Lad det være sagt med det samme: Jeg er så afgjort ikke den store tilhænger af instrumental-album a la Steve Vai og Joe Satriani. Derfor vil jeg da også starte med at bekendtgøre følgende: Jeg vil aldrig igen høre dette album!

Den italienske guitar-ekvilibrist Simone Fiorletta har her udgivet et album, som starter med nummeret Thanx. (I øvrigt lidt pudsigt at give de 9 skæringer diverse titler i stedet for blot nr. 1, 2 osv.). Åbningsnummeret har som flere andre på skiven simpelthen intet interessant at byde på. En besynderlig gang fusionsmix, hvor guitaren er i højsædet suppleret med en uanstændig tynd trommelyd.

I nummeret Loveliness In Your Eyes fremkommer dog en nydelig klaver-passage og i Eye...What's Up? - som er skivens næstsidste nummer - kommer der endelig noget som minder om et heavy-riff. Nummeret Oh No, Once Again er en gang cirkus-jazz med Hammond-solo!Resten af pladen er en gang kedsommelig guitar-onani frem til 5½ minut inde i det sidste nummer. Her kommer der pludselig lidt spoken word som den helt store overraskelse.

I mine øjne er dette album en fuldstændig overflødig gave til menneskeheden.