Øl, folkeviser og metalmusik
Finland har et hav af folk metal-bands at byde på, og Korpiklaani har længe været anset som en af frontløberne for genren i landet. De er regelmæssigt på besøg i Danmark og har blandt andet spillet på den legendariske tredje version af Copenhell i 2012. Bandet startede ud med, i modsætning til de fleste andre bands i genren, at spille rent folkemusik. Efter nogle år fandt forsanger Jonne Järvelä ud af, hvilken ekstra slagkraft en forvrænget guitar kan give og formede den version af bandet, vi kender i dag. Især bandets store repertoire af drukviser som ”Vodka”, ”Beer Beer” eller ”Happy Little Boozer” er velkendte klassikere, der kan løfte stemningen hos ethvert publikum. Sådanne numre skal man dog ikke forvente af bandets nye plade, Kulkija, der i stedet graver dybere ned mod bandets rødder: Det finske folkeunivers.
Tilbage til rødderne og dybere ned
De smagsprøver, vi har fået på Kulkija, har været i den langsomme og meget folk-prægede ende af skalaen. Nogle af singlerne har været velskrevne, eksempelvis ”Harmaja”, som har masser af fine harmonier, der passer som en fin kontrast til forsangerens dybe, rustne stemme. Men vi har manglet en sang, der for alvor kan få hornene op af lommerne og sætte gang i humøret. ”Henkselipoika” bringer en fin historie, men der er ikke meget headbangfaktor i den. Heldigvis findes disse sange også på Kulkija – man skal bare lige besejre et middelmådigt intronummer først. ”Korpikuusen Kyynel” bliver første nummer, som indikerer, at de gæve finner stadig har fat i den gnist, der har gjort deres drukviser verdenskendte. Her får vi et godt omkvæd med groove og melodi, hvor det endelig klikker for bandet – og så en lækker lille trommesolo efterfølgende.
Momentummet er aftagende henover de næste tre singlenumre. ”Aallon Alla” kunne måske være en smuk hymne, hvis man kunne finsk, men magien fanger aldrig rigtigt en dansker som mig. Sangen lyder, selvom dens status som single, ganske passionsløs. ”Korppikalliota” derimod viser igen, at Korpiklaani har masser at byde på. Dybe korstemmer bliver brugt med et lækkert temposkift i omkvædet, og lidt moshpit kan det også blive til med sangens uventede breakdowns op til sine alternative andet og tredje vers. Samme kunstneriske niveau opnår bandet på det følgende nummer, der afgør at prog-grenren ikke har patent på timinutters sange.
Energiniveauet når sit højdepunkt på ”Juomamaa”, der er lystigt og udadvendt folkemetal, som man kender det fra bandet. Selvom albummet primært er indadskuende og eksperimenterende, kan man sagtens stadig få gang i cirkeldansen, hvis man ved, hvilke numre man skal lede efter. Det lystige instrumentalnummer ”Pellervoinen” har uden tvivl charmen til at få metalfolket til at tage træskoene med i pitten til næste Korpiklaani koncert. Korpiklaani har bevæget sig tættere på sine rødder i folkemetallen, men har gjort det med en modenhed, der gør albummet mere helstøbt end finnernes første udgivelser. Konsekvensen af erfaringen mærker man dog også i, at numre som ”Riemu” og ”Aallon Alla” bliver for trivielle og formelskrevne. Sorterer man disse fra, har man dog et solidt album.
En anden side træder frem
Kulkija scorer især højt på melodi og det ekstra kreative mix mellem folk og heavy. Der er ikke det enkelte virale nummer om alkoholindtagelse, der ellers er stereotypt for Korpiklaanis musik, hvilket nogle lyttere kommer til at savne. Derimod lader der til at være puttet ekstra energi i mange af de andre sange, der gør dem ekstra fede og fremhæver en side af Korpiklaani, som de har vist på mange albums, men altid har været i baggrunden. Resultatet er overordnet set udmærket; man kan finde mange lækre kreationer på den sidste nye finske folkemetalplade.
