DETEKTOREN
Withering Soul - Adverse Portrait

Adverse Portrait

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Melodic Black Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Blackened Metal-bandet fra den forblæste by udvikler sig yderligere på opfindsom og underholdende treer.

En rundrejse i black metallens landskaber

Amerikanske Withering Soul, dannet i 1999, lagde i tidernes morgen ud med at spille en blanding af goth og black metal. Nu er de ude med tredje full-length, Adverse Portrait, og stilen har efterhånden udviklet sig til en hård omgang black/death spækket med thrash- og groove-elementer. Og det er absolut ikke nogen kedelig blanding.

Haunted Melodic Blackened Metal

- det er, hvad bandet fra Chicago kalder deres egen unikke stil, og det er et særdeles præcist mærkat. På nær åbneren "Vestige", der fungerer som en atmosfærisk intro, er Adverse Portrait spækket med legende og medrivende metal, der er så bredt funderet i forskellige genrer, at der nærmest ikke er tale om udelukkende black metal. Her er thrashy riffs, groovy trommer og rendyrket death, men af og til også de gode gamle blastbeats, så ankeret hjemme i black-havnen ikke bliver helt glemt.

Numre som især "Awakening" og "Shadow Path" må man under ingen omstændigheder snyde sig selv for. Her er så mange lækkerier at komme efter, at numrene kan høres om og om igen til støt stigende tilfredsstillelse for hver gang (lyt især til guitarernes harmoniske solo-battle i sidstnævnte nummer. Det er kræs!). Dermed ikke sagt at de øvrige skæringer på pladen er kedelige. De holder alle et anstændigt bundniveau, der, trods den meget genkendelige sammensætning, passer rigtig fint ind i helheden.

På produktionssiden skal der heller ikke lyde så mange indvendinger. Hele baduljen lyder super godt, og det er i det hele taget en plade, hvor alle elementer er rigtig fint strikket sammen. Og så må coveret også lige fremhæves: Kunstneren Pierre-Alain D, som tidligere skabte coveret til Beyond The Shore's Ghostwatcher, er manden bag dette svinefede værk. Meget smukt!

Fuldendt nydelse

Hvis man mener, man kan nyde en opfindsom blanding af Behemoth, Dimmu Borgir og Belphegor, så er Adverse Portrait lige sagen. Og til alle andre, så er her også noget at komme efter. Det er ikke nogen sensation - hertil er der lige et par numre, der er lidt for anonyme, samt en lidt kort samlet spilletid - men det er bestemt værd at lytte nærmere til. Otte kulsorte kranier til Withering Soul.

 

Tracklist

  1. Vestige
  2. No Longer Within
  3. The Dreadful Echo
  4. Awakening
  5. Hour Of Obstinacy
  6. Hex Illusion
  7. Shadow Path
  8. In Abscence

Tilføj kommentar