Matt & co. vandt en Grammy
High On Fire er selvfølgelig en gruppe, men egentlig kan de lige så godt beskrives som ’Matt Pike plus to andre gutter på bas og trommer’, for der er ikke mange bands, der i så høj grad tegnes af deres frontmand, som tilfældet er med trioen fra Oakland, Californien. I 25 år har Matt & co. med stigende succes leveret deres beskidte kompot af Motörhead og Mastodon, og i 2019 fik de endelig den Grammy, de nok skulle have vundet for længe siden, med Snakes of the Divine eller De Vermis Mysteriis. Men bedre sent end aldrig, og nu er de klar med udspil nummer ni, og kan Cometh the Storm mon leve op til den Grammy-vindende forgængers kvalitet og succes?
Fra højdepunkt til tributeband
Bedømt på de to singler, der vanen tro er udkommet i ugerne op til den egentlige udgivelsesdag, var svaret ubetinget ja. På titelnummeret går den lækre melodi, et kæmpe ørehængeromkvæd, tamtammer på overarbejde og den møgbeskidte produktion op i en højere enhed. Lige så godt går det på mægtige ”Burning Down”, der viser, at Matt Pike stadig kan ryste geniale sludgede riffs ud af de ærmer, han jo ved nærmere eftertanke sådan set sjældent benytter sig af. ”Storm” og ”Burning” er med andre ord High On Fire i absolut topform; problemet er bare, at der ikke er noget på resten af Cometh the Storm, der kommer bare nogenlunde i nærheden af det niveau.
Bortset fra singlerne får vi nemlig en stribe ensformige og kedelige sange, hvor der alt for sjældent optræder medrivende riffs. En ’one trick pony’ som HoF er 100 % afhængig af netop disse, så det er unægtelig problematisk. Der er således langt fra kvalitet nok til næsten en times spilletid, og det er da også stort set umuligt for en powertrio at holde den gående så længe (med mindre medlemmerne hedder Lee, Peart og Lifeson). Et lille lyspunkt er instrumentalnummeret ”Karanlik Yol”, der aldrig var opstået uden Jimmy Page og hans kærlighed til akustisk og østlig guitarmystik. Ganske symptomatisk for hele dette album kunne det dog snildt være et minut eller to kortere. Indledningen på ”Hunting Shadows” viser, at HoF altid har været bedst, når der er lidt melodi med i (lyd)billedet, hvorimod højtemposange som de Motörhead-hyldende ”The Beating” og ”Lighting Beard” mest får Matt Pike til at lyde som chefen for et tributeband.
Selv de dynamiske trommer, der på singlerne var en styrke, bliver benyttet så meget, at de efterhånden ender med at blive irriterende. Spil nu for helvede bare et standard Phil Rudd-agtigt beat indimellem, hvor vi andre kan klappe med på 2 og 4. Det er, som om den virkelig dygtige trommeslager Coady Willis godt ved, at der mangler lidt på de fleste sange, og derfor overkompenserer ved at hamre endnu hårdere og mere kreativt på gryderne. Men som så ofte før tager Yngwie altså fejl: Less is more.
EP’er kan også noget
High On Fire er imidlertid stadig så tilpas dygtige, at Cometh the Storm nok skal tilfredsstille de mest inkarnerede fans. Det er da heller ikke en helt simpel opgave at udpege de sange, der med fordel kunne skæres fra, for der er ikke et decideret dårligt nummer på denne skive; bare alt for meget, der ikke hæver sig over det gennemsnitlige. I øvrigt er det nok heller ikke noget tilfælde, at et af gruppens korteste albummer (førnævnte Snakes) er min klare favorit i gruppens diskografi. Så på trods af de tydelige højdepunkter er der for meget kedeligt fyld. Men Cometh the Storm kunne blive en virkelig god EP faktisk.
