Tengger Cavalry - Die on My Ride

Die on My Ride

Udkom

Type:Album
Genrer:Folk metal, Heavy Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

To the Steppe and the Eternal Blue Sky

Die on My Ride er Tengger Cavalrys første reelle album siden 2013. De har dog ikke ligget på den lade side; de sidste fire år har de brugt på at polere, omorganisere og genudgive deres oprindelige albums samt skiftet adskillige bandmedlemmer ud. Ligesom det mongolske storrige bliver Tengger Cavalry styret af én mand, nemlig Nature Ganganbaigaali. Bandet har været hans hjertebarn siden 2010, hvor de var support for Turisas i Asien. Nature har bestemt sig for, at nu har de prøvet kræfter nok med det asiatiske marked, og derfor er det nu tid til at prøve virkeligt at slå kløerne i den vestlige verden – hvilket nok forklarer, hvorfor Die on My Ride ikke helt lyder som det klassiske Tengger Cavalry. Bevares, der er stadig strubesang og de traditionelle instrumenter, såsom morin khuuren. Men hvor disse ting førhen var det bærende element i deres musik, er vi nu ude i, at de har fået lov til at sidde bagerst i busssen, og i stedet er der primært fokus på guitar og bas. Den generelle lyd er meget mere som den klassiske vestlige hardrock, vi kender. Ligeledes er sangstrukturen også blevet mere vestlig, i form af den klassiske opbygning med ”vers-omkvæd-vers” – alt sammen helt klart en del af deres strategi om at slå igennem, for alvor, på de vestlige scener.

Global Conflict vs. Inner Conflict

Men det er ikke kun sangkonstruktionen og instrumentarrangementet, der er anderledes på Die on My Ride. Normalt har Tengger Cavalry klare tematikker: Det skal handle om det at være nomade på de mongolske stepper, om at hylde himmelguden Tengri og om at dø i kamp side om side med sine slagsbrødre. Alle disse temaer er helt væk på Die on My Ride. Nu handler det i stedet, primært, om en række emner, der nok er noget mere ”up-to-date”, såsom fordomme, personlige kampe, nederlag og ulykkelig kærlighed – igen: klassiske emner i forhold til musikken i Vesten. Bevares, der får stadig sneget sig lidt mongolsk tematik ind i ny og næ, som fx nummeret ”Prayer”, der er præcist det – nemlig en shamanistisk bøn til himmelfaderen Tengri – og sangen ”To the Sky”, der følger samme princip.

Metal Diplomacy

Jeg elsker Tengger Cavalry; det kan jeg ikke lægge skjul på. Derfor må jeg også indrømme, at selvom jeg 100 % forstår deres beslutning om at omfavne den vestlige lyd, savner jeg personligt de storslåede og bombastiske lyde af østlig kampgejst. Det var trods alt dette, der fik mig til at falde pladask for dem i første omgang, men jeg omfavner og respekterer totalt den kunstneriske frihed, og jeg vil faktisk også mene, at det p.t. stærkeste nummer på pladen er ”Ashley”, der, ifølge Nature selv, er ”total plat og poppet”. Der er noget meget charmerende ved denne underlige mongolske poppunk-hymne. Albummet er, derudover, virkeligt godt produceret, og lyden er knivskarp.

Die on My Ride er et solidt og veludført værk. Tengger Cavalry formår at omfavne den vestlige lyd og blande den med deres egen østlige lyd for således at skabe en ny lyd af to verdener, der mødes – en lyd af tolerance og accept, hvilket vidner om, at musik er den sande diplomat.

Tracklist

  1. Snow
  2. Die on My Ride
  3. Independence Day
  4. Cursed
  5. To the Sky
  6. Strike
  7. Ashley
  8. The Frontline
  9. Me Against Me
  10. The Choice of My Mind
  11. Prayer
  12. We Will Survive (Bonus)