Mother of All spiller koncert i Store Vega, København V .
Mother of All - Secular Assault

Secular Assault

Udkom

Type:EP
Genrer:Blackened, Melodisk Death Metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mother of Dra… Mother of All!

Mother of All er et ambitiøst enmandsprojekt med Martin Haumann (Myrkur, Mercenary m.fl.) bag roret. Projektet har eksisteret siden 2013, bevæger sig inden for blackened melodic death metal og er klar med andet ep-udspil, Secular Assault.

Velkomponeret, veleksekveret

Haumann er en øvet musiker, og dét kan høres. Intet på Secular Assault er overladt til tilfældighederne, og materialet er spækket med små tekniske finesser. Ep’en præsenterer et stilrent og balanceret udtryk, og Haumann har et klokkeklart budskab: Secular Assault er ”en ode til religiøst frafaldne og en hyldest til det sekulariserede samfund”. Det kan lyde langhåret, men i Mother of Alls tunge univers giver det god mening. Der er substans i dette udspil.

Endnu en force ved denne ep er produktionen. Lyden er gennemgående kold og harsk, men uden at blive hverken skærende eller tynd; det hele knaser på den helt rigtige måde. Trommerne indtager en central position, og man kan tydeligt høre, at netop dette instrument er Haumanns hjertebarn. Der bliver spillet varieret, hurtigt og tight – lige i skabet! På vokalfronten scorer Secular Assault også massive point. Haumanns vokal er dejligt afrundet, og man kan høre en klar forbedring siden debutudspillet fra 2014.

Tidligere spillede Haumann også bas og guitar, men denne gang har han fået hjælp udefra. Rasmus Christensen (Final Hour) står for bastjansen, og Járden Schlesinger (Sylvatica, Satanic Assault Division) er med på guitar. Begge herrer gør et fantastisk stykke arbejde, og sammen er projektet nået frem til fire knusende tracks.

”Human Landscape” åbner ballet, og der er ikke sparet på hverken tempo eller melodi. Trommerne tonser af sted, og et fængende guitarriff styrer sangen. Mod slutningen af tracket får vi en gæstevokal fra Ole Luk (Solbrud). Hans ondskabsfulde vokal passer perfekt ind i atmosfæren, og indslaget forstærker den black metal-tendens, der lurer alle vegne på ep’en. Titelnummeret ”Secular Assault” bruger samme opskrift og er – om muligt – endnu mere iørefaldende. På ”Victimless Crime” præsenteres vi for et mere thrashet udtryk. Tracket er ikke helt så fængende som sine forgængere, men især guitararbejdet er solidt. ”Whispers of a 1000 Ages” nærmer sig klassisk dødsmetal, men ikke uden de melodiske passager. Victor Ray Salomonsen (eks-Mnemic m.fl.) har desuden bidraget med en rocket guitarsolo – sjov stilblanding, men det fungerer upåklageligt.

Secular Assault er en imponerende ep, der sagtens kan tåle et par loops i afspilleren! Materialet er gennemtænkt og gennemarbejdet. Dét er man ikke i tvivl om.

Tracklist

  1. Human Landscape
  2. Secular Assault
  3. Victimless Crime
  4. Whispers of a 1000 Ages