NOTBA4
Swardi - Swardi

Swardi

Udkom

Type:Album
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Smuk og storladen rockopera fra debuterende Swardi


Nye drømme 

Hvis man af en eller anden uforklarlig årsag som undertegnede var interesseret i emo-punk tilbage i de glade 00’ere, kan man muligvis huske færøske The Dreams. I 2008 blev hittet “La’ Mig Være" flittigt spillet i musikprogrammet Boogie på DR, og bandet stillede endda også op til Melodi Grand Prix samme år, hvor det blev til en fjerdeplads. Efterfølgende voksede træerne dog ikke ind i himlen for The Dreams. Emo-drømmene sluttede relativt hurtigt, og bandet gik i glemmebogen. 

Forsangeren Hans Edward Andreasen var dog slet ikke færdig i musikkens verden. Han har sidenhen dannet bandet Swardi, og det er absolut ikke tosset. 

Stærk og smuk debut 

Sammenligningen med hedengangne The Dreams lukker vi allerede her. Ti år er gået, siden den kortvarige storhedstid, og Andreasens nye gruppe Swardi spiller slet ikke emo-punk. Swardi er derimod en hybrid af moderne Queen og Green Days rockopera-periode, der blev foreviget på pladerne American Idiot og i endnu højere grad på efterfølgeren 21st Century Breakdown

Første udgivelse fra Swardi er en EP af samme navn, og de fem numre på pladen er absolut godkendte. Åbneren “It’s Unnatural” samt den efterfølgende skæring “Kill the World” er sublime numre, hvis man har en forkærlighed for denne til tider excentriske og pompøse genre. Men uanset hvad man måtte mene, kommer vi ikke udenom, at numrene er fantastisk flot komponeret, eksekveret og produceret.  

Hans Edward Andreasen lyder af og til som Billie Joe Armstrong fra førnævnte Green Day, dog med meget mere saft og kraft. Hans store og meget flatterende stemme passer eminent godt til musikken, og Swardi er en nydelse at lytte til fra start til slut. 

Får vi snart et helt album? 

Pladen varer kun 19 minutter, men det er imponerende, hvor mange følelsesmæssige aftryk musikken efterlader på denne korte tid. Der er masser af gode melodier og fængende omkvæd, og har man en fortid som fritidspunker og/eller en forkærlighed for den pompøse og storladne rockopera, kan Swardi anbefales på det varmeste.  

Et band som dette har manglet lidt her i Dannevang, men nu er de her. Jeg glæder mig allerede til at høre endnu mere fra Swardi. 

Tracklist

  1. It's Unnatural
  2. Kill The World
  3. Felicity
  4. Tragic Kingdom
  5. Wonderful Life

Tilføj kommentar