Italiensk crossover-thrash kommer desværre ikke helt i mål

Gode intentioner fra et dygtigt band

Italienske Sawthis har allerede tre langspillere i baglommen, men nyeste album Babhell er det første under Mighty Music. Der spilles som oftest hurtigt, dygtigt og ikke mindst iørefaldende, men trods gode intentioner og flotte detaljer undervejs lykkes missionen ikke helt. 

"Keep it simple, please"

Sawthis har for vane at spille en god gedigen omgang death/thrash og har på de sidste par skiver krydret det mere og mere med lidt metalcore. På langt det meste af Babhell er det da også denne opskrift, der følges; aggressiv tråd og frådende vokal i verset efterfulgt af et afdæmpet og melodiøst omkvæd med ren vokal. Af og til får vi et lækkert breakdown med et fedt riff, men derudover er de enkelte numre temmelig forudsigelige i deres opbygning. I dette tilfælde skal forudsigelig dog ikke forveksles med kedelig, for det er de bestemt ikke! Sawthis er enormt dygtige instrumentalister og spiller generelt med en stor opfindsomhed, men af og til bliver opfindsomheden måske for stor. Det er nemlig, som om den røde tråd i albummet bliver mindre og mindre tydelig, som pladen skrider frem, og det er en skam. Havde italienerne holdt sig lidt mere til den gode gamle “keep it simple”-regel, havde slutproduktet været ret solidt.
Åbningsnummeret “The Burning Place” samt “This String Is For Your Neck” og ikke mindst det fabelagtige nummer “The End” er klart pladens bedste numre. Her holdes fokus nemlig på det enkle, og det virker klart bedst for kvintetten fra støvlelandet. 

System i rodet er bedre end rod i systemet

Babhell indeholder god musik, ingen tvivl om det. Men for at komme helt op i de højere luftlag og ramme en af de høje karakterer skal den føromtalte røde tråd være mere tydelig. Og så skal skiven også rumme markant flere hooks, fede riffs og deciderede ørehængere. Personligt synes jeg, Sawthis lykkes bedst, når de spiller straight-on thrash uden så meget fis, mens andre måske vil mene, at det er bandets metalcore-omkvæd, der er fedest. Men faktum er, at trods alle de fine delelementer bliver Babhell lidt for famlende i ønsket om at fremstå varieret. Finder man sine yndlingspassager og holder sig til dem, får man vellydende, aggressiv og i perioder meget vellykket musik. Men i sin helhed er albummet en anelse for rodet. Det udløser syv små kranier.