Rigtige venner …
Israelske Tomorow’s Rain ved, at livet bliver nemmere og bedre, hvis man har venner – og ligeledes virker det til, at de ved, hvor vigtigt det er at have kontakterne i orden, når man skal klare sig i showbiz. På deres forrige udgivelse, Hollow, fra 2020 var der talrige gæster med: Sakis Tolis (Rotting Christ), Fernando Ribeiro (Moonspell), Jeff Loomis (eks-Arch Enemy, eks-Nevermore), Aaron Stainthorpe (My Dying Bride), Mikko Kotamäki (Swallow the Sun), men også ikkemetalmusikere som Lisa Cuthbert var alle at finde på gæstelisten.
Nu er gruppen klar med endnu et album, Ovdan, og der er atter en gang et væld af kendisgæster med: Attila Csihar (Mayhem), Heljarmadr (Dark Funeral), Michael Denner (eks-Mercyful Fate) og Tony Wakeford (Sol Invictus) er bare nogle af de folk, som har fået en invitation. Men med så mange gæster, der hver især bidrager med deres unikke evner og indtryk, hvordan i alverden ender man så med et produkt, der står knivskarpt? Hvordan undgår man, at de mange kokke fordærver maden?
18+
Ovdan er et utroligt modent og voksent værk. Diverse metalklichéer om krig, Satan, død, skovånder, dødsdruk og fabler er der intet af. Generelt er der tale om en metaludgivelse, der på mange måder mere føles som et jazzalbum – der burde være en mærkat, der forklarede, at man skulle være 18+ for at høre det her album. Det bedste eksempel på dette må være det femte nummer ”I Skuggornas Grav”, hvor gæster fra Unanimated og Xmal Deutschland medvirker. Lyrikken skifter konstant mellem svensk, tysk og hebraisk, og musikken er domineret af stilfuldt piano og diskrete strygere – og trods metallens totale fravær er stemningen tonstung.
Rent stilistisk er Tomorrow’s Rain svær at kategorisere, da bandets musikalske identitet må siges at være flydende. Men vi er absolut ovre i det gotiske, det doomede og det post-blackede, men der er også godt med jazz i mixet – og når man kigger på gæstelisten, ja, så giver dette mix af genrer jo fremragende mening. I indledningen filosoferede jeg over, hvordan Tomorrow’s Rain ville undgå, at alle disse forskellige gæsters bidrag ville forplumre det endelige produkt, som det eksempelvis var tilfældet på de to forrige udgivelser fra Me & That Man, som også forsøgte sig med at hive så mange gæster ind som muligt. I og med jeg ikke har været inviteret med ind i studiet eller deltaget i sangskrivningsprocessen, kan jeg ikke give det faktuelt korrekte svar. Men man må antage, at bandet har været betydeligt klarere i mælet end Nergal og ligeledes har haft en stærkere vision end ”kom venner, så hygger vi!”. Der er nemlig absolut intet hyggeligt over Ovdan og endnu mindre tant og fjas; det er en dybt seriøs udgivelse, hvilket står klart allerede fra første taktslag på åbningsnummeret ”Roads” – det her er ikke for sjov. Det tætteste, vi kommer på morskab, er Heljarmadrs bidrag på netop det føromtalte nummer, men det skyldes nok det faktum, at jeg personligt aldrig helt har kunnet tage Dark Funeral seriøst – men det til trods fungerer hans bidrag glimrende.
Det faktum, at der ikke er gæster med på hvert eneste nummer, gør desuden at bandet selv er med til at etablere og cementere sit lydbillede, hvilket resulterer i, at gæsterne netop føles som gæster og ikke som hovedpersonerne – og derved er den røde tråd også sikret i langt højere grad, end hvis hver eneste gæst fik lov til at spille Kong Gulerod.
Så tæt på …!
Ovdan er et virkelig flot værk, kreeret af topprofessionelle musikere fra stort set hele verden. Det er en mageløs kombinationen af stilarter og talenter og uden tvivl det mest modne metalalbum, jeg har hørt i lang tid. Det er dog også en my for ambitiøst, og der kunne godt være blevet skåret ned med hensyn til både spilletid og antallet af numre. Et nummer som ”Rainbow” eksempelvis fylder bare, og det samme gælder ”Intensive Care Unit”, og var der brug for en gothrockudgave af ”Turn Around”? Nej. Havde albummet nu derimod bare lukket på ”Convalescence”, så havde vi stået med et nærmest perfekt værk. Det er desværre ikke tilfældet, men det ændrer nu ikke på, at Ovdan er et rigtig, rigtig godt album, som alle med trang til tonstung melankoli bør lytte til – igen og igen!