Gode ting er værd at vente på

Selvom Overt Enemy på papiret har eksisteret siden 2013, har det krævet flere udskiftninger af medlemmer og genopfindelser af identitet, før de var klar med deres første EP i 2018. Siden da er det blevet til endnu en EP og et livealbum, og nu, i 2025, står de klar med deres første fulde album, Insurrection. 

Texasthrash med guf og flødebolle

Overt Enemy, baseret i Mission i Texas, beskriver sig selv som Texasgroove-fokuseret thrash med stor inspiration fra giganterne Slayer, Pantera og Sepultura. Lytter du  til deres første EP’er, er du heller ikke et sekund i tvivl om, at disse metalgiganter har præget sangskrivningen. Men hvad der startede som et Slayer-hyldestband, er kommet meget langt siden 2013, og selvom de Kerry Kingske rødder stadig er at finde i musikken, så byder albummet Insurrection på et virvar af ekstra inspirationer, der fungerer som lækkert drys på den egen prægede isvaffel af klassisk politisk ladet thrash metal, som Overt Enemy serverer.

Skivens åbningsnummer, ”Resinated”, starter i en røvtung Sepultura-rundgang, hvor riffet bærer lige så meget vrede og indignation, som teksten gør. Ud over det sjove ordspil i 'resinated' som erstatning for 'resignated' er der intet højt humør at hente i tekstuniverset. Det er en fortælling om apati og en aktiv resignation fra verden som nødvendig mestring for at holde lidelsen ud – en stemning, der er gennemgående i albummets sangskrivning. Halvvejs igennem nummeret eksploderer den tungsindede anger dog i hæsblæsende vrede, og Slayer-inspirationen kommer til sin fulde ret med fræsende hyl på guitarsoloen. 

Albummet ligger generelt et rigtig godt sted mellem modet til at eksperimentere med genrer og en hyldest til de gamle thrashgiganter. Outroen på eponymnummeret ”Insurrection” er et tungt, sludgy stonerriff, der ligger et sted mellem Black Sabbath og Clutch. Mens ”No One Left To Die” leverer thrash, som din far husker det fra Metallicas storhedstid med ”Battery” fra Master of Puppets, dog med bund og tyngde i rytmeguitar og bas, som du kender det fra Gojira. ”Bleed Like I Do” går til gengæld helt ned i gear med stryger og kor og fuld knald på mol-faktoren i sit melankolske hovedriff. Det vælter så ind i fuld dukka-dukka på lilletrommen og et omkvæd, der kunne være sunget af Slipknot, men i stedet for Corey Taylor får du hele to pissesure mænd, der skråler i dit ansigt. 

Når vi snakker om sang, skal der også lyde ros til bassist Laura ‘Slayerella’ Ortiz. Hendes vokal på især ”The Truth” og ”Psychotic Episode” kommer ind som en skøn kontrast til de sure mandebrøl med en Harley Quinnsk-leveret galskab.

De her mennesker har noget at byde på

For et band der står som independent og selv har udgivet og produceret deres de facto debutalbum, så må man sige, at Insurrection langt hen ad vejen leverer mere, end hvad man kunne forvente. Der er dog numre, som trækker albummet lidt ned. Både vers og omkvæd på ”Eradication” er som skabt til en hurtig circlepit, men c-stykket går pludseligt ned i tempo, og der leges lidt for meget med produktionen, hvor vokalen pludseligt skal have hakkende 'E-rararararararara' i sin hvisken af ordet 'eradication'. Noget, der kunne ses som en fed idé i studiet, men det fungerer bare ikke sammen med resten af sangen eller albummet. ”Go Hard Or Go Home” leverer næsten mere dødsmetal end thrash i sit udtryk, men det føles som et lidt slapt nummer, og det bliver hurtigt glemt. 

I sin helhed er albummet dog et fantastisk frisk pust af røvsparkende thrash metal, der både formår at bringe den gamle skoles lyd ind i en moderne alder med sin flotte produktion og at fremhæve originale ideer fra de Texasbaserede thrashtroubadourer. Overt Enemy har sine rødder solidt plantet i fundamentet fra både Nord- og Sydamerikas 80’er-metal, men der falder rigelig, frisk dug på deres blade til, at det føles nyt og spændende. Det bliver helt sikkert et band, denne skribent krydser fingre for snart kommer og spiller live på de danske scener.