The Quill - Tiger Blood

Tiger Blood

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Svensk hard rock ryger ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Svenske The Quill har eksisteret siden de tidlige 90’ere. Debuten, den selvbetitlede The Quill, solgte rigtig pænt på den anden side af sundet, da den udkom tilbage i 1995. Faktisk nåede den en placering som nummer 70 på en top 100-liste over bedste svenske albums det år. Siden er det blevet til flere albums - af svingende kvalitet - og en hulens masse udskiftninger i lineuppet. Nu er de aktuelle med deres syvende album Tiger Blood.

Opskriften er simpel; The Quill spiller hard rock, med en snert af stoner rock, hvor rytmeguitarens solide riffs og sanger Magnus Arnars ganske habile stemme bærer det meste af læsset. Vi befinder os i et spændende krydsfelt mellem Clutch, Corrosion of Conformity og Soundgarden, men inden du, kære læser, retter dig op i stolen med hævede bryn og skærpet interesse, så slå lige koldt vand i blodet. Det er nemlig ikke alle numrene på Tiger Blood der er lige gode. De holder et acceptabelt bundniveau, og et par super fede numre er der da også imellem, men det kommer aldrig helt op at ringe. Strukturerne i guitarens sprøde riffs er det der holder denne plade oppe. De er meget i retning af Pepper Keenans (Corrosion of Conformity og Down) måde at opbygge et, til tider, blueset groove på. Det ville faktisk overraske mig meget, hvis han ikke har en temmelig stor beundrer i The Quill-guitarist Christian Carlsson. Mange af numrene lyder nemlig meget som det efterhånden klassiske COC-album Deliverance, og det er jo, i sig selv, ikke helt skidt. Men Christian Carlsson leger desværre ikke nok med stilartens muligheder. Hans guitar har fuldstændig samme lyd på alle numrene, og havde han bare eksperimenteret en anelse og skruet lidt på sine pedaler af og til, så havde det skabt den variation og spænding, som man savner på denne lidt for anonyme udgivelse. Med andre ord, så er ideerne gode nok, men de er desværre udført lidt for konservativt og uden ret meget spræl.

"Greed Machine" og "Darkest Moon" skiller sig ud som de absolut bedste numre på Tiger Blood. De er bestemt et lyt eller to værd. Resten er desværre ret hurtigt glemt. Pladen er super fint produceret, og egentlig kan man ikke sige noget decideret dårligt om den. Problemet er bare, at man omvendt heller ikke kan sige ret meget, der er rigtig godt. Det er solid metervare, der holder et pænt bundniveau, men det er også hurtigt glemt. Skulle jeg dog nogensinde befinde mig i nærheden af en koncert med The Quill, så vil jeg ikke snyde mig selv for oplevelsen, da jeg tror de er ganske fede live. Hvis de er tændte og har fat i publikum kunne det blive en fornøjelig fadølsfest. Men hjemme på anlægget eller i høretelefonerne på vej til arbejdet, er det lige en tand for anonymt.

Trackliste: 1. Freak Parade 2. Go Crazy 3. Death Valley 4. Getaway 5. Greed Machine 6. Purgatory Hill 7. Land of Gold and Honey 8. Darkest Moon 9. Sweet Rush

Freak Parade - Pladens åbner og blød mellemvare.