Que?

Det er fire år siden, at de dystre romantikere fra det selvstændige Catalonien sidst sendte et album på gaden. Nu har de gjort det igen, og vil på ny fortælle os, hvorfor hjerte rimer på smerte. Cupido|Mors er fortællingen om Amor og Døden, der danser en øm dans igennem livet, der jo som bekendt ender med døden. Eller… det antager jeg 100 %, fordi her kommer det primære problem med Olvido. Nemlig det, at de insisterer på at synge på deres modersmål, catalansk. Nok har jeg sprogøre, og jo jo, jeg havde da også spansk i gymnasiet, selvom min spansklærer nok mener noget andet, men jeg forstår desværre ikke catalansk, så jeg må gætte mig frem til helt præcist, hvad der foregår, når den kære Nèstor Morales åbner munden. Men det tilføjer bestemt også et element af charme og mystik til deres musik, og så er det et særdeles musisk og flot sprog, så fred nu være med, at jeg fatter bjældeklang! Det er næppe meget anderledes, end da resten af verden stiftede bekendtskab med de første Dimmu Borgir-plader eller Michael Poulsen…

Post-Renaissance Metulz

Til trods for at man intet fatter, så har Nèstor en storslået stemme, der minder mig om Joakim fra Sabaton og Attila Dorn fra Powerwolf – altså en klassisk, storslået og episk power metal-stemme, der buldrer igennem hele toneregisteret. Dog stopper sammenligningerne så også der, for Olvido er ikke ude i (sarkastiske) lovprisninger af Gud eller diverse narrativer omkring historiske slag, men i stedet er vi ude i de klassiske goth-emner, og musikken selv – ligesom albumtitlen – svinger fra lette melodier til dystre basgange, som understreger, at ja, hjerte rimer på smerte. Olvido er utvivlsomt dygtige musikanter, som man ofte kan forvente af bands fra Middelhavsområdet. De har en klar flair for sangskrivning og komposition, som strækker sig helt tilbage til barokken og renæssancen, ja måske endda antikken. Måske det kunne være en ny metalgenre: post-renæssance-metal?

Metal: The ultimate language

Cupido|Mors er en episk fortælling (vi snakker trods alt 16 numre) om døden og kærligheden, der går hånd i hånd. Fortællingen bliver båret frem af en sand barde i form af Nèstor, der på ufattelig professionel vis bliver akkompagneret af en skare af dygtige musikere, der i sandhed forstår at male et mesterligt lydbillede. Der går ikke længe, før man glemmer, at manden synger på et sprog, man næppe forstår, for her er det, at det hele går op i en smuk og højere enhed, og vi metal-fans erindrer, at det eneste sprog, vi rigtigt behøver, er metallen i sig selv.