Rasende på afrikaans

Slår man Verwoed op på Metal Archives, opdager man, at det er et enmandsprojekt fra Holland, hvor Erik B. (angiveligt med det fulde navn Erik Bleijenberg) står for ’everything’. Den slags er der som bekendt mildest talt masser af, specielt i blackmetallens individualistiske verden, men Verwoed, der i øvrigt betyder rasende på afrikaans, er nu alligevel værd at kigge nærmere på. Projektet debuterede med en EP tilbage i 2016, og her i 2024 udkommer så tredje fuldlængdealbum, The Mother. Det er et album, der er positive vibrationer omkring i metalundergrunden, så lad os se, om der er noget om snakken.

Posen er fyldt med post, prog, doom og atmo 

Med ’tribal’-trommer, skæve guitarfigurer samt ikke mindst messende korstemmer giver “A Prayer of Blood and Fire” en stemningsfuld post-black-agtig start på The Mother. Det er godt skruet sammen og leder direkte over i titelnummeret, der fortsætter i det samme afdæmpede tempo og endda bygger videre på de lettere dissonante guitarfigurer fra intronummeret. Igen får man post-metalliske fornemmelser, hvilket de varierede trommer bekræfter. Der bygges dog langsomt op til mere traditionel black – som der ellers ikke er så frygtelig meget af på dette album – hvor blastbeats og tremologuitar først introduceres efter flere minutter. “The Mother” leverer en langstrakt, næsten hypnotisk afslutning, blandt andet med en passende ’spacy’ guitarsolo.

Produktionen er varm og levende, ja, selv bassen kan høres. Albummet igennem får vi glidende overgange mellem de enkelte numre, ofte bestående af de allerede nævnte skæve guitarfigurer og sublimt styret guitarfeedback. Selv et kort instrumentalnummer som ”Seven Trumpets” virker ikke overflødigt, for det finurlige riff, der er hovedelementet, genbruges på effektfuld vis i ”The Child”, der følger lige efter. Her er der pludselig højere til loftet, hvor de hidtil dominerende post- og prog-temaer efterhånden bliver suppleret med mere atmosfærisk black. Sammen med ”The Child” er ”The Madman’s Dance” en kandidat til albummets bedste nummer, for her går black, post, prog og doom alt sammen op i en højere enhed. Vi får endda lidt melodisk black med i posen, inden der rundes af.

”A Choir of Null and Void” byder på noget så sjældent som en kombination af ’western desperado showdown-black’ og en skæv guitarfigur, King Diamond (gruppen) kunne have fundet på. ’Mærkeligt’, tænker du måske, men det fungerer, og opfindsomheden her på The Mother er i det hele taget stor. Albummet sluttes af med lidt mere doomet black i ”Death in a Rosary”, der i starten til gengæld mangler lidt på den kreative konto, for det er lige banalt nok. Lidt utaknemmeligt måske, men Erik B. er jo altså selv ude om det med al den kreativitet, vi har fået indtil nu. Heldigvis når han da at rette skuden op igen med en lækker outro bestående af flere guitarspor og lidt afdæmpede lydeffekter. En passende smuk afslutning på …

… et vellykket album uden mange svagheder

Der er dog et par stykker, vi bliver nødt til at vende. Dels er der vokalen, for her brænder Erik B. ikke helt igennem, og formår ikke at leve op til den intensitet, hverken i de hårde eller de afdæmpede passager, som musikken lægger op til. Endelig mangler der også lige dét geniale riff og dét ståpelsforårsagende moment, der kunne løfte det hele en tand højere op. På trods af disse kritikpunkter har Verwoed med The Mother dog leveret, hvad der har potentiale til at blive en af årets helt store positive overraskelser. For et gammelt metalhoved som denne skribent er det ikke længere noget, der sker specielt ofte.