Melodi eller melodeath
Selvom Warmen har eksisteret siden 1999, var det først i 2023, at de etablerede finner valgte at udvide deres orkester med en fast sanger. Det kom i kølvandet på at stifter Janne Viljami 'Warman' Wirmans hovedprojekt, Children Of Bodom, gik i opløsning i 2019. Med tilføjelsen af folk metal-bandet Ensiferums stærkt rutinerede sanger, Petri Lindroos, til Warmens trup udgav bandet albummet “Here For None” og signalerede et stilskifte fra instrumentalt fokuseret, neoklassisk dødsmetal til et moderne melodisk dødsmetalprojekt.
Nu er Warmen klar med sit andet album med Lindroos i front, og selvom det i sin helhed bærer præg af sikker og poleret musikkomposition, får vi også en del særheder på vejen, som faste lyttere vil genkende fra 00’ernes Warmen.
Fantastiske finurlige finner
Særheder i metalmusik ligger i det finske blod, og første nummer viser ingen tilkendegivelse om at ville holde sikkert til højre. Eponymnummeret “Band of Brothers” lægger ud med et introstykke på synthesizer, et velkendt fænomen hos bandets faste lyttere, og herfra får vi så alt fra traditionel dødsmetal til power og et bæfjæs-frembringende brostykke med masser af kling på ride-bækkenet.Wirman giver os et absolut fjollet stykke synthsolo, der fungerer som opbygning til nummerets egentlige solo på guitar, og således er albummet gakket i gang med episke finske overtoner.
“One More Year” går op i tempo, men ned på gak og gøgl. Guitaren fræser af sted, akkompagneret af en klaskende thrash-trommerytme. Det lyder næsten som Carcass eller Kreator, hvis det ikke var for Lindroos’ brutalt leverede brølen. “Nine Lives” kunne have været en poleret melodeath-sang med et lidt poppet afsæt, som vi kender det fra Arch Enemy, men Warmen kan simpelthen ikke fraskrive sig de finske rødder. Udover en kortfattet Powerballade i introen får vi også et ultrafjollet, men episk stykke synthesizer, der bruges som bro mellem omkvæd og soloer (ja, soloer), og det er i denne skribents øjne fandeme noget af det mest finske, man kan gøre inden for metalmusik.
Det gennemgående trick med at spontanklaske episk synthesizer ind før guitarsoloen begynder dog at miste sin overraskende effekt midtvejs i albummet, og formularen i numrenes opbygning begynder at blive meget forudsigelig. Albummets afslutningsrunde løftes dog af en fremragende metalkomposition. “Coup de Grâce” leverer en bundtung basgang, og “Dethroned” leverer en opløftende poppet attitude, der giver lyst til at synge med. Det sidste nummer, "The Kiss of Judas”, er en passende melankolsk og vemodig afslutning på en vellykket skive.
Poleret eller personlig
Albummet Band Of Brothers fremhæver, trods sikkert spil og nogen forudsigelighed i formularen, flot bandets talent for melodisk dødsmetal. Både med og uden særligheder. For denne anmelder er det dog klart i numre som “March or Die”, at albummet skinner, ikke fordi formularen brydes, men fordi Warmen lader deres finske blod overtage, og vi får langt flere interessante stykker ind i den sikre melodeath med fuld knald på både synthesizer og de finske power/folk-aner. Warmen bliver nok aldrig rent poleret melodeath, men det behøver de heller ikke være.
