DETEKTOREN
The Temple (GR) - Forevermourn

Forevermourn

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Første udspil fra det græske doom metal-band, hvor stemningen er lagt fra første tone

Tungt doom udspil fra Father Alex og The Temple

I den græske del af Makedonien findes et band, der kalder sig selv The Temple. Dette græske tempel består af 4 medlemmer, der udadtil har navne som Father Alex, Paul, Stefans og Felipe, der sammen spiller en gedigen omgang doom metal med stort D. The Temple startede i 2005 og udgiver nu 11 år efter deres debut.

Et tempel af doom metal

Allerede fra første anslag på sangen The Blessing står det klart, at denne plade er tung, langsom og heavy. Efter få minutter toner Father Alex frem med en nærmest messende stemme, der underbygger, at The Temple kører en form for kirkeligt tema med nogle onde undertoner. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på referencer til Ghost og skikkelsen Papa Emeritus, dog er musikken langt fra Ghost’, men det teatralske islæt høres i Father Alex’ sang. På deres facebookside fortæller bandet således også, at de har en kærlighed for Mercyful Fate, der om nogen må siges at være teatralsk.

Numrene på albummet bærer præg af hårde riffs, der spilles forholdsvis langsomt, og musikerne gør det godt, hvilket især høres på numret ”Remanents”, der står som et af de stærkeste. Dette nummer har tung dobbeltpedal og et catchy, nærmest rullende riff i introen. Desuden er nummeret tostemmigt, hvilket giver en god dyster stemning til stykket. Når dette er sagt, er der langt imellem snapsene på dette album. Albummet bliver meget monotont og forudsigeligt i opbygning og lyd. Der er nærmest et stykke i hvert nummer, hvor de to guitarer spiller unisont, hvilket bliver lidt for kliche. Især ”Until Greif Rips Us Apart” bliver med sine ca. 13 minutter et meget langt og til tider kedeligt nummer.

Desuden står vi her med en sanger, der sikkert vil sprede vandene, for synger han egentlig godt? - undertegnede er selv i tvivl. Jeg er klar over, at det skal være skævt, og til tider harmonerer første- og andenstemmerne, og der opnås en nærmest kirkelig stemning. Den dårlige engelske udtale, og når han synger skingert, er dog ikke lige min kop te.

Et Tempel i forfald

The Temple har udgivet et middelmådigt album, hvor musikken til tider fungerer, men andre gange bliver den monoton og kedelig. Jeg vil fremhæve numre som ”Remanents” og ”Death the Only Mourner”, men dermed er festen også slut. Jeg har desuden svært ved at forene mig med Fater Alex’ vokal, der i mine øre nogle steder grænser op til at synge falsk i de lyse toner. Skal der tales positivt om The Tempel, er det stemningen, som de skaber med deres messende og tunge univers, der skal fremhæves. Med dette udgangspunkt kan The Tempel ikke snige sig op på mere end 5 kranier, og skal dette Tempel bestå i fremtiden, trænger det til en gevaldig renovering.

Tracklist

  1. The Blessing
  2. Qualms In Regret
  3. Remnants
  4. Death The Only Mourner
  5. Mirror Of Souls
  6. Beyond The Stars
  7. Until Grief Rips Us Apart

Tilføj kommentar