Øl, fisse og djævlehornsmusik
Midnight har aldrig lagt skjul på, at deres musikalske univers er omtrent lige så dybt som en gennemsnitlig vandpyt. De har alle dage arbejdet efter samme modus operandi som deres helte i form af bands som Motörhead og Venom: Musik skal være høj, larmende og svulstig – og gerne vulgær. Sådan har Midnight altid lydt, og sådan vil Midnight altid lyde – og der er ingen skam i at have en klar vision og en køreplan. Det har før virket, og hvorfor ændre på noget, der virker?
Når både fedtet og kødet er skåret fra
Det første, der slår mig ved Hellish Expectations, er, at trods den indeholder samme antal sange som Let there be Witchery, så er der blevet skåret hele ti minutter af den samlede spilletid. Ergo varer hele albummet kun små 25 minutter. Det tager med andre ord længere tid at tage toget fra Roskilde til København, end det tager Midnight at spille et helt album. Når der sådan er blevet skåret ned, kan det betyde to ting: enten at alt unødigt hurlumhej er fjernet, og resultatet så står knivskarpt og fokuseret – eller at det er den værste omgang venstrehåndsarbejde på niveau med Green Days miserable Father of All Motherfuckers; den slags, der virker til kun at have set dagens lys, fordi ens pladeselskab råbte og teede sig. Desværre for alle er det den sidstnævnte beskrivelse, der matcher Hellish Expectations.
Bevares, det er stadig liderbukseblack af den sædvanlige og forventelige skuffe, men al charme og schwung er barberet ned i en sådan grad, at man får lyst til at udskrive Athenar en recept på Viagra samt udstede manden en billet til Moonlite Bunny Ranch. Normalt forbinder man Midnight med klassiske heavy riffs og dunkende basgange, men på Hellish Expectations er der omtrent lige så mange riffs, som der er sange – de første fem numre består i bund og grund af det samme riff, der kører i tomgang, blottet for variation. Heldigvis er sangene ikke ret lange, men trods en gennemsnitlig spilletid på to et halvt minut når de alligevel at blive repetitive. Egentlig er der kun ét godt nummer på albummet, nemlig førstesinglen – og lukkeren: “F.O.A.L.”. Det eneste problem, det nummer dog lider af, er, at det er for kort og aldrig rigtigt når at sætte af, hvilket 30-40 sekunders yderligere spilletid kunne have hjulpet med. Men selv hvis det nummer så havde været verdens bedste, så havde det ikke kunnet redde denne rædsel af et album.
Spil noget, vi kender!
Et udsagn, man tit støder på, når man læser eller taler om Midnight, er, at de ikke har lavet en god plade siden debuten. Det er ikke et udsagn, jeg er enig i, men det er på grund af album som dette, at folk tit kommer med den påstand. Men uanset årsag, eller udsagn, så er der ingen grund til, at Hellish Expectations findes. Det er ikke bare kedeligt og ensformigt; det er faktisk decideret rædderligt. Jeg forventede aldrig stor eller banebrydende kunst fra Midnight. Egentlig håbede – og forventede – jeg bare mere af det samme; noget, man som anmelder normalt, betragter som helligbrøde. Men her havde jeg absolut foretrukket Satanic Royalty 2.0!
