Af med rullekraven – her kommer melodisk black så englene synger
The Spirit? Er det ikke dem Led Zeppelin stjal ”Stairway To Heaven” fra, tænker du måske. Men nej, det er såmænd et albumdebuterende blackened deathmetal band fra Tyskland, hvis ikke just originale navn passer perfekt til deres ikke just originale ambition om at tilføje noget melodi og dynamik til den traditionelle black metal. Det er jo sådan set noget, man har hørt før, faktisk helt siden anden bølge black’ens opstart i 90’erne, og om den slags er ægte black eller ej, er lidt en smagssag. Inspirationen, The Spirit trækker fra, er altså klassiske bands som Necrophobic, Dissection og Behemoth, men det er også oplagt at sammenligne dem med nyere bands som Uada, der udgav en yderst vellykket skive tidligere i år.
Mere black end blackened
Når man får til opgave at anmelde et band med et så decideret uopfindsomt navn som ’The Spirit’, er det ikke uden en vis skepsis, man starter albummet op. En overflødig, monoton instrumental-intro dæmper forventningerne til, hvad der er i vente her på Sounds From The Vortex yderligere, men det glemmer man hurtigt, når det voldsomme startriff i den egentlige åbner ”Cosmic Fear” tager over. Her gør The Spirit brug af, hvad man godt kan kalde god gammeldaws stereoteknik. Der arbejdes primært med to guitarer klart adskilt i de to kanaler: ren tremolo picking i venstre og death-agtig riffing eller endnu mere tremolo i højre side, men i et lavere register. Bandet gør det ualmindeligt effektfuldt både i ”Cosmic Fear” og generelt henover hele albummet - det er faktisk ikke hørt bedre siden danske Orms fantastiske debutalbum sidste år. ”The Clouds Of Damnation” byder på samme type dobbelt-riff, men indeholder blandt andet også en smuk, doomy guitarsolo inden det går derudaf igen.
The Spirit er ikke bange for at variere deres udtryk. ”Cross The Bridge To Eternity” starter således med et stemningsfuldt stykke Mikael Åkerfeldtsk cleanguitar, som traditionelle black bands ofte fristes til at strække alt for langt ud. The Spirit spilder ikke tiden, og skifter hurtigt over til endnu et melodisk tremoloriff og et mid-tempo beat, der elegant driver sangen fremad. Trods masser af breaks og temposkift formår tyskerne på imponerende vis at bevare en grundlæggende black metal feel, også når de hen mod slutningen af ”Cross” igen går gnidningsløst over i næsten ren doom metal stemning.
På ”Illuminate The Night Sky” sættes tempoet op igen med endnu et forbandet medrivende riff, som The Spirit åbenbart er i stand til at rive ud af ærmerne i en endeløs strøm. Riffet her er så fedt, at man godt kunne ønske, at de ville bryde lidt med deres koncept med stramme og disciplinerede sangstrukturer, og i stedet bare lade det blærede riff køre videre i 3-4 minutter som en episk afslutning på et af pladens mange højdepunkter.
Vokalen på Sounds From The Vortex er primært genkendelig black, men alligevel mere melodisk og langt mere forståelig, end man er forvænt med fra genren - måske fordi forsanger MT hovedsaligt gør brug af et lavere register, end man ofte hører det. Alt i alt fremstår dette album noget mere black end blackened, selvom der arbejdes en del med traditionelle sangsstrukturer, og endda noget så bizart som omkvæd og guitarsoloer! Så 100% black er det jo altså heller ikke.
Ingen nytænkning? Ingen problemer!
Bortset fra den korte intro, er der stort set ikke ét svagt øjeblik på dette album, hvor alle skæringer har mindst ét genialt riff og adskillige sublime momenter. Produktion og udførelse er der heller ikke noget at udsætte på, så på trods af den manglende nytænkning, kan det ikke blive til andet end 9 store kranier. Sikke en debut, og her skal lyde en kraftig opfordring til at tjekke The Spirit ud, når de varmer op for Kataklysm og Hypocrisy d. 12/11 i Pumpehuset.
