Wolf Hoffmann - Headbangers Symphony

Headbangers Symphony

· Udkom

Type:Album
Genre:Symfonisk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Vivaldi, Bach, Beethoven, Mozart …og ACCEPT?!

Klassisk heavy metal eller klassisk og heavy metal?

De fleste kender Wolf Hoffmann fra den tyske heavy metal-scene. Her udfolder han normalt sine guitar-evner i bandet Accept, hvor han har været et af de faste elementer siden begyndelsen i 70’erne. Der er derfor ingen tvivl om, at Wolf Hoffmann er en erfaren herre - dog er det ikke den klassiske heavy metal vi skal stifte bekendtskab med på Hoffmanns seneste udspil. Det er derimod blandingen af klassisk og heavy metal.

Headbangers Symphony er efterfølgeren til Wolf Hoffmanns første neo-klassiske metal-udspil fra 1997, Classical. Opfølgeren, Headbangers Symphony, kommer nu 20 år efter. Albummet består, ligesom dens forgænger, af omskrivninger af klassiske værker, tilsat en meget stor dosis distorition-guitar, dobbelt-pedal og metal-æstetik.

At der er en forbindelse mellem klassisk musik og metal er, i hvert fald i metal-kredse, efterhånden ved at være en almen kendsgerning; en forbindelse musikalsk såvel som i personkredse. Lige siden metal-musikken brød frem i 70’erne har den klassiske inspiration været at finde. I starten af 80’erne eksploderede den klassiske inspiration til en explicitation, katalyseret af Van Halens ”Eruption” i 1978. Herefter blev trenden personificeret med guitaristen Yngwie Malmsteen, der bedst har opsummeret tanken bag den neo-klassiske metal med sætningen ”How can less be more?! It’s impossible! More is more! “.

Et bombastisk ”all in”!

Hoffmann vælger primært på Headbangers Symphony at fokusere på romantikken, hvilket giver et stort (måske overdrevet) patos-udtryk. Den taktfaste 4/4-fornemmelse, der findes i barokken synes, for undertegnede, mere passende til metal-musikken. Romantik-tilgangen resulterer alt andet lige i et mere pompøst, bombastisk udtryk. Men hey, hvis man går ”all in”, så…

At Wolf Hoffmann er en dygtig guitarist er ingen nyhed. Og han udlever det på albummet. Det er uden tvivl et imponerende stykke guitar-arbejde, der er at finde på Headbangers symphony. Produktionen efterlader heller ingen tvivl om, at det er guitaren, der spiller hovedrollen; den dominerer lydbilledet fuldstændigt. Og lige netop dette er ærgerligt i denne kontekst. Et klassisk orkester kan, når det er godt, give fornemmelsen af et dyr med mange ansigter – det hænger sammen, men har mange forskellige udtryk. Denne holistiske fornemmelse forsvinder; i stedet bliver orkesteret degraderet til at være backing-band for guitar-eskapaderne. 

Kompositionerne, eller rekompositionerne om man vil, er for det meste vellykkede. Hoffmann er loyal over for de oprindelige værker, men formår at give dem et nyt design og en ny fornemmelse med små hints til den metal vi alle kender og elsker. Tydeligst kommer det til udtryk i ”Scherzo”, der er en sammensmeltning af Beethovens ”Symfoni nr. 9” og Accepts ”Teutonic Terror”. I flere tilfælde bliver der dog ikke bidraget med noget nyt. Her kommer det bare til at fremstå som en gengivelse på guitar, som det fx ses med (den i øvrigt ret kiksede indspilning af) Bachs ”Air on the G String”.

Ka’ melen sluges?

I løbet af et par gennemlytninger spørger man sig selv, hvad Hoffmanns formål med albummet er. Er formålet at formidle klassisk musik til de ignorante metal-hoveder? Er det at overbevise omverdenen om, at metal-hoveder ikke er ignorante, men faktisk godt kan lytte til klassisk musik? Handler det om, at Hoffmann synes, at han kan bidrage til den klassiske musik med det yderligere metalliske lag? Eller gør han det fordi han ikke kan lade være? Det fremstår ikke klart for mig.

De steder hvor Hoffmann bidrager med noget nyt eller understreger aspekter i de klassiske værker på en ny måde fungerer albummet rigtig godt. Andre steder bliver Hoffmanns fortolkninger unødvendige og ligegyldige.   

Det store spørgsmål er i sidste ende om man kan sluge kamelen – om man kan tage det seriøst og lege med. Det vil være langt fra alle, der kan det – men hvis man kan tilgå albummet med seriøsitet – eller tilpas ironisk distance - venter der en række fede riffs, storladne stemningsudtryk og medrivende melodier.

Tracklist

  1. Scherzo
  2. Night On Bald Mountain
  3. Je Crois Entendre Encore
  4. Double Cello Concerto In G Minor
  5. Adagio
  6. Symphony No. 40
  7. Swan Lake
  8. Madame Butterfly
  9. Pathetique
  10. Meditation
  11. Air On The G String