Den nordligste metalby

Af Wikipedia fremgår det, at der kun er to byer, der samtidig er større og mere nordligt beliggende en Oulu, Finland, og begge to ligger i Rusland. Til gengæld er Oulu den nordligste og folkerigeste by, som samtidig er kendt. Kendt for hvad? Jo, Oulu har i over tyve år været hjemsted for verdensmesterskaberne i luftguitar. Og så har Oulu oven i købet i ti år været hjemstavn for Sadistik Forest; byens fortabte sønner, som har valgt at bytte luftguitaren ud med en elektrisk, og netop er aktuelle med deres tredje skive af hårdtslående, old school-inspirerede dødsmetal.

Fra variation til ADD

Morbid Majesties starter tungt, hurtigt og aggressivt med ”Morbidly Majestic”, som smadrer afsted, som hvis Lamb of God var født ind i Stockholms dødsmetalscene. Udover sine dybe, gutturale growls leverer bassist og forsanger Markus Makkonen en overbevisende zombie-fortolkning af Randy Blythe, og festen fortsætter på ”Decades of Torment Then Death” (eller ”Shit happens, then you die”), som tilsætter et melodisk strejf ikke helt ulig The Black Dahlia Murder i verset.

Men vent, spillede Sadistik Forest ikke old-school død? Jo, det gjorde det, og de gør det stadig ind imellem. Sagen er, at referencerne på Morbid Majesties er så talrige, at det ikke lader sig opsummere med et enkelt udtryk. Alene ”Destructive Art” starter med black metal, og bevæger sig siden over i et grooveriff blot for senere at afløse det med et chug-breakdown. ”Zero Progress” får plads til et lavtempo nü metal-riff i begyndelsen, tremolo riff/blast beats á la Incantation, et LoG-breakdown samt et anerkendende nik til ”Hammer Smashed Face” – alt sammen på kortere tid end det tog mig at skrive den sætning.

Den stilistiske forvirring er det væsentligste kritikpunkt, for mange af passagerne er hver for sig vellykkede. Dog forfalder både ”The Hour of Dread” og den ni minutter lange ”Bones of a Giant” til meget, meget simpelt guitararbejde. Sidstnævnte redder lidt ære gennem tilfredsstillende temposkift og et særdeles halsbrækkende Dismember-riff, men ingen af delene retfærdiggør, at sangen fylder en fjerdedel af albummet.

Præstationerne har jeg ikke en finger at sætte på. Heikkinen og Salos soloer passer glimrende til musikken (læs: vilde og hurtige), Mutka kommanderer de hæsblæsende beats bag trommesættet, og Makkonens growls er såre tilfredsstillende. Produktionen gør, hvad den skal gøre, og undgår, hvad den skal undgå. Lyden er tung uden at være latterligt komprimeret, og mikset er velbalanceret så ikke engang blastbeatsne drukner strengene.

Svensk/finsk løsning

I sine bedste øjeblikke leverer Morbid Majesties højoktan svensk død, tunge grooves og brutale gurglende growls, der får smilet frem i mundvigene og øllet ned i nakken. Hvis albummet var dødsmetalversionen af LoG tilsat nogle TBDM-riffs (for eksempel), ville jeg sikkert være kisteglad, for Sadistik Forest er absolut ikke uefne. Udover et par forsimplede stykker og den langtrukne afslutter er skiven som helhed langt fra kedelig, men selve konceptet ”helhed” kommer simpelthen til kort i beskrivelsen af Morbid Majesties. Reelt ved jeg ikke, hvornår jeg skulle få lyst til at gribe ud efter et så amalgameret album, veludført eller ej. For at citere Wolfgang Pauli: ”Hvad du sagde var så forvirret, at man ikke kunne afgøre, om det var vrøvl eller ej.”