Hvad er et navn?
”What’s in a name?” skrev Shakespeare engang, og fortsatte, “that which we call a rose by any other name would smell as sweet”. Men han tog jo fejl, for der kan kun være en forklaring på, at den über-talentfulde New Wave of British Heavy Metal-gruppe, Satan, aldrig er slået igennem på samme niveau som fx Saxon: Deres navn har fra starten skabt forventninger, som musikken ikke har indfriet. For bandet fra Newcastle, der nu udsender deres sjette album (eller 10. hvis man tæller deres afstikkere i grupperne Pariah og Blind Fury med), har intet med ond- eller djævelskab at gøre. De har til gengæld altid leveret klassisk heavy metal i absolut spitzenklasse, så sent som i 2018 faktisk, så mon ikke, de gør det igen på Earth Infernal?
Fire observationer og en påstand
Det første, man lægger mærke til, er, at forsanger Brian Ross lyder stort set præcis, som han gjorde på den suveræne debut, Court In The Act fra 1983. Når man tænker på, hvor slidte mange sangere fra dengang lyder i dag, er det ret imponerende. Det andet, man hurtigt nikker genkendende til, er de to suveræne guitarister Steve Ramsey og Russ Tippins, og hvor fremragende riffs de stadig er i stand til at fremtrylle. Lyt for eksempel til de snørklede, men samtidig ekstremt catchy riffs på ”Twelve Infernal Lords”. Her smider de et infernalsk overflødighedshorn af riffs, melodier og temposkift i hovedet på os, og bevæger sig over i noget, der minder om progressiv eller, undskyld udtrykket, moderne thrash.
En tredje observation må så være, at hvorfor pokker er der aldrig nogen i metallens nu over 50-årige historie, som har skrevet en sang, der hedder ”Twelve Infernal Lords” før? Den lå da ellers lige til højrebenet. Det gør bongotrommerne på introen til ”A Sorrow Unspent” absolut ikke, men de passer faktisk perfekt til en hektisk og konstant omskiftelig sang, der igen leverer mesterlige riffs i et næsten urimeligt omfang. Og bedst som man tror, at det ikke kan blive bedre, følger Satan op med den medrivende ”Luciferic”, der er så catchy, at man skulle tro, at der havde været en svensk kardinal og hans navnløse dæmoner med i studiet. Men glem alt om det, for Satan kom først, og han, undskyld de, har gjort den slags i snart 40 år!
Det er god latin at slutte et ægte heavy metal-album af med et langt, episk nummer, og det gør Satan selvfølgelig til UG med den storladne ”Earth We Bequeath”. Intromelodien smager lidt af Iron Maiden, men de lyder nu stadig mest som dem selv, især på det komplekse og tunge c-stykke, der krydres med flere vellykkede guitarsoloer. Vellykket er faktisk kodeordet her, og selvom det samlede indtryk er lige en tand under den fantastiske Cruel Magic fra 2018, er der ikke andet at gøre end endnu en gang at konstatere: at Satan lever i bedste velgående, og at han åbenbart stadig er fra Nordengland.
Skuffelsen der forsvandt for aldrig at vende tilbage
Jeg vil aldrig glemme skuffelsen, da jeg som 16-årig satte den netop fra København hjembragte Court In The Act på pladespilleren hjemme i kælderværelset. For med et bandnavn som Satan, var forventningen noget endnu mere ondt og uhyggeligt end selv Mercyful Fate og Venom, men det, jeg hørte, var jo bare NWOBHM. Skuffelsen var dog kortvarig, for dette ”bare” var jo ensbetydende med et gennemført suverænt heavy metal-album, og gutterne fra Newcastle har ikke skuffet siden. Det gør de heller ikke denne gang, hvor de lyder ligeså vitale som nogensinde før. Knap 40 år efter debuten er det en voldsomt beundringsværdig præstation.
