rigtigt god aften, der viste at vi i den gran har noget at byde på i DK.

Udvalget af bands, hvordan fandt i frem til dem?

VI forespurgte os rundt hos bookere, agenter, pladeselskaber om hvem de troede på kunne have en fremtid og en chance på den internationale metalscene, og alle skød ind med deres ideer og tanker. Og sammen med vores eget syn på scenen, så blev programmet sat sammen. Det var nu en del flere der var meget interesant og har stort potientiale, men vi havde kun 6 pladser på programmet.

Tror du at projektet var eftertragtet ud fra jeres tilgang til det eller fordi I allerede havde skabt jer et navn i form af Copenhell?

Jeg tror det var en blanding, men håber da også meget det var fordi det er et godt koncept og et koncept som vi mener, har manglet for de danske metalbands.

Er projektet så noget vi skal forvente at se mere til i fremtiden eller?

Ja, vi regner bestemt med at det skal bliver et tilbagevendende event.

Fedt! Vil det fortsat være i Vega så? eller er det ikke fastlagt?

Detaljerne omkring 2014 er ikke helt på plads endnu, men det fungerede perfekt på VEGA.

Det virkede også, ja næsten optimalt for dette projekt. Hvis vi så sammenligner med Copenhell i fremtiden, skal vi så forvente at Copenhell ikke vil repræsentere den danske upcoming? Og at det vil være When Copenhell Freezes Over som overtager?

Nej, bestemt ikke. Det er 2 forskellige ting og den ene udelukker ikke den anden. WCFO er mere direkte rettet mod den udenlandske branche og et arbejde vi laver sammen med Music Export Danmark for at styrke vores scene. Der vil fortsat være nye DK acts på COPENHELL som altid.

Det lyder godt! Hvis vi kigger på Copenhell 2013 kontra 2012, hvor skal vi kigge hen for at se de store forandringer?

Der kommer nok ikke kæmpe forandringer, men jeg tror man kan forvente sig en endnu bedre festival. Vi arbejder hele tiden på at lave en bedre plads til vores publikum, og indrette pladsen på bedst mulig vis, få bedre mad, toiletfaciliteter osv. Og vi tager utroligt mange erfraringer med os fra hver festival vi har lavet samt vi lytter utroligt meget til den kritik og de indspark publikum har. Og de tegninger der er klar allerede ser så gode ud... Jo, den store forandring er at vi får høj sol og det bliver skidevarmt!

Hell Yeah! Det lyder godt! Især med solen! Hvis vi ser lidt på bedre plads til vores publikum, hvad tænker du så? Festivals pladsen, teltpladsen eller?

Jeg tænker sådan set på det hele. Både campingpladsen bliver bedre indrettet og det sammen med selve festivalpladsen. Bedre infrastruktur og mere ild og sjove sager.

Ild er altid en success til noget som har med hardrock og metal at gøre! Vil det være på samme måde, at I stiller telte tilrådighed eller vil det være muligt at medbringe i år?

Ild er uundværligt. Ja, det vil være på samme måde som de sidste på år, hvor man køber et opslået telt som man så kan tage med hjem efter festivalen. Vi har kun beton grund derude, så alt skal bores ned i grunden, så vi kan ikke helt gøre det på anden måde endnu. Men det er fedt at folk er klar på det, og den første campingplads er allerede tæt på udsolgt.

Udsolgt? Okay det lyder smukt. Er det rekord?

Ja, det er gået meget stærkere med teltsalget i år end før.

Hvordan med salget generelt?

Salget går meget fint, det er meget det samme som sidste år. Det har jo, som alle ved. været en rimelig latterlig lang og kold vinter og tror der er mange der ikke er begyndt at tænker på at skulle stå udenfor og drikke en kold fadøl endnu. Så det er fra nu af det begynder at gå stærkt.

Nu siger du, at I arbejder videre på sidste år, fremfor den store fornyelse. Vil du mene at Copenhell er begyndt at få egen identitet og ikke blot en "metal festival"?

Det håber jeg bestemt at den har. Stemningen derude er helt helt speciel. Vi arbejde rigtigt meget på at gøre rammerne så gode som vi kan og sørge for at alt fra vores kommunikation over ildkanoner til art work er så gennemtænkt og ordenligt som muligt. Men i sidste ende er det dog vores publikum der sørger for stemningen og festen og derved også meget af selve identiteten.

Hvis vi skifter lidt emne tilbage til fornyelsen af Copenhell fra de sidste par år, kommer vi så til at se en forbedring hvad ang. transport?

Syntes egentligt at transporten var ok i 2012, og det er heller ikke mange klager eller henvendelser vi har fået på den konto. Vi have rigtigt mange shuttelbusser kørende i de travle time, og det virkede ikke som om der var slemme ventetider. Men vi skal nok se til at det bliver godt, og så er Havnebussen også begyndt at lægge til ret tæt på, så det er endnu en mulighed for at kommer derud. Og så vil vi forbedre cykelparkeringen, så det bliver lettere at finde sin jernhest igen efter et par øl...

Fedt! Lyder også godt med havnebusserne. Og ventetiden sidste år var heller ikke dræbende. Kun det faktum at alle stank af våd hund og øl og stod meget klemt i en bus. Ik fedt men en del af charmen. Ville nok også være mere nervøs hvis der duftede af Channel og kokos håndcreme.

Ja ikke! Så var vi nok gået forkert.

Hvis vi snakker lidt om maden i år. Vil vi opleve flere boder end 2012? Dette var jo netop et område hvor der var kødannelse.

Ja, helt bestemt. Der kommer flere madboder, og flere valgmuligheder og større udbud. Der vil altid være noget kø ved 19-20 tiden når 10.000 meget sultne metalheads skal have kød, men der bliver opgraderet.

Kan du løfte sløret om hvad I tilbyder os i år?

Vi arbejder på at lave en "rigtig" restaurant hvor man kan sidder og slappe og få et større måltid, og så vil der bare være et større og bedre udbud af mad. Fra veganske retter til kødorgier.

Lyder godt. For min personlige regning var dette også en af de punkter der kunne arbejdes på så det ser jeg frem til. Lad os komme til det vigtigste, jeres Lineup! Fortæl mig om jeres udvalg af bands for 2013 og de genre i vælger at dække i år.

Jeg syntes det er rigtigt rigtig bredt udvalg igen i år. Der er store sager som In Flames og Amon Amarth, legenderne i King Diamond og Accept, den hårde rock i Alice In Chains og Down, døden i Grave og Illdisposed, black i Godseed, og piratmetal i Alestorm, det yngre i Parkway Drive og Cancer Bats og så er der jo endeligt kommet power på plakaten med Sabaton. Og så alt det andet indimellem.

I har skudt bredt i år og ramt mange genre samt fået store navne på tapetet. Hvis jeg skulle nævne en genre som jeg stadigvæk savner, så er vi i ren doom. Down kan til tider bevæge sig derover af, men savner den tunge tunge dommedags metal. Er dette en genre, som I ikke finder aktuel for Copenhell eller er årsagen en anden?

Ja, det kan jeg sådan set godt følge dig i. Men det er bestemt ikke fordi den ikke er aktuel eller ikke passer til COPENHELL. Doom er jo så godt som noget. Det har nok bare ikke passet med det ting der har været ude og så er valgne af bands faldet anderledes.

Håber tingene flasker sig næste år så, da vi endnu ikke har haft glæden af en go gang doom på Copenhell endnu. Kunne forestille mig en koncert late night med en god gang doom. Ser frem til det de kommende år. Er jeres Lineup definitivt fastlagt nu?

Ja, det kunne være fedt. Meget enig. Der mangler stadigt lidt før at programmet er helt færdigt, så forhåbentligt det komme ud i løbet af april.

Hvis vi ser på sidste års lineup og optræden, så er det jo svært at forestille sig nogen slår de prægtige og majestætiske optræden fra Lamb of God og Gojira. Hvem tror du kommer til at levere det største brag?

Ja, de leverede i den grad næsten legendariske koncerter. Jeg tror at King kommer til at bliver stort! Han kommer med en kæmpe produktion, og han er tilbage på danske jord og på en stor dansk metalfestival. Det kan gå op i en højere enhed. Og så tror jeg på Alice In Chains kan bliver tung og helt fantastisk. Og Parkway Drive kan bliver ekstemt vildt og fuld smadder. Og så har jeg ret store forhåbninger til både Essence og Scarred By Beauty.. Og så kan man nok forvente noget af en fest til Alestorm. Skål i skuret skipper.

Ja kongen bliver en oplevelse ud over det sædvanlige... Og Alestorm virker til at være dette års festindslag, som Korpiklaani levere sidste år. Skal nok blive godt. Hvordan har reaktionen været på jeres lineup indtil videre?

Generelt rigtigt gode. Det er dog altid nogen der gerne vil se Metallica eller Iron Maiden, men det er stadigt for tidligt for COPENHELL. Sidste års program var super stærkt, og nogle mener det ikke er så godt, men jeg må nok indrømme at jeg syntes det er fedt. En SOAD, Slipknot eller Motörhead ville jo altid pynte og det havde være fedt at have på plakaten, men det har ikke passet i år, så sådan er det jo. Der er meget man gerne vil have som ikke passer af forskellige grunde, men når alt kommer til at syntes jeg 2013 ser godt, stærkt og heavy metal ud.

Helt enig. Finder personligt 2013 mindst lige så stærkt som 2012 men igen folk har deres præferencer jo. Nogen er til det gamle smadder, andre er til mere teknisk mædl osv. Det er vel også svært at stille alle tilfreds tænker jeg?

Ja, det er jo stort set umuligt - der er jo lige så mange meninger om bands og programmet som der er folk, men syntes det er bredt og at der er noget for alle, så jeg er bestemt tilfreds og mener det kan matche de fleste metal festivaler i vores størrelse.

Kan du fortælle mig om jeres nye maskot og hele historien bag den?

Historien bag året maskot er egentligt ret simpel, men ikke desto mindre sej. Vi tog kontakt til Brent Elliot White der tidligere har lavet en del for Trivium og Job For A Cowboy blandt andet. Hans stil er ret fed, og vi ville gerne have en yngre kunstner til at lave maskotten i år. Nu har vi har vi haft 3 virkelige legender indenfor heavy metal artwork, så vi syntes det var på tide med lidt nyt blod. Og Brent har i den grad kunne løfte opgaven. Han ville lave noget dansk og kunne godt lige Hamlet historien og især fordi den indeholdt mord og et genfærd. Og så har han en kærlighed til døde fugle, så vores egen kære nationalfugl kom så også lige med. Jeg syntes resultatet er helt vildt og den repræsenterer COPENHELL på bedste vis - og det bliver massivt på en t-shirt.

Som afslutningsvis, så er jeg nødsaget til at spørge... Hvad var det lige der skete til Manowar koncerten? Fedt du blev hevet ind på scenen, men hvorfor ville de ha' at publikum skulle råbe at de ville se dem på Copenhell, når de nu ikke kommer? Der var rigtig meget snakken hos publikum til det stunt og en DEL skuffende fans tror jeg. Virkede underligt og lidt malplaceret…

Manowar er et band der er rimeligt kompromisløse og konsekvente i alt hvad de gør. Så må man syntes om det eller lade være. Tror bare det var deres måde at gøre opmærksom på at de meget gerne vil spille COPENHELL på et tidspunkt. Og det er da dejligt at de gerne vil det.

Jamen tak for din tid Jeppe. Glæder mig til at opleve 2013! Det ser lovende ud!

Selv tak - og vi glæder og som én i helvede til at åbne portene til COPENHELL til sommer!!