Af Jord er du kommet
I 2018 slog MØL igennem med et brag, da de udgav deres fabelagtige debutalbum Jord. Det var et album, der var fyldt til randen med på én gang smuk og aggressiv blackgaze-inspireret metal. I de tre år, der er gået, har aarhusianerne gentagne gange bevist, at de ikke bare er i stand til at udgive noget af det ypperste, den danske metalscene kan præstere, men såmænd også at de er blandt de allerbedste livebands i kongeriget. Alt for længe har vi ventet på en opfølger, forsinket som den er af både Corona og et utidigt label-skift. Men nu er Diorama her omsider, og det er et album, der har sine rødder i Jord, men som samtidig vil meget mere.
Tre faser, ét resultat!
Singlerne, der er udkommet drypvis her i løbet af året, har afsløret et band med endnu flere melodiske ambitioner end før. Men disse, nogle gange næsten uforskammet iørehængende elementer i sangene blandes med MØLs heldigvis uændrede tilbøjeligheder for brutalitet og aggression. Og det gælder ikke bare singlerne. Nej, det gælder hele dette vellykkede og voldsomt omskiftelige album, der ikke bare er en ureflekteret gentagelse af Jord. Så der er ingen nemme eller sikre løsninger her.
På grund af omskifteligheden og gruppens stædige insisteren på udvikling, har det at skulle anmelde Diorama, været et (fantastisk) trip i tre faser: Først ’What the fuck!?’-fasen, hvor man ikke rigtigt fattede en lyd af, hvad der foregik. Den gik hurtigt over i ’Hvem er det dog, de lyder som nu?’-fasen. Men efter at have lyttet efter referencer i timevis - nok mest for at kunne ’namedroppe’ løs her i anmeldelsen - opgav jeg det forehavende, og gik direkte over til fase tre: ’Jeg læner mig bare tilbage og nyder lortet’, for der er i virkeligheden ikke andet at gøre med denne fantastiske albumoplevelse.
Fra det indledende guitarmotiv i åbningsnummeret ”Fraktur” – der lyder som noget, Jean-Michel Jarre kunne have lavet på sin synthesizer tilbage i 70’erne – til den afsluttende og gudesmukke duet med Kathrine Shepard fra norske Sylvaine på titelnummeret, er Diorama således en fascinerende og konstant afvekslende tur gennem hele følelsesregistret. Der er alt for mange højdepunkter til at nævne dem alle her, men lyt for eksempel til det ustyrligt poppede riff på ”Serf” akkompagneret af et af Ken Lund Klejs altid dynamiske beats. Eller de tunge riffs i ”Itinerari”, der er en sang om ikke at høre til og at være fremmed, uanset hvor man opholder sig. Noget mange metalhoveder garanteret kan relatere sig til – denne anmelder inklusive. Smukt og rørende.
Allerskarpest står dog nok albummets to sidste (og længste) skæringer. ”Tvesind” er en stærkt personlig sang om omsorg og svigt fra én og samme person, og man er ikke i tvivl om, at hver en strofe kommer fra hjertet. Med blastbeats, Kim Songs intense og uafviselige vokal, samt de smukke, stille passager, er denne sang et mikrokosmos af alt Diorama står for. Men MØL slipper ikke taget i os endnu, for titelnummeret slutter det hele af på triumferende, episk og allersmukkeste vis. Lidt ærgerligt at det sidste minuts penge på ”Diorama” er en omgang lettere uinspireret guitarfeedback. Men bortset fra metalcore-vokalen i ”Redacted” er det den eneste dårlige beslutning på denne fantastiske opfølger til Jord.
Hvor skal vi hen, du?
Det er altså et band i rivende udvikling, vi oplever på Diorama. Stort set alle sange indeholder små overraskelser og er sindssygt velkomponerede. Kim Songs vokalarbejde har også løftet sig betragteligt, nu hvor han står for alle ’cleans’, bortset fra duetten med Sylvaine og en gæsteoptræden fra Mirza Radonjica på ”Photophobic”. Generelt leverer hele bandet på imponerende højt niveau på denne stensikre 9’er og efter en overbevisende indsats som her, er alle veje og retninger åbne for MØL fremover. Jeg kan ikke vente med at se og høre, hvor vi skal hen næste gang.
