Pripjat - Chain Reaction

Chain Reaction

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nedsmeltning

Den 25. april 1986 rykker et hold sovjetiske elektroingeniører ind på reaktor 4 på Tjernobyl-kraftværket i det nordlige Ukraine for at undersøge, hvorvidt reaktorens turbine kan drive nødvandspumperne, hvis den slås fra. Ingen af dem kender til reaktorens virkemåde. Undervejs i eksperimentet slår de sikkerheds- og strømreguleringssystemerne fra, fjerner adskillige af reaktorens kontrolstænger og driver reaktoren ved for lav effekt. Endelig slår de turbinemotoren fra for at se, hvorvidt turbinen kan drive vandpumperne ved inerti alene. Det kan den ikke, og reaktoren heder op uden vand til at køle den. Efter ingeniørernes forsøg på at genindsætte kontrolstængerne nedsmelter reaktoren, og 50 tons radioaktivt materiale blæses ud i atmosfæren.

Den nærliggende by, Pripjat, har siden ulykken været en spøgelsesby – det vil sige indtil 2011, hvor fire tyske thrashere flyttede ind, og hvorfra de netop har udgivet deres andet studiealbum, Chain Reaction.

Kernen i thrash

Pripjat har fattet, hvad thrash handler om: hurtige, plukkede riffs, fingerfærdigt trommearbejde og en forsanger, som har en høne at plukke med resten af verden. Den mest nærliggende sammenligning er med Crisix. Åbningsriffet fra ”Just A Head” kunne være gået lige ind på From Blue to Black, uden man ville have mærket forskel, og ”Take the Law” følger i samme stil: minimalt tidsspild, hurtige riffs og mesterlig høneplukning.

Yderligere sammenligning med Crisix falder til gengæld ikke ud til Pripjats fordel. Som albummet skrider frem, løber de i stigende grad tør for måder at fange lytteren på. Ja, der er flere riffs, mindre tidsspild (fraset mellemspillet 28.04 – dagen hvor svenske myndigheder rapporterede øget radioaktivitet) og flere høner der skutter sig mod atomvinterkulden. Men der mangler afvekslende sangskrivning, og ærligt talt er over halvdelen af Chain Reaction glemt, når det sidste skrig i ”Returnless” rinder ud.

Hvilket bringer os til Chain Reactions mest værdifulde aktiv: Gromadas vokaler. Der er godt nok faret en djævel i ham, og han bærer ene mand adskillige passager, når riffingen bliver for intetsigende. Med sine højtonede skrig står han et sted midt mellem Bobby Blitz og nyere tids Mille Petrozza, og selvom han kræver en anelse tilvænning, er det overordentligt svært at modstå hans eddikesure opstød. ”Bowed, But Unbroken” husker jeg kun på afslutningen, hvor Gromadas raseri ætser trommehinderne på en baggrund af højtempo bluesriffing.

Albummets produktion hjælper overhovedet ikke. Mikset er sådan set balanceret nok, men masteren er kvast til superkritisk masse (DR4), og guitartonen lyder aldeles komprimeret. Musikken er ikke videre subtil – det er trods alt thrash – men det ville være klædeligt med en mindre kvalt guitarlyd.

Ikke atomvinter

Som mange andre nutidige thrash metalalbums bringer Chain Reaction intet nyt, hvilket heller ikke er tvingende nødvendigt for at skabe et solidt album. Forskellen mellem Pripjat og de mere succesrige gutter fra Havok og Crisix er, at sidstnævnte skaber sange, du kan huske et år efter at have hørt dem. Det kniber det med for Pripjat, og selvom jeg er henrykt over forsangerens hensynsløse misbrug af stemmebåndene, er der sjældent mere at komme efter. Men giv endelig ”Survival of the Sickest” nedenfor en chance – hvis raseriet tiltaler dig, er der meget mere, hvor det kommer fra.

Tracklist

  1. Just A Head
  2. Take The Law
  3. The Seed
  4. Bowed, Yet Unbroken
  5. Kiev Burns
  6. 28.04
  7. Survival Of The Sickest
  8. Brick By Brick
  9. Chain Reaction
  10. Returnless