Yngwie Malmsteen - Unleash The Fury

Unleash The Fury

/ Playground Music · Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:72:06
Antal numre:18

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Da jeg først så titlen til dette album, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det lydklip der huserede på nettet for et par år siden - et klip fra "Oddyssey" turneen hvor Yngwie skaber sig over en stewardesse der tabte sager på den fintfølende svensker. Yngwie besidder muligvis ikke samme selvironi, som visse andre - så valg af album titel er derfor sikkert givet på andre baggrunde. Nuvel, så skal der ikke herske tvivl om, at jeg synes Hr. Malmsteen har fået kreeret sig nogle svine habile skæringer gennem tidens løb - men når det så er sagt, skal vi helt tilbage til 1998 til det sidste (i mine ører) glimrende album "Facing The Animal". De efterfølgende skiver besad på ingen måde samme gennemslagskraft, som tilfældet var på "Trilogy", "Oddyssey", "Seventh Sign", "Magnum Opus" og "Facing The Animal". De seneste år har Yngwie benyttet Doogie White som vokalist, og som mange vel kender fra Rainbow og danske Cornerstone, men jeg er nu aldrig faldet helt i svime over hans sang. Men efter at have hørt "Unleash The Fury" igennem 3-4 gange, må jeg erkende at han faktisk passer godt ind her. Det nye album byder faktisk på masser af udmærkede numre, blandt andet "Bogey Man", "Locked And Loaded" og "Revolution". Det der springer mest i øjnene er at Yngwie synes at virke lige lovlig inspireret af sit eget materiale - hvilket resulterer i vokal linier og guitarløb der læner sig markant op af fortiden. Men med produktiviteten i øje er der ikke noget at bebrejde ham, for faktisk besidder de 72 minutter skiven varer, trods alt en stor håndfuld habile numre.

Kommentarer (1)

riheg03

Indlæg: 26

Denne plade er uden tvivl den

Denne plade er uden tvivl den bedste siden "Facing the Animal". Godt at Yngwie rekrutterede Dougie White som sanger, da han synger LANGT bedre end den forrige, der havde en ret irriterende stemme. Dougie lyder jo næsten så himmelsk (eller helvedesk om man vil) som Biff Byford (Saxon).
Guitarene lyder bedre end nogensinde, og riffene sidder lige i skabet.
Soloerne er præcis så vanvittige som man forventer af en Yngwie-plade. Pladen er en positiv overraskelse, da jeg synes at den gode svensker var begyndt at lyde lidt ensformig med haltende sangskrivning og en irriterende vokal. Men ikke mere, for denne plade er meget vellykket. 90% herfra.

Tilføj kommentar