Milking The Goatmachine  - Neue Platte

Neue Platte

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Grindcore
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Endnu et år, endnu en skive med goatgrind

Alt efter art så kan en ged, fra den er 18 måneder gammel, i gennemsnit producere mellem tre og fire liter mælk om dagen over en periode på ti måneder om året. På årsbasis bliver dette til i omegnen af 1000 liter mælk og cirka 8500 liter mælk i en geds levetid. Nu ved jeg ikke, hvor meget gedemælk, der går på et gennemsnitligt dødsmetalnummer, men jeg tror ikke, at Milking the Goatmachine med deres sammenlagt 152 numre har malket deres gedemaskine fuldstændigt tør. Eller har de? Det svar finder vi måske ved at dykke ned i gruppens seneste udspil Neue Platte og dens 13 bud på, hvad god "goatgrind" er.

Nul procent chance for at blive en Netflix-serie

På Neue Platte er grind-delen af tyskernes lydbillede trådt en smule i baggrunden. I stedet er der mere fokus på chugs, grooves og generelt rytmer, der vil få enhver buk til at stange alt, der bare eksisterer på den forkerte måde. Selvfølgelig iklædt alt den useriøsitet, den tyske duo er kendt for.

"Extreme Wolves Terror" og "The Wrong one to Milk With" rykker både økse og motorsav ud af Cannibal Corpses og Dying Fetus’ haveskur og går storbrægende i gang med at rasere ethvert klædeskab med mohair-sweatre. Skulle man savne endnu mere groove, så kommer den store Bukke Bruse til undsætning på "Boots Bloody Boots" – for hvordan skulle en sådan reference udmunde i andet end godt gedigent troldekraniestamp? Det er cirka lige så nytænkende som at give en ged halm, men slår som et sæt horn lige i mellemgulvet. Trods det større groove-fokus, så har gedemalkerne dog ikke helt glemt, at et godt tilløb er vigtigt, hvis man skal stange landmanden ordentligt. "Feed Me, Milk Me, Comb Me" og "Kraut im Bart und Quark im Fell" er et Bolt Throwerisk stormløb, hvor bukken omfavner den indre kulsorte djævelskab, kanaliserer al sin vrede ud og raserer alt, hvad Jens Hansen nogensinde havde kært på sin bondegård. At sidstnævnte nummer så bliver efterfulgt af et helt igennem åndssvagt cover af George Michaels "Careless Whisper", er en yderligere cementering af den fantastiske idioti, jeg knuselsker ved Milking the Goatmachine.

Selvom George Michael-coveret er åndssvagt, så fremhæver det desværre også en af Milking the Goatmachines største svagheder: manglende diversitet. "Children of the Horn" og "Twilight of the Thunder Goat" er hver især så ligegyldige efterligninger af smadderet og det slam-lignende groove fra "The Wrong one to Milk With", at jeg tror, numrene kun er med på pladen for ordspillets skyld. Og "Napalm Grass" er så meget røveri af nyere Cannibal Corpse, at kun en Netflix-producer kan fremtrylle nok diversitet til at redde nummeret. "The Squeal Sessions" lægger umiddelbart glimrende ud, men da det efterfølgende nummer er "Feed Me, Milk Me, Comb Me", så kan Josh Scott fra JHS Pedals citat: "First is not best" næsten ikke blive tydeligere.

Fremtiden ligger i fortiden

Der er cirka et kvarters spilletid, der ville have været passende at sortere fra på Neue Platte – det kommer vi ikke udenom. Til gengæld er der så 20 minutters tid, der byder nok chugs, grooves, grinds og braahs til, at man som lytter ender med at ligne en ged, der veltilfreds fortærer en blikdåse eller syv. Milking the Goatmachine burde nærstudere deres covers af "Careless Whisper", "Surf Nicaragua", ja faktisk hele deres cover-plade Greatest Hits - Covered in Milk, tage den fjollede kreativitet og tilføje den til samtlige af deres egne numre. Det vil blive vanvittig latterligt, men samtidig tilføje det skud brægende idioti, som de sidste par plader har m

anglet.

Tracklist

  1. The Squeal Session
  2. Feed Me; Milk me; Comb me
  3. Children Of The Horn
  4. Extreme Wolves Terror
  5. The Wrong One To Milk With
  6. In Battle There is no Straw
  7. Boots Bloody Boots
  8. Twilight Of The Thundergoat
  9. Funky Funeral
  10. Iss'n Köttel, Mach'n Köttel
  11. Napalm Grass
  12. Kraut im Bart und Quark im Fell
  13. Careless Whisper