Ro i kulisserne
Da den britiske kvartet Svalbard udgav deres forrige album, When I Die, Will I Get Better, var der en masse postyr, som bandet ikke havde kontrol over. Alex Fitzpatrick, som var en medejer ved Holy Roar Records, fik en masse grove anklager rettet mod sig. Anklager af sådan en karakter, at de andre medejere og de fleste bands valgte at forlade selskabet. Dette var også tilfældet for Svalbard, som var 3 uger fra at skulle udgive deres album. Trods postyret, så lykkedes det dem at få udgivet et par uger efter den oprindelige udgivelsesdato ved Church Road Records. Det var et album, som blev yderst velmodtaget blandt mange anmeldere, da Svalbard mikser rå følelser i en sand smeltedigel af genrer som shoegaze, post-rock, black-metal og post-hardcore – alt sammen med stor autenticitet. Det betød, at bandet endte ved Nuclear Blast, hvor efterfølgeren The Weight of the Mask nu er blevet udgivet. Der har dermed været ro i baglandet ved denne udgivelse, og det er selvfølgelig spændende, om det nye og større selskab har sat deres præg på bandets lyd.
Svævende shoegazy Svalbard
Hvis du ligesom mig var ret begejstret for deres forrige plade When I Die, Will I Get Better, så er der godt nyt, for Svalbard er tilbage med alle de samme dyder. Produktionen på The Weight of the Mask har klart fået et nyk opad med flottere og mere polerede lydflader. Om man så synes, det er godt, kan der nok være delte meninger om. Med de lækre lydflader bliver de shoegazy- og dream-pop momenter svævende, og melodierne flyder flot sammen med Serena Cherrys lyse vokaler, der næsten henviser en til dagdrømmeri. Det store negative aspekt ved de pæne lydflader er dog, at noget af intensiteten og nerven tabes i alle de hardcore- og metalcore-momenter, som har til formål at kanalisere de negative følelser. De momenter fungerede klart bedre på When I Die, Will I Get Better hvor det virkeligt føltes, som om al vrede, sorg og frustration sad helt uden på tøjet. Den old-school hardcore følelse i musikken er blevet erstattet med et moderne hardcore- og metalcore-islæt, hvilket gør, at Svalbard har flyttet deres lyd mere i retning af et band som Rolo Tomassi end Holy Fawn. Noget jeg tænker, at der godt kan ærgre andre end blot mig.
Når det er sagt, så mestrer Svalbard stadigvæk at skabe en sammenhængende smeltedigel af genrer, hvor kontrasterne er store. Svalbard står allerskarpest, når det hele blandes som i sangen ”Pillar in the Sand”. Sangen starter med flot drømmende udtryk med ekkoende guitarer i høje frekvenser, og vokalen matcher også de tonearterne Sådan fortsætter det i 2 minutter, før der med intensiverende trommeslag bygges op til klimaks, som er en sand eksplosion af vekslende blackgaze- og hardcoremomenter, hvor hjertet krænges ud med melankolske skrig. På en måde føles smeltediglerne dog mere strukturerede og adskilte på dette album. Hvor nogle sange kører på fuldt tryk med de shoegaze guitarmelodier for eksempel illustreret ved ”November”, som holder sig rent til blackgaze og shoegaze lidt ligesom danske Møl. Andre sange har stor vægt på det punkede og hardcore-udtryk. Altså fast og hurtigt tempo på lilletromme, og guitar i tung tuning spillet med masser af chugs. For mit vedkommende kan man bedst beskrive overgangen fra deres forrige album til The Weight of the Mask, som at gå fra kaos til kontrolleret kaos. Det vil klart være meget mere appellerende for nogen, og andre, som undertegnede, vil føle, at det har mistet en smule af den nerve, som Svalbard faktisk bør have med den musik, de skaber.
Svalbard er stadigvæk spændende
The Weight of the Mask er på mange måder en absolut god og værdig opfølger til den anmelderroste When I Die, Will I Get Better? På trods af at briterne har fået tæmmet kaosset lidt mere og mistet en smule intensitet og nerve, så er der mange andre ting, som spiller bedre end før. Især deres gaze-momenter er virkelig fantastiske og flotte. Enhver, som er til blackgaze eller shoegaze, skylder sig selv at give det her album en chance. Lydmæssigt står de stadigvæk som et super unikt band, og de trækker en del elementer ind i musikken uden besvær, hvor netop kun få bands som Rolo Tomassi eller Holy Fawn kan levere noget nærliggende med samme kvalitet. Har man ikke hørt Svalbard før, så er det godt tidspunkt nu, da dette album nok vil appellere lidt bredere grundet dens pænere produktion og mindre kakofoniske tilgang.
