Et vandfald af koncerter bliver til et action fyldt album

Det var i Sverige anno 2000 ved Högtryck Festivallen, hvor Sammy Kela (Guitar) hørte Marcus Kärregård (vokal) synge til en koncert. ’’Så snart jeg hørte ham synge, vidste jeg, at jeg ville være på scenen med ham’’ har Sammy udtalt. Efter festivalen kom der et stærkt venskab mellem de to og senere hen sprang Robin Ingemanssonn (bass) og Jimi Lexe (trommer) til og Unfaithful blev til.

Gruppen havde efterhånden spillet en lang række koncerter i Sverige, heriblandt tre gange på Sweden Rock Festival og kom så med en video til sangen ’’Psychward’’ i 2011. Nu, tre år senere, har gruppen udgivet deres fuldendte debut Streetfighter, inspireret af ekstreme historier, fra virkeligheden og action film.

Ikke helt heavy nok

Første sang ’’Vegas Baby’’ starter med noget hård guitar med lange pauser ind imellem og allerede ved denne sang, får man en fornemmelse af deres rockede stil, som ruller derud af med en hård attitude. Unfaithful minder en del om bands som Theory Of A Deadman eller Five Finger Death Punch, hvor det aldrig bliver helt heavy, men mere forholder sig til hard rock.

Sange som ’’Streetfighter’’ og ’’Trendkiller’’ har dog en virkelig tung lyd, med masser af og breakdowns. På Streetfighter er der både en ond og dyb vokal, og en ren post-Michael Poulsen vokal, hvor den rene vokal nok er lidt mere i fokus til tider. Man får virkelig en god fornemmelse af noget metalcore-lignene under de hårdere stykker og breakdowns, men når den bløde vokal dukker op, så bliver det en anelse for blødt. Det ødelægger lidt musikken og forpurrer den onde stemning, som ellers er sat godt til rette.

Det virker lidt, som at Unfaithful står i et dilemma: De vil gerne være heavy og hårde, men samtidig mainstream og søde. Det går dog ikke altid samme vej og ødelægger blot sammenspillet. Sangen ’’Childhood Friend’’ er af langsommere kaliber, men også virkelig tung og hård, den bløde vokal kommer igen ind og forpurrer lidt det tunge. Mest af alt, så virker det hele som metalcore, men bare lidt blødere. For det er både hårdt, tungt og ondt, men også, hvordan skal man sige det, Volbeat’ish? Og det ødelægger lidt det store billede, ikke fordi jeg ikke kan lidt Volbeat, men fordi denne blanding virker som øl med æblecider. Det går sgu ikke helt.

En ikke så hård gadekæmper

Streetfighter har nogle gode hits, som jeg har haft stor nydelse af, men nogle af sangene giver mig en lidt irriterende følelse. Som helhed er albummet derfor ikke det helt store mesterværk. Guitaren er hård, trommerne er tunge og vokalen kan være ond, men deres sigtelse af popularitet gør det til en kamp mellem to dimensioner: Skal det være heavy eller skal det lyde godt? Hvor meget jeg end vil sige, at jeg har haft store nydelse af Streetfighter, så har den enkelte facader, som ikke er helt så hårde som resten af skiven.

Her er videon til sangen ''Vegas Baby''.