Moonspell spiller koncert i Posten, Odense C .
Moonspell - 1755

1755

· Udkom

Type:Album
Genrer:Gothic, Symfonisk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Første november syttenhundredefemoghalvtreds

Lissabon, Portugal d. 1. november 1755, klokken ca. 9.30. En søvnig vintersol er så småt steget op, en mild brise fra vest minder dig om skønheden ved at bo i en havneby, og lugten af vind, vejr, salt, tjære og fisk gør dig stolt af at være borger i det portugisiske rige. Det er en smuk dag; det er allehelgensdag. En prægtig festdag, der altid får en til at huske, at Portugal sandelig er velsignet af Gud. Din kone og din ældste datter er ved din side, I er på vej ned i Vor Frue Kirke, den smukkeste af alle kirkerne i Lissabon, og du føler helt ind i kroppen, at dette er en god dag. I det fjerne hører du et brag, men det kan være så meget; en kanon, der er gået af, eller nogen, der tabte noget tungt, så du glemmer det hurtigt igen. Endnu et brag, og denne gang ryster jorden under jeres fødder. Måske man burde skynde sig lidt. Men før du og din elskede familie når at sætte farten op, når hele Lissabon til erkendelsen, at denne dag må være dommedag. Gud er ikke tilfreds på denne allehelgensdag; han er rasende og skuffet over Portugal. Han har udset sig, at Lissabon er det nye Sodoma og Gomorra, og du og din familie er ikke udset til at være Lot og hans døtre. I er også syndere; syndere, der som alle andre indbyggere i Lissabon er tvunget til at gå til grunde i den kataklystiske straf, som Vorherre mener er passende. Over alt styrter kirker, slotte, monumenter og huse i gruset, som var de sandslotte på stranden. Folk bliver opslugt af de enorme afgrunde, der med guddommelig kraft skyder op igennem fortovene, og de stakkels sømænd og folk ved havnen bliver slugt af glubske vredesbølger. Det sidste, du selv ser og sanser, er, at din elskede kones hånd bliver flået ud af din, idet et kirketårn falder ned over jer. Må Gud vise jeres sølle sjæle nåde.

Neo-gotisk barokmetal!

Hvis man skulle have glemt det eller være uvidende omkring det, er Moonspell fra Portugal. Det vælger de at sætte en stor fed, historisk streg under med deres nye album, 1755, der fortæller om Europas værste naturkatastrofe, siden Vesuv begravede oldtidens svar på Las Vegas, Pompeji, i lava tilbage i år 79 e.Kr. En forfærdelig katastrofe, der tvang Lissabon og Portugal i knæ, men senere var med til at føre Portugal ud af en formørket og feudal middelalder og ind i oplysningstiden. Så ergo var denne grufulde ulykke essensen af udtrykket ”Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Moonspell har eksisteret siden 1992 og har boltret sig i forskellige genrer og tematikker, men altid holdt fast i et mørkt, klassisk gotisk følelsesregister – måske for at ære det faktum, at de som portugisere jo trods alt også er efterkommere af visigoterne. På 1755 har Moonspell skruet godt op for det teatralske og fædrelandskærligheden, dvs. at hele albummet synges på portugisisk. Det er altså frem med fremmedordbogen, hvis man ønsker at kunne følge med, når Fernando synger. Musikken er klart komponeret på en sådan måde, at man skal sidde og føle, at man hører barokmusik (som i øvrigt også stammer fra Portugal), bare anno 2017. Der er fuld knald på hele symfonielementet; forestil jer evt. et lidt mildere, portugisisk svar på Dimmu Borgir. Især høres det på et nummer som “Abanão”, hvor der virkeligt bliver skruet helt op for mørke, mystik og symfoni, eller det efterfølgende nummer, “Evento”, som mest af alt minder om en gotisk fortolkning af temaet fra Pirates of the Caribbean (hvilket er en god ting!). Introen, “Em Nome Do Medo” (“I Frygtens Navn”. Tak, Google Translate!), er virkeligt også med til, at man fra første sekund ved, at den her skive, den vil virkeligt frem i verden – og det skal foregå i grænselandet mellem mørke og skønhed.

Had/kærlighed

Det, at hele 1755 er på portugisisk, gør intet overhovedet. Jeg fatter personligt ikke ret meget, udover enkelte ord, jeg kan genkende fra spansk og latin, men det er meget begrænset. Det gør bare, at hele albummet bliver så meget mere majestætisk, for portugisisk er et flot sprog – især når det synges/brøles. Albummet er mixet helt perfekt. Alle instrumenter, om det så er guitar, tromme eller triangel, går rent igennem, men det er også Tue Madsen, der har været inde over, og han ved godt, hvordan man skal mixe et album – bare spørg Dark Tranquility, Meshuggah eller Dir En Grey.

Numrene er i sig selv så gennemførte og velskrevne, at de sagtens bare kunne være 10 singler, men når det hele så bliver samlet og danner 1755, bliver det simpelthen bare et magisk album. Men jeg forudser, at dette også godt kan være et album, der kan skille vandene, for det er den slags album, man enten knuselsker fra første sekund eller simpelthen ikke forstår og derfor kasserer prompte. I kan nok godt gætte, hvilken lejr jeg personligt er i!

Tracklist

  1. Em Nome Do Medo
  2. 1755
  3. In Tremor Dei
  4. Desastre
  5. Abanão
  6. Evento
  7. 1 De Novembro
  8. Ruínas
  9. Todos Os Santos
  10. Lanterna Dos Afogados

Tilføj kommentar