No Gravity - Worlds In Colliision

Worlds In Colliision

· Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Prog metal
Spilletid:61.34
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

No Gravity er et forholdsvist nyt progressivt metalband fra Italien, hvis omdrejningspunkt er guitaristen Simone Fiorletta, og "Worlds in Collision" er deres debutalbum.

Det er et ganske vellykket debultalbum, synes jeg, som er solidt og godt skruet sammen, og bestemt et stykke musikalsk håndværk, bandet kan være stolte af. Det tekniske niveau er højt, men jeg synes, at der til tider mangler fyr og flamme og medrivenhed, og jeg savner specielt passion hos forsangeren, der ganske vist er en dygtig sanger, men som ofte laver nogle ting, der virker "flade" (i mangel af bedre).

På sin vis følger No Gravity i Dream Theaters fodspor, da deres musik kan kategoriseres som mere eller mindre standard progressiv metal af typen, som Dream Theater pionerede, men No Gravity er bestemt ikke Dream Theater kloner, da de har en tungere lyd, og deres musik ikke er nær så kompleks som hos Dream Theater.

Musikken indeholder typiske elementer fra progressiv metal så som spacey keyboard, guitarlir, skæve riffs, ballade-stykker, ulige taktarter, komplekse sangstrukturer, lange instrumentale passager samt melidiøse omkvæd. Men samtidig er musikken ikke mere kompleks, end at alle og enhver kan følge med. Dog er "Worlds in Collision", som så mange andre progressiv metal-udgivelser i fare for, at de lange instrumentale passager kan skræmme visse lyttere væk.

Personligt synes jeg, at de fleste af numrene i sig selv, hvis man kan ignorere vokalen samt keyboarded, der til tider kan virke belastende (men på andre punkter fungerer ganske udmærket), er ganske fede, og der er masser af skift, blær, groove og andre interessante ting, der gør albummet værd at give en chance, hvis man i forvejen er til progressiv metal. Afslutningsnummeret "Unexpected Gift" er med sine lange interessante instrumentale passager er helt klart albummets stærkeste nummer.

Dette er endnu et eksempel, hvor jeg egentligt tænker 6.5 kranier (primært på grund af følelsen af manglende fyr og flamme), men runder op til 7, hvilket også afspejleer, at jeg tros alt synes, at musikken er af en hvis kvalitet.