DETEKTOREN
Mastercastle - Wine Of Heaven

Wine Of Heaven

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er de tilbage igen, og det ser lovende ud

Det italienske powermetalband Mastercastle er klar med deres sjette album på otte år, og der er ikke ændret det helt store siden sidst. Enfer [De La Bibliothèque Nationale] fra 2014 var et stabilt, godt udspil, og det er rart at se, at bandet, trods den høje fart, endnu ikke er løbet tør for brændstof. Musikken bæres stadigvæk af Pier Gonellas guitarspil og Giorgia Gueligios skønne stemme. Der er stadigvæk lagt vægt på de gode melodier og guitarlir inspireret af Yngwie Malmsteen. Faktisk så meget, at det er blevet til et cover af den fingernemme svensker.

Mere af det samme, og det er egentlig fint nok

Jeg blev ellers lidt nervøs, da jeg hørte det første nummer på pladen ”Drink of Me”. Nummeret indeholder et lige lovligt minimalistisk guitarriff, kombineret med lidt for technoagtige keyboardlyde. Tankerne flød faktisk lidt i retning af Rammstein – altså indtil Giorgia Gueligios gav sig til at synge. Så var alt alligevel ved det gamle. Bandet har dog fået en lidt mere technoagtig lyd, og det neoklassiske element, kombineret med de simple powermetalriffs, får bandet til at lyde en anelse som et industrial metal band. Det gør dog ikke noget, da dette indspark stadigvæk efterlader rigeligt med rum til vokalen. Guitaren bliver dog lidt for simpel nogle steder, som eksempelvis åbningsnummeret eller i versene i ”Wine of Heaven”. Bandet står lydmæssigt stærkest, når de holder sig til deres mest ikoniske lyd. ”Space of Variations” er så ørehængende, at det næsten burde være ulovligt, og nummeret burde klart blive en fast del af bandets sætliste alene grundet det imponerende omkvæd. Vokalen er i det hele taget i top på dette album. Det er lang tid siden, at jeg har været så imponeret af en forsangerpræstation på et helt album, som på Wine of Heaven. Giorgia Gueligios vokal er suveræn, og så er den faktisk blevet dæmpet en smule, hvilket klæder bandet rigtig godt. Det har taget toppen af den lidt for pompøse Melodi Grand Prix-lyd, som bandet, til tider, godt kunne komme lidt i karambolage med. Den lavere vokal har givet albummet en mere inderlig og intens lyd, og sangen trænger ind under huden på en. På denne måde er det også lykkedes bandet at lave et ganske hæderligt cover af Yngwie Malmsteens ”Making Love”, som uden tvivl er en af bandets store inspirationskilder. Så gør det ikke så meget, at Pier Gonella ikke er helt ligeså hurtig på fingrene, som den svenske legende. Han skal dog have credit for at gøre et hæderligt forsøg.

Det er sgu rart, når bands leverer det, man håber på

Med Wine of Heaven har Mastercastle lavet et ganske habilt album, som leverer præcis det, man kunne ønske sig. Hvis man ikke er til melodiøs powermetal, bliver dette aldrig pladen, for det rummer skiven en overflod af. Er man derimod vild med genren, er dette et ganske god plade, som er et lyt værd. Albummet er en smule udfordret af to små ting. De til tider lidt svage guitarriffs gør, at ”Making Love” guitarriffet er et af de mest genkaldelige fra pladen, hvilket trækker lidt ned, da man ikke helt kan pryde sig med lånte fjer. Derudover er pladen meget forudsigelig, men det gør ikke det helt store, for det er en del af forventningerne, når man går ind til Mastercastles catchy univers.

Tracklist

  1. Drink Of Me
  2. Space Of Variations
  3. Wine Of Heaven
  4. Hot As Blood
  5. Shine On Me
  6. Black Tree's Heart
  7. Enlightenment
  8. Castle In The Sky
  9. Making Love

Tilføj kommentar