Stoner-grunge med flere ansigter
Vores naboer i Sverige har de seneste år været utrolig gode til at skyde retro rock, retro death- og retro heavy metal ud i verden, og det har for mit vedkommende været en kæmpe fornøjelse at opleve så mange friske nye bands. One Inch Giant stammer også fra Sverige, nærmere betegnet Göteborg. Den store by på vestkysten har sit arsenal af musikalske projekter, og One Inch Giant er et af dem. Bandet kan man dog ikke helt nøjagtig sammenligne med den nye bølge af retro rock. One Inch Giant har en langt mere moderne stoner lyd, og så har de også en god portion grunge over sig. Bandet udgav sin debut, Malva, tilbage i år 2011, og i år er de aktuelle med albummet The Great White Beyond. Coveret på albummet er et flot maleri af en fjord, det går bare ikke helt hånd i hånd med titlen på første nummer; "The Sea Opened Up". One Inch Giant er heller ikke et band, som har noget fast logo, så band navn på coveret er relativ uinspirerende. Det er ærgerligt, da jeg personligt mener, at et logo altid giver et band noget personlighed.
Men hvordan lyder det hele så egentlig? Der er rigelig med inspiration fra diverse typer musik. Til tider oplever man nogle fede riffs og passager, og til tider kommer man helt til at tænke på Alice in Chains, når vokalen og riffene harmonerer. Blastbeats er også godt repræsenterede i fx "Only Scorn Remains". Nummeret før varer 37 sekunder og er blot en lille akustisk sag med noget fløjten og lidt nynnen efterfølgende. Riffene går også til tider over i noget, hvor man kommer til at tænke på Mastodon eller Baroness. Der er også nogle fede leads her og der. "Awaiting the Wave" er også et eksempel på variationen, som kommer til live på skiven her. Det er endnu et akustisk nummer, blot lidt længere end 37 sekunder, og med mere fokus på bare den akustiske guitar og forsanger Filip Åstrands linjer. Der er også to-stemmede dele i dette nummer. Selvom One Inch Giant beholder meget den samme lyd gennem albummet, er der en del variation. Desværre synes jeg bare ikke rigtig, at variationen hjælper dem super meget til tider, da bandet til tider går lidt for langt ud i noget andet, og essensen af albummet overordnede lyd bliver glemt. "My Unshaped Form" starter som var det et doom nummer, før det går over i noget metal i lidt højere tempo, og det skifter så til noget lidt langsommere, så lidt hurtigere igen og så tilbage til en doom afslutning. Nummeret er ikke særlig fedt, men nærmere bare irriterende og for skiftende.
Produktionen på albummet er relativ god og moderne. Åstrands grunge-agtige vokaler blandet med den moderne stoner lyd gør projektet unikt blandt mange andre bands, men unikt er ikke altid det bedste, som man kan opnå. Trommespillet er relativ godt, Jakob Strand kommer igennem en del skift gennem albummet, da One Inch Giant har så meget inspiration fra andre bands og genre. Bassen har sine fills her og der, jeg har været heldig at høre den i blandt andet "Mountains Will Erode" og i "Malva", hvor den har en lidt større rolle. En ting, som jeg har undret lidt over ved denne udgivelse er lidt, hvorfor bandet har valgt at producere starten på nummeret "Malva" sindssygt dårligt. Først troede jeg lidt, at det var et gammelt nummer, som de bare havde smidt ind på skiven. Men efter 20 sekunder slipper man heldigvis for den "effekt", hvis man kan kalde det det. Naturligvis har målet nok været, at lave en eller anden fancy intro, men jeg anser det blot som værende unødvendigt.
Alt i alt har One Inch Giant skabt et okay album. Jeg synes ikke, at jeg er blevet særlig imponeret på trods af inspirationerne fra diverse genrer. Men jeg vil dog lige slå fast, at vi ikke taler avantgarde, når vi taler variation og diverse genres indblanding. Jeg vil sige, at One Inch Giant godt kan formå at skabe noget mere interessant i fremtiden. Men for folk, som kan lide moderne stoner, da tror jeg, at denne skive vil være for jer. Men ellers vil jeg blot anbefale andre skiver, og nu hvor vi taler Sverige.. Så tag for jer af retterne.
