Hvem er hvem?
Da jeg var barn og blev parkeret i børnehaven, spillede vi ofte brætspillet 'Hvem er hvem?' Reglerne var simple, men det var altid en magtdemonstration at starte. Med det rette spørgsmål kunne man save modstanderen midt over og sejre på ganske få træk. Men alt for tit udviklede spillet sig til endeløse diskussioner. Hvor stor er en stor næse? Er orange hår bare rødt hår i sollys? Er det fregner eller fedt på spillebrikken? På den måde forsvandt magien, jo ældre man blev, ligesom den dag man opdagede, at julemanden i virkeligheden lugter af rødvin og cigaretter. Og her dukker tyske Nailed To Obscurity så op. For hvis de var med i 'Hvem er hvem?', ville deres figur have kødboller i kæften og svenskergarn flagrende på issen, på trods af at passet siger Tyskland. Er det en fornærmelse, tænker du sikkert? Nej. Absolut ikke.
Miserabel muzak, der lyder godt
Ligesom i det lovløse vesten gælder kun én regel. Den stærkeste dikterer med krudt og knytnæver. Nailed To Obscurity spiller efter samme devise. De gør, hvad fanden de vil, og de synger med isnende kynisme om den rådne planet, vi kalder for hjem. Det er ikke et nyt take på verdens elendighed, men det spændende er, at tyskerne konstant smider friske riffs på bordet, så musikken hele tiden muterer og vrider sig i nye retninger. Vi får serveret en blanding af melodisk dødsmetal og doom, der lugter af både svenske Katatonia, In Mourning og October Tide, men man ved aldrig helt, hvor man har kvintetten. Faktisk minder bandets rejse en del om Katatonias, og frontmand Raimund Ennenga leverer ofte også vokalen på samme måde som Jonas Renkse. Bevidst, måske? Han er en alsidig sanger, og bandet supplerer ham godt. På guitarfronten har vi Volker Dieken og Jan-Ole Lamberti, der kæmper om rampelyset som to sultne rovdyr. Resultatet er elektrisk, og især nummeret ”Overcast” står tilbage som en storm af riffs, hvor man næsten kan høre strengene gnave sig gennem fingre og knogler. Bandet folder sig også ud på det otte minutter lange nummer ”Echo Attempt”, et nummer, der modsat et rigtigt ekko nægter at gentage sig selv trods spilletiden.
Hvad der dog gentager sig alt for ofte, er behovet for konstant at inkludere Raimund Ennengas rene vokal. Som nævnt tidligere er han en dygtig vokalist, men numre som “Spirit Corrosion” og “Allure” bliver simpelthen for sukkersøde. Her savner jeg den balance, som bandet ellers mestrer på pladens stærkeste øjeblikke. Hvorfor har man ikke beholdt den røde tråd hele vejen igennem? Der mangler derfor det sidste stik af nerve, den giftige atmosfære, der kunne have givet skiven det sidste spark. Netop det havde forgængeren Black Frost i spandevis. Man kan derfor konkludere, at selvom Generation of the Void er et solidt værk, har bandet i denne omgang spillet en smule sikkert.
Slå søm i-konkurrence i klubben
Jeg vil gå så vidt som at sige, at Nailed To Obscurity aldrig nogensinde har lavet et dårligt album – og Generation of the Void er ingen undtagelse. Bandet rummer utroligt dygtige musikere, og numre som “Overcast” viser præcis, hvordan melodisk dødsmetal og doom kan smelte sammen til noget nær perfektion. Albummet føles dog en smule mere sikkert end tidligere, og den konstante brug af den rene vokal gør helhedsindtrykket en anelse for forudsigeligt. Der er derfor mere tale om en slå søm i-konkurrence i den lokale motorcykelklub end om en overlevelsestur i den svenske vildmark. Doomen triumferer i denne omgang.
