Interview med Sami Yli-Sirniö

band_photo_-_barren_earth.jpg

Sami Yli-Sirniö fra Barren Earth/Kreator fortæller om sit hyggeprojekt, 70'er-prog, sangskrivning og meget mere.

Dette interview kom i hus efter jeg kontaktede Barren Earths publicist med henblik på at få en kopi af vinylmasteren. Det kunne jeg ikke få, men til gengæld tilbød hun at sætte mig i Skype-kontakt med Sami og få et interview ud. Kæmpe tak til Heidi Thole fra CenturyMedia, og lige så kæmpe tak til Sami for nedenstående roman. God læselyst!

Jeres nye album, A Complex of Cages, udkommer i morgen den 30. marts via Century Media. Vil du fortælle hvad albummet handler om?

A Complex of Cages har noget at gøre med hvordan vi lever i moderne tider, og hvordan mennesker isolerer sig fra hinanden. Jeg bor i en lejlighed her i Helsinki, og jeg kender et par af mine naboer, men de fleste kender jeg ikke, og alle isolerer sig med Facebook og deres iPhone. Det strækker sig også til øvrige dimensioner, som hvordan det kan gøre livet svært for folk og have indvirkning på deres psyke. Især yngre mennesker – jeg har ikke engang Facebook fordi jeg vil undgå at være for forbundet til sociale medier. Der er selvfølgelig også positive sider, men nogle gange kan det gå for vidt. Men det handler også om at folk lever i små kasser ved siden af hinanden uden at have noget med hinanden at gøre.

Coveret understreger dette, ikke sandt? Flere mennesker lever i deres eget bur og er tæt på, men alligevel afskåret fra, hinanden.

Jeps, det er dét albummet handler om.

En af de mest væsentlige forandringer forud for dette album er tilføjelsen af Antti Myllynen på keyboard. Hvad er baggrunden for denne beslutning, og har det haft den indvirkning på musikken og gruppen, I håbede på?

Ja det har, for han er yngre, og han er ikke lige så stor en tech-nørd som den tidligere fyr [Kasper Mårtenson]. Jeg har intet imod Kasper, han er vældig musikalsk og talentfuld, og han er musisk tilsynsførende på en stor opsætning her ved teatret så han har ikke forladt musikken. Han nåede et punkt i sit liv hvor han ikke længere var interesseret i gigs og metalshows, hvilket er helt forståeligt når folk bliver ældre, og vi er gode venner alle sammen. Og så tænkte vi: Måske er det på tide at finde en som er yngre og mere entusiastisk, en med en moderne lyd. Kasper foretrækker hammond og mellotron, hvilket er fint, men det er det fjerde album og vi tænkte, at det var på tide at udforske øvrige perspektiver for keyboardet, fordi det altid har været en vigtig del af gruppens musik. Han [Antti] er en meget musikalsk fyr; han havde masser af idéer og arrangementer til sangene, så vi er glade for ham. Det er altid godt at have yngre mennesker i gruppen; jeg er selv 45 og føler mig som en bedstefar allerede…

Nej, virkelig?

… nej, slet ikke; men den nye, friske energi giver altid gode vibes til musikken synes jeg, og det gjorde det!

Udover sammensætningen, er der så noget andet I ønskede at gøre anderledes på dette album i forhold til On Lonely Towers?

Idéen med bandet var aldrig at begrænse os musikalsk, og vi gav den nye en mulighed for at komme med sit eget input, selvom han ikke skrev en sang fra start til slut. Vi fandt allerede vores lyd på det første album, og nu vil vi føje elementer til den på hvert album. Det har selvfølgelig at gøre med sangskrivningen og hvad vi føler, sangene har brug for, for at de er interessante for lytteren og for os.

Hvorledes er sangskrivningsprocessen for sådan et album?

Lad os tage den første sang som eksempel – ”Living Fortress”. Oppu [Laine, bas] lavede en demo med alle riffs’ne og nogle vage idéer om hvordan vokalerne skulle lyde. Men så tilføjede Jón [Aldará, vokaler] sine egne vokaler og skrev det meste af teksterne og fandt på hele albummets koncept. Så der er meget af det, der har med Jón at gøre. Musisk kommer alle med deres idéer. Jeg skrev én sang og et par dele af andre sange. Og Marko [Tarvonen, trommer] er også meget produktiv, han er god på guitaren og kan udtænke fantastiske riffs. Den sidste sang, balladen ”Withdrawal”, er faktisk hans; jeg havde aldrig forestillet mig han ville skrive en ballade. Jeg ville sige, at Oppu er den mest produktive, derefter Marko, og de to guitarister, Jan [Pertillä] og jeg, skriver som regel én sang hver per album.

Jeg forstår på det hele at I generelt skriver musikken hver for sig og senere mødes og sætter det sammen?

Det er præcis sådan, det fungerer – men vi brugte en del tid i øvelokalet og sangene ændrer sig meget når man begynder at spille dem sammen. Når de rent faktisk begynder at lyde som Barren Earth – når gruppen begynder at spille – det er i dét øjeblik, at sangene bliver bragt til live, for demoer er som regel programmerede og lyder ret sterile. Der bliver tilføjet en masse når vi begynder at jamme sammen; vi vil ikke begrænse os men i stedet give musikken plads til at ånde. Vi gør det også live, hvor vi af og til siger ”fra det her punkt ved vi ikke rigtig, hvad der skal ske, og så kommer vi tilbage til dette punkt her”, for at have lidt fare på færde.

Jeg spekulerede på: Med et album så tematisk sammenhængende som A Complex of Cages, kommer idéen til albummet så før de individuelle sange eller er det modsat?

Det er modsat, hvilket har meget at gøre med teksterne som sædvanligvis kommer til sidst i vores musik. Så på et tidspunkt i studiet begynder det at give mening.

Færdiggør I noget af materialet i studiet? Finder I ud af hvordan det skal lyde i studiet?

Nej, allerede på demostadiet har vi teksterne og musikken skrevet ned. Vi rejste til Tyskland for at indspille det, og det gjorde vi ved at lytte til demoerne. Men vi ville stadig ikke, som jeg sagde tidligere, begrænse os og være slavebundet af demoversionen, for bandet er bedst når hvert medlem er fri til at udtrykke sig selv som han har lyst. Men teksterne og hovedkompositionerne eksisterede før vi gik i studiet. Først laver vi en demo som er programmeret, dernæst går vi i øvelokalet og indspiller en ny demo, og derefter vælger vi de sange som vi mener er værd at indspille på en bedre måde. Det koster lidt at tage til Tyskland og leje et lokale hvor man kan indspille trommer og fortsætte med øvrige instrumenter. I disse tider skal man være nøje forberedt inden man går i studiet, for ellers bliver det dyrt!

Barren Earth er anerkendt som progressiv musik. Er det et bestemt mål for jer, eller er det et resultat af ikke at ville begrænse jer?

Hele idéen med gruppen fra begyndelsen var ikke at begrænse os til nogen musisk stilart – men dog heller ikke at gå i alle mulige retninger. Den oprindelige idé som Oppu havde for cirka ti år siden, var at ”vi burde danne et progband!”. Noget i stil med Porcupine Tree, dog uden at kopiere nogen. Men da sammensætningen tog form, især med Marko på trommer og Jan som den anden guitarist, blev det hurtigt klart at gruppen er bedst når der også er metal til stede, for vi har alle en baggrund i metal. Sådan blev det et metalband – selvom det ikke var hensigten i begyndelsen – fordi de fleste af os er metalmusikere.

Jeg er overrasket over at rødderne er i prog og ikke i metal?

Tjah, men sammensætningen var ikke på plads dengang, vi var ikke sikre på hvem der skulle være med.  Vi ville se hvilken type sammensætning det blev og hvad folk er bedst til; begynde med et rent bord og ikke bekymre os om det. Det var hensigten i begyndelsen. Og lyden formede sig nærmest på det første album til hvad den er. Vi forsøger ikke at genskabe den på det nye album, vi prøver bare nye elementer til den. Alting tog en meget naturlig drejning; der var ingen der tænkte så meget over det. Der var ingen bagvedliggende plan, bare en gruppe venner som mødtes for at lave musik. Vi fik endda den første pladekontrakt ved et tilfælde…

I fik endda den første – undskyld mig?

Den første pladekontrakt, vi fik med Peaceville før vores debut, var lidt tilfældigt. Vi lavede en demo, og dengang var der MySpace, husker du det? Og nogen gav os et tilbud fra England, og vi sagde ”jamen, ja, hvorfor fanden ikke, helt sikkert!”

Wow, så I blev samlet op på Myspace?

Ja, de ledte efter et finsk band, tænker jeg, for Finland var meget in dengang – det er det måske ikke længere….

Arh, dét ville jeg nu ikke sige…

Tjah, who cares, det er også ligegyldigt. Sådan var det dengang. Så, alting skete lidt tilfældigt og vi var naturligvis henrykte alle sammen, for til syvende og sidst var vi jo bare en gruppe venner som havde lyst til at lave musik sammen. Og lige pludselig opdagede vi, at ”hey, måske er der andre der også vil høre med!”

Så fra begyndelsen var det ikke beregnet til at være et stort projekt, men bare et hyggeligt jamming-projekt med vennerne?

Lige præcis!

… Og det var pladekontrakten der satte skub i tingene?

Ja, bagefter tog vi en turné i USA, men ved album nummer to gik det op for os at alle var så bundet til andre grupper at vi ikke havde tid til at spille koncerter, og det begyndte at være frustrerende. Så vi tænkte ”hvad pokker, lad os bare fortsætte med den oprindelige plan, og hvis nogen vil betale for vores albums, så gør vi bare vores bedste.”

Jeg ved at Jón er ved at færdiggøre en turné med Hamferð…

Ja, han er lige blevet færdig og han fløj direkte her til Helsinki bagefter.

… og du har en masse koncerter med Kreator – én af dem er i København ved jeg, for jeg skal selv med og jeg glæder mig lige så meget som alle andre, forestiller jeg mig…

Ja, Copenhell er fedt!

… og Oppu skal turnere med Amorphis henover sommeren og ind i efteråret. Så det åbenlyse spørgsmål er: får I nogensinde tid til at turnere med Barren Earth og spille Barren Earth?

Tjah, i morgen [til release-festen] og på søndag.

Og jeg antager, at dette bliver i Finland?

Ja, og vi har også festivaltilbud – Nummirock og Tuska festival. Jeg håber, at vi vil kunne spille der. Og når albummet er på gaden må vi lave en googlekalender, skrive alle vores koncerter ind og se om vi kan finde et hul, hvor alle er ledige. Det bliver selvfølgelig besværligt, men det er ikke umuligt!

Nu sprang vi lidt fremad i planen – hvilket selvfølgelig er helt fint – men jeg ville gerne spørge angående sangskrivningen: Jón Aldará kom ind i 2014 som erstatning for Mikko Ko… ta… mäki?

Lige præcist, flot udtalt!

… Måtte I ændre musikken på nogen måde for bedre at gøre plads til Jón, som, efter min mening, har en anden stil en Mikko?

Det har han, men han kan gøre alt hvad Mikko kan, og endda bedre synes jeg, så når vi spiller de ældre sange live laver han sin egen version. Da Mikko var sangeren doblede jeg hans rene vokaler og vi sang mere sammen, men med Jón i bandet synes jeg ikke længere, at det er nødvendigt. Jeg synger stadig andenstemmer og harmonier, men Jón er mere kreativ og produktiv og skriver også al teksten, så det er blevet langt nemmere at lave musik efter han er kommet ind. Der er mindre vægt på alles skuldre. Jeg vil ikke sige, at Mikko er en dårlig sanger – han gør et storartet stykke arbejde – men alting er blevet meget nemmere efter Jón er kommet til.

Jeg tror ikke, at nogen ville sige, at Mikko er en dårlig sanger, ikke hvis de har hørt ham i hvert fald. Var der andet der ændrede sig ved vokalerne mellem On Lonely Towers og A Complex of Cages, som er de to albums Jón synger på?

Han var endnu mere aktiv på den nye plade, og når det kommer til vokalmelodierne er det næsten det hele. Kun på ”Solitude Pith”, tror jeg, er vokalerne og teksten fra Oppu som skrev sangen, bortset fra det er det hele fra ham [Jón].

Og på det forrige album var det i større grad Oppu?

Mjah, vokalmelodierne var allerede udtænkt og mange sange var komponeret før Jón kom til forud for On Lonely Towers. Men denne gang var han involveret fra begyndelsen, og jeg synes det er bedre sådan fordi alting bliver mere sammenhængende. Jeg mener, at man aldrig skal fortælle en sanger hvad han skal synge, fordi det skal passe til hans mund. Og denne gang passer det meget bedre.

Musikalsk og lyrisk er Barren Earth ret tungt. Ofte er det meget dystert rent følelsesmæssigt og med mørke tanker og koncepter. Var dette meningen med Barren Earth fra begyndelsen?

Tjah, nu hvor jeg er 45 er jeg ikke lige så… jeg vil ikke sige, jeg var negativ da jeg var yngre heller. Det er svært at beskrive. At udtrykke de tunge tanker som alle har på sinde. Det har jeg også stadig, men jeg smiler meget, kommer godt overens med folk og elsker folk. Men det hjælper at lave musik sådan, for at komme af med negative følelser, og det gør livet lettere. Det er godt at bryde følelserne ned gennem musikken, så man ikke behøver at gøre det i livet. Alting virker lettere, du fjerner en vægt fra brystet. De negative sider kan være hvad som helst, problemer med romantik eller folk der gør dig vred; det oplever alle. Men at give det væk gennem musik giver mig et lettere hjerte i hverdagen.

Føles det anderledes at spille med Barren Earth på en scene i forhold til at spille med Kreator? Opnår du en anderledes følelsesmæssig tilstand?

Helt sikkert, ja, fordi der er fare på færde når Barren Earth går på scenen – vi har de faser i sættet hvor ingen ved, hvad der vil ske – det er virkelig spændende. Jeg er også spændt med Kreator, men når jeg spiller med Kreator er der mange visuelle elementer, og produktionsmæssigt skal alting spilles på nøjagtig samme måde hver dag. Og når du spiller mindre koncerter med et band, hvor du sætter dig selv fri, er det selvfølgelig mere spændende. Jeg ved ikke, om det er mere spændende for tilskuerne…

Reagerer tilskuerne forskelligt?

Jamen, naturligvis, jeg tror, at tilskuerne mærker faren ved en liveoptræden; det er spændende og der er adrenalin i blodet. Jeg siger ikke, at det ikke også sker med Kreator, men på en anden måde. Og fordi jeg har spillet så mange koncerter med Kreator bliver det nogle gange til en rutine, især når man spiller det samme sæt nat efter nat. Men med Barren Earth er de fuldstændig anderledes fordi vi ikke spiller særlig mange koncerter. Det er en sjælden lejlighed, derfor føles det særligt.

Jeg kommer i tanke om et spørgsmål jeg havde da du talte om begyndelsen, da Oppu ringede til dig og sagde ”Hør, vi burde spille noget prog!” Hvad mener du, når du taler med en ven og siger ”lad os spille noget prog” – hvad er progressiv musik for dig?

For mig, og sikkert også for ham, er prog stærkt forankret i 70’erne. For eksempel King Crimson eller Jethro Tull, Yes, det gamle Genesis, Camel, eller… jeg er også fan af gamle 70’er proggrupper herfra som ingen rigtig kender til, for eksempel Tasavallan Presidentti og en gruppe ved navn Wigwam. Ting som folk ikke rigtig spiller længere, men som jeg har en interesse i, da jeg selv er mangeårig progfan. Lige siden jeg var teenager har jeg været interesseret i denne type musik, fordi det er udfordrende at lytte til og det kan føre dig til helt anderledes områder af livet. Derfra kom idéen om at lave noget i den stil, og disse elementer er tilstede i Barren Earth, selvom det ikke kun er det. Det er en blanding af metal og de halvfjerdseridéer om at udtrykke sig selv på en progressiv måde. Når man tænker på moderne metal-proggrupper som for eksempel Dream Theater; er det så prog? For mig er det noget helt andet, men folk ser det som sådan. Hvad jeg ser som prog har rødder i 70’erne.

Du nævnte ”Solitude Pith” tidligere. Min første tanke, da jeg hørte den, var, at den er blandt de mest psykedeliske sange, jeg har hørt i mit liv. Der et tungt søle af syre over de første minutter.

Ha-ha, dét er der, dét er der. Som jeg sagde er vokalerne og hele sangen skrevet af Oppu. Også den midterste del, og du må lægge mærke til, at det er meget kraftigt præget af King Crimson når tempoet øges en smule. Vi ledte efter en særlig trommelyd – ligesom King Crimsons. Marko forsøgte faktisk at spille som King Crimson gjorde i 70’erne, så det er helt sikkert en hyldest.

I den tredje sang, ”Further Down”, går I over til et tungt dødsmetaljam, hvorefter I kommer tilbage til omkvædet via et break og et kort flamencospil. Hvordan – hvem fik den idé, hvem var det, der tænkte ”ved du hvad, den sang har brug for flamenco” eller ”sådan kommer vi tilbage til omkvædet?”

Det har med melodien at gøre, faktisk. Duu du-du-du-du-du-du-du; det er en meget spansk guitarmelodi, der er i omkvædet. Det førte til idéen, fordi der lå en nylonstrenget guitar et sted i hjørnet og Victor Santura i vores studie i Tyskland sagde: ”Det lyder alligevel spansk, hvorfor ikke gå hele vejen?” I det mindste i tre sekunder.

Der lå bare en spansk guitar og flød og I tænkte ”det er perfekt”?

Ja, fordi jeg føler, at guitarmelodien i omkvædet alligevel lyder spansk. Blot for at give endnu et hint – det er en spanskklingende skala, hvorfor ikke understrege dette? Det eneste, der mangler er castanets… nej vent lidt! Vi tog dem med – vi tog dem med men man kan knap nok høre dem.

Jeg kommer i tanke om spørgsmål: Jeg kom for nyligt i kontakt med jeres publicist, Heidi, fordi jeg bad hende om en kopi med vinylmasteren. Det kunne hun ikke give mig, og foreslog i stedet at vi lavede interviewet. Jeg ønskede også at spørge, hvem der stod for mix og master?

Det [A Complex of Cages] lyder bedre end On Lonely Towers, fordi vi arbejdede sammen med Victor Santura. Jeg mødte ham første gang i 2006, hvor han spillede guitar for Celtic Frost, og han virkede som en virkelig fin fyr. Vi arbejdede sammen i et par måneder og holdt kontakten. Senere fandt jeg ud af, at han har sit eget studie, og jeg hørte noget han lavede med sit andet band, Dark Fortress. Han optog også et band ved navn Kuolemanlaak, hvor Mikko synger. Det lød så godt at vi tænkte ”Ja for satan, lad os gøre det”, og det er fedt, jeg elsker hvad han laver med Triptykon, og han producerede det faktisk. Han fortalte mig, at han ikke husker at have spillet guitar på albummet, han kan kun huske, at han producerede det. Så han tager det gravalvorligt, og jeg tænkte ”vi giver ham ansvaret”, og det var den rigtige beslutning, for det lyder bedre end On Lonely Towers.

Det tror jeg var det hele; er der noget du har lyst til at tilføje?

Jeg vil takke dig for din interesse…

… og tak til dig for at tage tid til at tale med mig!

Naturligvis, en fornøjelse. Tak for interessen i vores nye album, og jeg håber læserne vil finde det interessant. Der er så meget musik at lytte til nu til dags, og det er svært at vælge hvad man skal lytte til. Men jeg kan kun anbefale vores nye album!

Samme her, samme her.

Tilføj kommentar