Kissin' Dynamite - Ecstasy

Ecstasy

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Glam
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stadionrock anno 2018 er slet ikke så tosset


It’s alive!

Hører du, kære læser, til blandt dem, der tror 80’ernes storladne stadionrock er død? Tænker du, at puddelhundehår, lyserøde guitarer og lyriske klicheer om ild, motorcykler og nøgne damer er noget, som kun Steel Panther med deres tykke ironiske distance stadig praktiserer? Så tager du grueligt fejl.

I Tyskland har man nemlig Kissin’ Dynamite, der med solide rødder i arven fra Scorpions, Bon Jovi og Mötley Crüe spiller stadionrock af den fineste slags. Plat og uddateret? Muligvis, men uanset hvad man mener om genren, mestrer kvintetten den til noget nær perfektion.

Flot udført på alle parametre

Seks albums på otte år er en imponerende bedrift, men det er ikke desto mindre, hvad Kissin’ Dynamite har præsteret siden debuten fra 2010. Sjette album, Ecstasy, er netop udkommet, og det byder på storladen hard rock, der rykker, som om 80’erne ikke er ovre endnu.

“I've Got The Fire” er albummets åbningsnummer, og fra første sekund står det klart, at dette ikke bliver nogen kedelig omgang. For det første er lyden klokkeren og fremragende produceret. For det andet kan man tydeligt høre på bandet, at det består af nogle individer, der i dén grad kan deres kram på deres respektive instrumenter. Og for det tredje formår de at omsætte deres tekniske kunnen til catchy old school hard rock sprængfyldt med gode hooks, fede riffs og masser sing-a-long i whoaaa-ooh-ooh kategorien. Langt hen ad vejen er det ret cheesy og endda også direkte tåkrummende, men sådan er genren; er man ikke i stand til at købe den præmis, skal man holde sig langt væk.

Udover ovenstående åbningsnummer, er “Ecstasy” og især “Wild Wind” anbefalelsesværdige skæringer, men det er nu mest pladen som helhed og den sindsstemning (læs: hungren efter at sidde på Sunset Strip og drikke bajere med Poison og Guns’n’Roses anno 1986) man bliver efterladt med, som er pladens store force. Og så nyd lige forsanger Hannes Brauns stemme – hvis Jon Bon Jovis og Myles Kennedys forsvundne lovechild render rundt et sted derude, vil jeg godt vædde mine leopardplettede tights på, at han er forsanger i Kissin’ Dynamite.

Oppe blandt de bedste

Glam-/stadionrocken anses nok ikke som relevant af specielt mange musikelskere her i 2018 sammenlignet med for 30 år siden, og når man hører Kissin’ Dynamite får man da også af og til en trang til at slukke og høre nogle af de bands, der rent faktisk eksisterede i de tidlige 80’ere. Ikke fordi det er dårligt, langt fra, men fordi det originale bare kan noget andet. Ligesom når ens venner byder på steg med sovs og kartofler – det er velkendt og smager upåklageligt, men det er bare bedre, når det er farmors gode gamle udgave.

De velspillende tyskere genopfinder ikke den dybe tallerken, ej heller er de med til at fornye den eller modernisere den på nogen måder, men spille kan de sgu! De mestrer lyden, sangskrivningen og det tekniske, og inden for genren er de bestemt et af de bedre navne, denne anmelder har hørt meget længe.

Tracklist

  1. I've Got The Fire
  2. You're Not Alone
  3. Somebody's Gotta Do It
  4. Ecstasy
  5. Still Around
  6. Superhuman
  7. Placebo
  8. Breaking The Silence
  9. Waging War
  10. One More Time
  11. Heart Of Stone
  12. Wild Wind
  13. No Time To Wonder

Tilføj kommentar