Boomerbloggen: 1986 – Det bedste år i metalhistorien
42 grunde til at 1986 er det bedste år i metalhistorien
For cirka et års tid siden skrev jeg på denne plads om året 1980, og spurgte om netop dette år var det bedste år i metalhistorien? Spørgsmålstegnet var ikke helt tilfældigt, for svaret er jo helt oplagt nej. Her i 2021 er der nemlig en imponerende lang stribe af klassiske hardrock- og metaludgivelser, der fylder 35. Så mange faktisk, at det ville optage alle årets indlæg her på bloggen at skrive om bare de allerbedste. Det bliver for kedeligt! Så alternativet er at få hele 1986 klaret med det samme, og her følger derfor Boomerbloggens 42 grunde til, at 1986 er det bedste år i metalhistorien.
Listen til at ende alle lister om 1986
Til at begynde med kan man jo indvende, at netop 1986 også kan betragtes som det værste år nogensinde, for det var jo her Cliff Burton døde på en landevej i Sverige! Ikke engang den for alle musikelskere så glædelige nyhed, at Wham! gik i opløsning, kunne opveje den følelse af tab og tomhed, geniet Cliffs tragiske død afstedkom. Men han nåede at sætte et udødeligt aftryk på metalhistorien, så lad os dermed få det helt åbenlyse ud af verden med det samme:
Den første og største grund til at fremhæve 1986 over alle andre årgange er selvfølgelig, at d. 3. marts det år udkom verdens bedste metalalbum. Men ikke nok med det, (1) Metallicas Master of Puppets er så mægtigt, at det helt naturligt også hører med i snakken om alle tiders bedste album i det hele taget. Det er måske svært at huske her 35 år senere, men i 1986 var Puppets en regulær gamechanger, der leverede thrash metal med langt større ambitioner og på et helt andet niveau end alt andet fra samtiden. Det inkluderer også toeren på denne liste, (2) Slayers Reign in Blood, selvom den også er en udødelig klassiker. Så råt og ekstremt var Reign, at selv den dybeste undergrund måtte bøje sig, men samtidig var den så urimeligt catchy, at man umuligt kunne kalde det undergrund længere.
Den tredje af thrashens Big Four, Megadeth, udgav som bekendt også en klassiker med (3) Peace Sells…But Who’s Buying?. Samme genre jovist, men det er påfaldende, hvor forskellige disse tre mesterværker egentlig er. Men den stadig ret unge genre havde endnu mere kvalitet og variation at byde på. Den teutoniske thrash slog således igennem med blandt andet (4) Destruction – Eternal Devastation, (5) Kreator – Pleasure to Kill og (6) Exumer – Possessed By Fire. Tre så aggressive og infernalske albums, at genrens skabere i Californien dårligt kunne følge med! Med undtagelse af nummer to på listen her naturligvis.
Der er trods alt andet end thrash, eller…?
I bagklogskabens klare lys kunne man nok godt se, at der var noget galt den aften i Saga i 1985, da Mercyful Fate spillede sin sidste koncert inden den originale besætning kort tid efter gik i opløsning. Stor var skuffelsen hos denne fan, men det gik heldigvis over allerede året efter, da King Diamond sendte debuten (7) Fatal Portrait på gaden, og dermed støbte fundamentet for den horror/power-stil, der består endnu. I en hel anden boldgade skred David Lee Roth fra pladsen, men med en ny (og klart bedre) forsanger i Sammy Hagar udgav (8) Van Halen 5150, som blev deres i særklasse bedste album siden den banebrydende debut i 1978. Propfyldt med både hits og virtuositet som få andre udgivelser både før og siden. Motörhead blev ligeledes udfordret på personalefronten, men Lemmy lod sig heller ikke stoppe af ny tilgang, og leverede præcis som Van Halen, et af karrierens allerbedste udspil med mægtige (9) Orgasmatron.
Det bliver ikke til mere end et par gamle legender på denne liste, før vi skal tilbage til de unge opkomlinge, for vi er slet ikke færdige med thrash-kometerne endnu – for det var ikke kun i Tyskland og Californien, man spyttede det ene fantastiske thrash-album efter det andet ud. Blandt de mest markante var (10-21) Dark Angel – Darkness Descends, Possessed – Beyond the Gates, Metal Church – The Dark, Flotsam & Jetsam – Doomsday for the Receiver, Voivod - Rrröööaaarrr, Nuclear Assault – Game Over, Whiplash – Power and Pain, Cyclone – Brutal Destruction, Onslaught – The Force, Angel Dust – Into the Dark Past, Holy Moses – Queen of Siam, Tankard – Zombie Attack. Skal jeg stoppe nu? Fair nok, hukommelsen er efterhånden også ved at blive lidt udfordret, så lad os da komme rundt i nogle flere genrer.
Prog, doom, hårlak og undergrund
I mange år var der ikke andre end Rush, der spillede prog-rock, så det kunne minde om metal. Men også på den front skete der noget i 1986, hvor de canadiske ekvilibrister til gengæld havde bevæget sig ret langt væk fra de hårde toner. (22) Heir Apparent – Graceful Inheritance, (23) Fates Warning – Awaken the Guardian, (24) Crimson Glory – Crimson Glory og specielt (25) Queensrÿches Rage for Order satte alle for alvor proggen på dagsordenen igen. For Queensrÿches vekommende var det såmænd bare det første af tre prog-mesterværker de kommende år. Præcis hvad Queensrÿche gjorde for prog-metallen, klarede Candlemass for doom-metallen med deres debutalbum (26) Epicus Doomicus Metallicus, men de var nu heller ikke alene, for (27) Born Too Late fra Saint Vitus gjorde dem følgeskab med episk doom.
Få nu ikke noget galt i halsen, men selv hair-metallen gav den gas i ’86. Ikke nok med at de totalt dominerede hitlisterne, men der var faktisk også kvalitet at finde rundt omkring. (28-32) David Lee Roth, Bon Jovi, Cinderella, Europe og selv Poison brugte året til at udgive noget af det bedste, som genren har haft at byde på. Og nej, hver for sig er der ingen af disse albums, der er på min favoritliste, men samtlige grupper var en uforfalsket fornøjelse at opleve i al deres pragt og vælde, og så måtte man tage hairspray og eyeliner med. Beslægtet, men alligevel ikke helt, udgav Tesla i øvrigt med (33) Mechanical Resonance en fremragende hard rock/metaldebut.
Fra toppen af hitlisterne skal vi til noget, der aldrig kom i nærheden af dem, nemlig den gryende proto-death/black metal: (34) Sepultura – Morbid Visions, (35) Sodom – Obsessed by Cruelty, (36) Sacrifice – Torment in Fire og (37) Post Mortem – Coroner’s Office er nogle af de bedste eksempler på det, der inspirerede de kommende års ekstremmetal-eksplosion. På dette tidspunkt blev der stadig ikke skelnet voldsomt skarpt mellem sub-genrerne, og det var med andre ord muligt at spille både hurtigt og teknisk, mens man hyldede Satan og ondskab. Det var først nogle år senere, at Euronymous og andre for alvor begyndte at gøre op med den forestilling (Sodoms Obsessed var i øvrigt en af nordmandens favoritter, hvilket sangen, der er med på denne måneds playliste, ”Deathlike Silence”, jo også underbygger).
I modsætning til stort set alle andre sub-gener, skrantede den traditionelle heavy metal alvorligt (det vender vi tilbage til), men fra lavere rækker kom der stadig livstegn. (38) Chastain – Ruler of the Wasteland, (39), Sword – Metalized, (40) Fifth Angel – Fifth Angel og (41) Warlock – True as Steel leverede alle varen på fornem - og traditionel - vis.
Til slut hører det med, at i periferien af metallen og den hårde rock, udkom der ligeledes en række banebrydende udgivelser (42) fra blandt andet Bad Brains, Crumbsuckers, Beastie Boys, Sonic Youth, Cro-Mags, Agnostic Front og The Accüsed. De udgav alle en eller anden form for guitarbaseret rock, hip-hop eller crossover, der fik indflydelse mange år(-tier) frem, og disse udgivelser er bare med til at understrege betydningen af 1986.
Og hvad kan vi så lære af denne liste?
Ja, for det første må man jo konstatere, at denne blogger i modsætning til de fleste mener, at Iron Maidens udgivelse fra det år, Somewhere In Time, er både kedelig og rutinepræget. Deres klart svageste udspil i 80’erne faktisk, og den fortjener dermed ikke at blive nævnt blandt alt det, der gør 1986 til noget specielt (også selvom ”Wasted Years” selvfølgelig hører til på playlisten!). I det hele taget var der ikke var mange af de gamle og etablerede bands, der levede op til tidligere bedrifter, og yderst få af dem kunne følge med i, hvad alle opkomlingene havde gang i. Man kan derfor med nogen ret tale om et vagtskifte i metallens verden – i hvert fald målt i kvalitet var forskellen markant. Hvis du ikke tror mig, så tjek selv, hvad AC/DC, Ozzy, Iommi, Priest og de få tilbageværende NWOBHM-bands leverede det år. Priests keyboardinficerede Turbo? Ozzy Osbournes’ slatne hair-metalplade Ultimate Sin? Maidens førnævnte opvisning i kedsomhed? Tony Iommis metervare-Black Sabbath på Seventh Star? Ellers tak herfra.
Bortset fra de to veteraner på listen, Van Halen og Lemmy, der debuterede i hhv. 1978 og 1972 (Lemmy, med Hawkwind), var 1986 altså ungdommens år. Der er ikke ret mange af alle de bands, der er nævnt her, der havde mere end 3-4 års erfaring i 1986. Når man tager kvaliteten og holdbarheden af disse udgivelser i betragtning, er det nærmest vanvittigt. Har jeg glemt noget vigtigt eller måske ligefrem din personlige favorit? Givetvis, men uanset hvad: 1986 styrer, og hvor var det skønt at være tilskuer til!
Tak til Douglas Adams for allerede i 1978 at finde svaret
1986-playlisten:
https://open.spotify.com/playlist/0oVzko1IYZAxb4znvLgNH5?si=e3k_roZ8RE-K...
Kommentarer (3)
Sinfjøtli
Indlæg: 13
Deja vu!
Beklager, men fik ikke læst hele artiklen, da jeg har jeg læst om Metalica “Master of Puppets” og Slayer ”Reign in blood” her på heavymetal.dk flere gange før (senest “Trash of all time”), så hvorfor skriver i om dem igen?
Det bedste år i metallens historie var da 1967 med Black Sabbath, 1986 var blot året hvor der var flest klassiker udgivelser.
Søren Højer Larsen
Anmelder
Indlæg: 12
Ingen grund til at beklage!
Jeg begrunder jo faktisk hvorfor i indledningen:
"Her i 2021 er der nemlig en imponerende lang stribe af klassiske hardrock- og metaludgivelser, der fylder 35. Så mange faktisk, at det ville optage alle årets indlæg her på bloggen at skrive om bare de allerbedste. Det bliver for kedeligt! Så alternativet er at få hele 1986 klaret med det samme, og her følger derfor Boomerbloggens 42 grunde til, at 1986 er det bedste år i metalhistorien."
Og så mener du vel 1970, der hvor Black Sabbath udkom? Men det har jeg faktisk også skrevet om her på bloggen:
https://heavymetal.dk/blog/verdens-foerste-heavy-metalalbum-fylder-50
God fornøjelse :-)
Sinfjøtli
Indlæg: 13
Forskel på favoritter!
Tak for kommentar på min irritation.
Heldigvis er der forskel på musiksmag og mine favorit udgivelser med Metalica og Slayer er ikke ovennævnte, hvilket nok lyder mærkeligt!
Når heavymetal.dk nævner og skriver om “Master of Puppets” og “Reign in blood” i meget større omfang end andre, mindsker det pladsen for alle de andre fede bands igennem 51 år. Samtidig kan gentagelser ikke undgås, hvilket mindsker læse motivationen.
Tak for link til din anmeldelse af Black Sabbath og årstal korrektionen.