Med kniven for struben – og nej, vi taler ikke om det danske madlavningsprogram

Det unge band Sadistic Force udgav i 2021 deres første album Aces Wild, som bestod af en trio af black, speed og thrash metal. Albummet fløj lidt under radaren, selvom der ellers var fine praj af talent, men her to år efter har de atter forsøgt sig med opfølgeren Midnight Assassin. Bandet, som består af James Oliver (guitar, vokal), Blaine Dusmukes (bas, baggrundsvokal) og Jose Alcaraz (trommer), har denne gang været i redskabsskuret i haven for at finde de mest spidse værktøjer, som de kunne komme i nærheden af. For nu er det tid til gys og 80’er slasher-stemning.

Corpsewood-mordet og andre beretninger

Selvom Sadistic Force med Midnight Assassin forsøger at skabe sin egen kombination af norsk black metal og speed metal, er det tydeligt, at mange af ideerne og inspirationerne stammer fra ældre bands såsom Midnight og Venom. Hvis du kan forestille dig en 40-minutters version af førstnævntes klassiker ”You Can’t Stop Steel”, så ved du nogenlunde, hvad du kan forvente af skiven. Det har sin charme, men føles samtidig yderst søgt, og skivens ensartede tempo gør det også svært at abstrahere herfra.

Efter en kort ligegyldig intro sætter pladens anden skæring ”Corpsewood Curse” gang i tingene med en beretning om Corpsewood-mordet, der foregik i 1982. Amerikanerne må da siges at være betaget af fortiden om intet andet! Sadistic Force growler ondsindet deres egen version af historien, og nummeret er absolut et af pladens højdepunkter. ”Twin pillars of evil, they were stricken down, their spirits remain, their blood soaked into the ground” Lyrikken er modbydelig og direkte, og skæringen formår at gøre godt brug af thrash-værktøjskassens alsidige redskaber. Jeg vil vove at påstå, at Sadistic Force fremviser den bedste version af sig selv, når de fremmer thrashen, alt hvad de kan på deres numre, og slipper fortidens tunge lænker en smule (Hellripper viste tidligere på året, nøjagtigt hvordan man gør det). ”The Butcher’s Apron” er et andet nummer, der fungerer særdeles godt. De tæsketunge Slayer-influerede riffs gennemborer trommehinden som nåle, og vi får også fornøjelsen af Dusmukes tunge baggrundsskrig, som giver lidt tiltrængt variation på pladen. Det er faktisk synd, at vi ikke hører mere til Dusmukes vokal, for den giver pladen en hjemsøgende vibe, der ville have gået hånd i hånd med temaet og lyrikken. Ligeledes er der også eksempler på, at James Oliver er en fantastisk guitarist. Soloen i ”Speeding Black Leather Hell” er decideret tæskelækker og fortjener næsten sin egen spalte.

Selvom der overordnet set ikke er nogle deciderede dårlige skæringer, er der nu alligevel sjusk og forspildte chancer. Titelnummeret ”Midnight Assassin” og ”Campaign of Sin” er begge generiske som pokker, og numrene vil det samme og kan det samme. ”Marked For Death”, som er tydelig i sin Iron Maiden-inspiration, vælger desuden at gøre brug af et repetitivt sing-a-long omkvæd, som på ingen måde passer ind sammen med resten af materialet. Det virker til, at man har forsøgt at mætte så mange munde som muligt, i stedet for at fokusere på, hvad man egentlig er god til, og det trækker ned i den samlede oplevelse.

Manglende mod på egne evner

I det sidste årti har black/speed-genren gennemgået en vaskeægte renæssance, så der skal altså smæk for skillingen, hvis man ønsker at skille sig ud; fremtiden tilhører de frygtløse, så at sige. Sadistic Force står på flere tidspunkter med det rette mordvåben i hænderne, men mangler desværre kynismen og modet til gennemførelsen. Deres inspirationer er for tydelig, og de mangler endnu at finde den rette balance mellem dem selv og fortidens idoler.