Primitai - The Calling

The Calling

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Britisk stål

Ordet ”kommerciel” har en negativ klang i nutidens metalkredse, hvilket indimellem har en vis berettigelse. Bands, som fokuserer for kommercielt, eller ligefrem ændrer lydudtryk for at nå et større publikum, risikerer at blive anklaget for at være pengegriske og at sælge ud. Men kommercielt gangbart metal kan sagtens samtidig have stor musisk værdi, og her kommer dagens helte ind i billedet. Engelske Primitai har siden 2003 forsøgt at skabe lyttervenlig musik uden at gå på kompromis med metalkernen. Gruppen har oplevet en vis udskiftning omkring seneste album i 2016, og den nye trup er nu fremme med femte studiealbum, The Calling. Jeg håber inderligt, det ikke er en hyldest til popgruppen af samme navn.

Ikke primitiv

Lyden på ”The Calling” har afgjort kommerciel appel, men det er heldigvis meget langt fra det samme som at sige, albummet er billigt eller endda værdiløst. Introen ”Possess Me” er godt nok foruroligende storladen og orkestral, men de facto-åbneren ”Demons Inside” maner til besindighed med sit fokus på ærlig heavy metal-riffing, et hookdrevent omkvæd og akrobatiske guitarsoloer. Omkvædene er rigt arrangeret med korstemmer og leads, som giver dem en A7X-karakter, hvilket er ment som et kompliment (A7X har fremragende vokalhooks).

Højdepunkterne på The Calling fornægter sig ej. ”Overdrive” gør, hvad titlen antyder og fører an med et højoktansriff, som graver sig fast i hjernebarken, inden den vokaldrevne bro bringer sangen til et forløsende omkvæd. ”Into the Light” og ”Into the Dark” er hver især storladne succeser, som henrykker lytteren med flotte leads og ditto vokaler og står klart i erindringen, når man gennemgår albummet i hovedet.

Ingen sang på albummet er uden lyttervenlige riffs og hooks, men med det sagt så taber midten af albummet min opmærksomhed en anelse. Jeg anerkender en vis kvalitet i sangene, men de rummer også en stor koncentration af lavtempo passager og strækkes længere, end de forbliver interessante. En mulig årsag er, at gruppen i deres sangskrivning sjældent bevæger sig længere ud end til navlen, hvorfor nogle passager lyder slidte.

Forsanger Guy Miller er ikke begavet med en kolossal ambitus, ej heller med en særpræget stemme, men han leverer ikke desto mindre et prisværdigt stykke arbejde. Dog er det guitaristerne Bilic og Girón, der stjæler billedet med rockende riffs, lækre leads og sublime soloer. Trommeslager Warrens arbejde er ganske brugbart, men jeg ønsker mig tit lidt mere kreativitet i hans fills, da størstedelen centrerer sig om lilletrommen. Scott Millers bas er hørbar og ikke udelukkende forvist til at følge rytmeguitaren.

Kommerciel på den gode måde

”The Calling” er heldigvis meget mere end galvaniseret pop-rock, og årsagen er, at Primitai albummet ud forbliver tro mod riffets magt. Få sange kommer helt op at ringe, men albummet holder et højt bundniveau og har kvalitet fra start til slut. En del af sangene ville have godt af en tur til kirurgen, ligesom gruppen måske er moden nok til at bevæge sig ud i vildnisset i deres søgen efter hooks. Hvorom alting er, så er ”The Calling” et godt heavy metal-album, som bør gå rent ind første gang, man hører det – tag bare fat.

Tracklist

  1. Possess Me
  2. Demons Inside
  3. Overdrive
  4. Curse of Olympus
  5. No Survivors
  6. Memories Lost
  7. The Calling
  8. Into the Light
  9. Into the Dark
  10. Tempest Returns

Tilføj kommentar