En serenade til Finlands bidende kulde
Som en slange snor floden Ounasjoki sig gennem Sápmis uberørte natur, der er hjem for tusindvis af dyr- og plantearter, som er perfekt tilpasset de barske vejrbetingelser. Dette helt særlige område stod allerede fadder til Suotanas tredje langspiller, Ounas I, og tilbage i august udgav det finske seksmandsorkester anden del af deres konceptuelle rejse gennem Finlands natur, Ounas II.
Odysseen gennem det kolde Nord
På mange måder er der absolut ingen tvivl om, at der ved Suotana er tale om et finsk band, da de på kapabel vis forener blidhed med brutalitet, idet melodisk keyboardklimpreri finder sin plads ved siden af en rå vokal og lynende guitarlir. Også produktionens klare, skarpe udtryk formidler nordens isnende kulde – det bliver allerede tydeligt på det instrumentale åbningsnummer “The Flood (In Memoriam)”. Det fortsætter stærkt med “Foreverland”, hvor det virkelig lader til, at bandet har fundet deres helt rette lyd. Nummeret sprudler af massive guitarriffs fra både Pasi Portaankorva og Ville Rautio, der står i skærende kontrast til det legende keyboardspil leveret af Tommi Neitola, hvilket på mange måder leder tankerne hen mod de tidlige Children of Bodom-plader. Derudover understreges det med fed, at Tuomo Marttinen i den grad er en kapacitet på vokal – han leverer både onde skrig og gutturale growls, som han også formår at genskabe i livesammenhænge, hvilket han beviste, da Suotana gæste Voxhall sidste år. “1473 Ounas” er med sine ti og et halvt minut pladens længste skæring og et overflødighedshorn af lyd. Nummeret bæres af en powermetallisk guitarmelodi, der spiller perfekt sammen med den rå vokal. Og ved hjælp af den sidste passage sunget af Zoe Marie Federoff skabes der et alsidigt og storslået lydbillede, der på intet tidspunkt bliver kedeligt. På pladens afsluttende nummer, ”Hatebreeder”, er det ikke længere bare nik mod Children of Bodom-stilen, da dette er et direkte cover fra pladen af samme navn, der udkom i 1999. Egentlig kan man efter min mening som regel afskrive coversange, men sangen fungerer ganske fint som sløjfe på værket.
Winter is coming
Samlet set har vi at gøre med en plade, hvor der følges en meget klar rød tråd – både hvad angår lyd, lyrik og de visuelle elementer. Det er således helt tydeligt, at Suotana har fundet en lyd, som de mestrer, og som passer perfekt til dem, selvom der vel at mærke ikke er tale om noget nyt og innovativt. Men det skal på ingen måde stå i vejen for at nyde denne plade i fulde drag, for Ounas II er i den grad et lyt værd.
