Lillian Axe - Sad Day On Planet Earth

Sad Day On Planet Earth

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Glam
Antal numre:15

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Sad Day On Planet Earth" udkom i 2009 og er Lillian Axes sjette album (de har sidenhen udgivet "Deep Red Shadows" i 2010). Lillian Axe har, siden deres første plade i 1988 bevæget sig fra glam metal og hard rock over noget mere progressivt til mere traditionel heavy metal. Og "Sad Day on Planet Earth" hører nok mest under den mere traditionelle heavy metal men med afstikkere ud i diverse andre metal-genrer.

Albummet er en blandet fornøjelse.

Eller "blandet fornøjelse" er måske misvisende, for de fleste af numrene er jævnt gode med både stærke og svage sider, synes jeg.

Jeg synes, det starter godt ud med det akusitske instrumentalnummer "Cocoon", som følges af en til tider lidt middelmådig, men ikke ringe "MegaSlowFade" som lyder lidt some en blanding af groove metal og alternativ metal (der er dog en vokalmelodi, der lyder skræmmende meget som omkvædet fra Kiss' "I Was Made For Lovin You"). "Jesus Wept" (ikke beslægtet med Suffocation's "Jesus Wept") reddes fra at blive ensformig af et ganske flot mere progressivt mellemstykke, hvor det mere uptempo men stadig lidt gumpetunge "Ignite" holdes oppe af et interessant omkvæd og en fed solo i mellemstykket, og "The Grand Scale of Finality" indeholder et fængende omkvæd, et fedt 70er drive og nogle interessante guitardetaljer, men er også samtidigt en smule gumpetungt. Titelnummeret er en lidt intetsigende ballade, der dog i slutningen af guitatsoloen byder på noget twin lead guitar, og "Within Your Reach" er en blanding af rædselsfulde balladeelementer og ganske fede tungere metal-stykker, mens "Cold Day In Hell" byder på et lidt kedeligt vers, et middelmådigt men fængende omkvæd, og nogle hårdslående metalriffs i introen og før-omkvædet. "Divine" er en mere vellykket mørk ballade, som også indeholder nogle groovy og næsten funky stykker - men det er dog et nummer, der er i fare for at virke ensformigt, da versriffet gentagest lidt flere gange, end hvad godt er. "Fire, Blood, the Earth and Sea" er en melankolsk affære med episke tendenser, melodiske vers, tunge power-stykker og en dog guitarsolo, men, igen, er det på kanten til at tippe over i ensformigethed.

Den lidt mere progressiv-agtige "Hibernate" synes jeg faktisk er næsten gennemført (men ville have været meget bedre med en mere kraftig vokal), og "Down Below The Ocean" samt den lyrisk mørke men musikalske måske lidt sukkersøde "Blood Raining on Her Wings" får samme evaluering, hvilket også gælder "Nocturnal Symphony" og "Kill Me Again".

Jeg synes, der er tale om ganske okay musik, som har sin charme, og jeg kan egentligt godt lide, at der i næsten hvert nummer er et eller andet interessant, der lige kan opveje de mindre vellykkede ting. Produktionen er lidt ulden, men det gør ikke noget (jeg kan dog forestille mig, at, hvis man er vant til vore dages tørre og polerede produktion, så vil man måske ikke kunne acceptere produktionen på denne skive). Dog synes jeg, at trommerne lyder lidt underligt (til tider nærmest som var de programmerede). Guitarsoloerne er ret gode, synes jeg, de er lidt retro men helt sikkert en meget dygtig guitarist.

Albummet indeholder således mange gode ideer, men trækkers også ned af diverse middelmådighedsfaktorer. Sangeren har en rå rockstemme, men jeg ville nok have foretrukket en lidt mere operatisk og versatil sanger til denne slags musik - en anden vokalstil havde måske trukket albummet op på 7 kranier.

På den måde er det jo egentligt en blandet fornøjelse.

Tilføj kommentar