Wolf er et af de mange svenske retro metal bands, der spiller gammeldags klassisk heavy metal, og "Legions of Bastards" er deres sjette album.

Wolf søger bevidst at spille en 80er-agtig klassisk metal-stil, og deres tilbagesægende stil har den logiske konsekvens, at der ikke er noget innovation eller nyskabelse på denne skive. Men det er jo heller ikke det, de sigter efter. Og jeg må sige, at jeg, som har en svaghed for 80er-metal, bestemt ikke har noget imod, at der holdes liv i denne genre.

Og Wolf er i hvert fald tro mod 80er-metallen på dette album - så meget, at man nogle gange glemmer, at man lytter til en plade, der kommer ud i foråret 2011, og ikke en fra 1986 (selvfølgelig er produktionen af 2011-standard, og ikke 1986-standard... heldigvis). Musikken kan nok bedst beskrives som en blanding af Judas Priest , Iron Maiden, Accept, Running Wild, Rage og Vicious Rumors, og så kan man heller ikke være i bedre selskab.

Med sin semi-operatiske stil men stadig lidt rå stemme lyder sanger Niklas Stålvind som Rob Halford og Carl Alberts elskovsbarn, og dermed passer hans stemme jo til Wolfs retro stil.

Dog skal det nævnes, at Wolf på denne skive ligger meget tæt op af en kopiering nu og da. For eksempel er der dele af "Jekyll & Hyde", der lyder skræmmende meget som Black Sabbaths "Zero the Hero", og "Road to Hell", der lyder uhyggeligt meget som "After Forever", ligeledes af Black Sabbath. Det er selvfælgelig okay, hvis det er ment some en slags hyldest, og lad os bare være optimistiske og konkludere, at det er det, der er tilfældet.

Jo, dette album er bestemt ikke ringe, og jeg får helt lyst til at sætte nogle papskiver ind i hjulet på min cykel og lade som om jeg kører på en Harley Davidson - så fed er "Legions of Bastards" af Wolf.