Tainted Lady - How The Mighty Have Fallen

How The Mighty Have Fallen

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Debuterende megatalenter viser potentiale, men gaber desværre over for meget

 

Ja tak. Endnu et super fedt rockband

Det vrimler med fede danske bands for tiden. Inden for den hårde metal er det piblet frem med aldeles spændende navne i de seneste år, men også inden for rockmusikken begynder det at ligne noget. Senest var undertegnede ret så begejstret for det nye album fra Sea, og nu er der et debuterende band, der gør opmærksomme på dem selv på den fede måde – Tainted Lady. De er absolut ikke helt uinteressante.

Tainted Lady kan (næsten) det hele

How The Mighty Have Fallen er titlen på den koldingensiske kvintets første skive, og det er en plade, der lover en hel del. Ud over at give os forhåbninger om et fedt nyt band i støbeskeen er titlen et direkte statement om, at sværvægterne inden for rock har solgt ud og lefler for publikum. "Hvor er den ægte rebelske rock?", spørger Tainted Lady, og begiver sig ud på en velspillet og velproduceret mission for at besvare spørgsmålet. Det vender vi tilbage til.

Med en energi og sangskrivningsmæssig stil i retning af Jet, Guns 'n' Roses og Led Zeppelin har imponerende dygtige Tainted Lady skruet en spændende debut sammen. Når et debuterende dansk band får Søren Andersen (Electric Guitars, Glenn Hughes, m.fl.) til at sidde bag knapperne, så har man altså fat i den lange ende. Og man forstår godt, hvorfor superguitaristen er vild med de unge jyder. Pladen er spækket med fede riffs og en smittende live-energi, der lægger et fantastisk godt fundament, mens kronen på værket er den engelskfødte sanger Michael Catton. Hans stemme er en af de mest heftige, denne anmelder har hørt i lang tid, og trods hans, i rockmæssig forstand, ret klassiske stil er det den, man husker bedst, når pladen er lyttet igennem. For uden på nogen måde at være et dårligt album er det altså ikke musikken, der bliver hængende i øret, men derimod medlemmernes individuelle præstationer. Fundamentet er, som nævnt, helt på plads med svinefed produktion og et knalddygtigt band, men ørehængerne – det endelige boost, der skal få Tainted Lady til at være rigtig fede – udebliver desværre.

Man skal ikke kaste med sten...

Tainted Lady efterlyser den ægte rebelske rock på et album, hvis omdrejningspunkt – og endda titel – er en kritik af de etablerede navnes leflen for et kræsent publikum. Med sådan et udgangspunkt skal man selvfølgelig levere varen, men desværre ender Tainted Lady, på langt de fleste af deres ti numre, med at skide i egen rede. Bevares, "Ampburner", "Loverman" og "Open Minded" samt balladen "The Best Days", som næsten kunne have været skrevet af Led Zeppelin, er alle rigtig gode numre, men de mangler det sidste, der får mig til at suse ud at købe skiven. Til det er de simpelthen for ordinære, og dermed klinger opråbet om det rebelske lidt hult i mine ører. Som lytter forløses man umiddelbart med et hurtigt rock-fix, men langtidsholdbart er det ikke.

Men nok om det. For hovedsagen er, at How The Mighty Have Fallen er en rigtig spændende debut, og Tainted Lady har et stort potentiale. Rigtig meget kører for dem, og havde ørehængerne været der, havde den rigtig høje karakter ligeså. Jeg vil godt vædde med, at med den energi, drengene lægger for dagen, så er de pissefede live! Og jeg glæder mig til at opleve dem samt høre mere fra dem i fremtiden. Der belønnes med 7 kranier herfra.

Tracklist

  1. The Witness
  2. Set Us Free
  3. Ampburner
  4. Song of Reckoning
  5. Loverman
  6. The Best Days
  7. Open Minded
  8. On The Loose
  9. Sons of Guns
  10. Last of Our Kind