Black-death-post-doom-atmospheric metal!?
I 2014 udgav danske Tongues deres debut-ep, Thelésis Ignis, i stort set ubemærkethed, og først nu, her tre år senere, udkommer opfølgeren, fuldlængdealbummet Hreilia, som kort sagt er et ambitiøst, mørkt og yderst stemningsfuldt black metal-album og rent ud sagt en kæmpe overraskelse.
Man lytter ikke længe til Hreilia, før det står klart, at Tongues er endnu et band, der giver fanden i genrer generelt, og som insisterer på at udvide rammerne for, hvad især black metal kan være. Udgangspunktet er altså black, men Tongues henter tydeligvis også inspiration fra death og doom og ikke mindst fra atmospheric og post-metal, og så koger de det sammen til deres helt eget, helt unikke udtryk.
Krævende, men belønningen venter forude….
Åbneren ”Perennial Waves” starter stemningsfuldt og ret post-metal-agtigt, og efter ca. tre minutter eksploderer den i et rent raseri med et sammensurium af black og death. Og det skal vise sig at være ret karakteristisk for hele albummet, der konstant skifter stemning og stil – så meget, at det nogle gange kan være svært at følge med. Det er krævende musik, det her, men belønningen for at holde ud er tilsvarende stor.
Der er mange højdepunkter at vælge imellem, men det største af dem må være tredje skæring, ”…And The Ever Watchful Clouds”, som udover den geniale titel har et helt fænomenalt riff, der bliver gentaget hele sangen igennem – dog i forskellige, små variationer. ”…Clouds” er noget så sjældent som en ren ørehænger i black-verden, og man kan ikke lade være med at tænke Behemoth her. Nergal ville være ganske godt tilfreds med denne sang, tror jeg. Vokalen på ”…Clouds” er primært en dyb hvisken, som fungerer perfekt til den lidt afdæmpede stemning, der er i denne sang. Smukt!
På nogle af de andre sange fungerer vokalerne desværre ikke helt så godt. Ligesom med musikken er der dog stor variation – med growls, skrig osv. – og det gør, at det trods alt ikke når at blive et stort problem. Man kunne dog godt tænke sig nogle ’cleans’, der visse steder kunne passe perfekt til nogle af de stemningsfulde passager. Men det er altså stort set det eneste kritikpunkt på denne skive.
Mørkt og depressivt – men opløftende
Det er mørkt, det her. Det skal der ikke være tvivl om, men det kan jo faktisk på en eller anden måde være ret opløftende, når det bliver gjort rigtigt. Hreilia hjælper lytteren med at finde skønhed og styrke i det mørke og depressive, og det er lidt af en bedrift.
Generelt er Hreilia en plade, der vokser med hver gennemlytning, og det er på mange måder et virkeligt imponerende værk. Er du til undergrund, det dystre og det mismodige, bør du straks tjekke Hreilia ud.
