Hell Obelisco - Swamp Wizard Rises

Swamp Wizard Rises

· Udkom

Type:Album
Genre:Sludge metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Sommerens æstetik

I takt med at vinterens iskolde nordenvinde viger for forårets lyse frejdighed afløses min tørst efter misantropisk black metal af en trang til… ja, hvad hører man under solrige hedebølger? Thrash? Død? Begge er gode bud, men Hell Obelisco besvarer spørgsmålet uden tvetydighed på deres debut, Swamp Wizard Rises: Man hører sludge. Med oprindelse i sydstaterne er der ingen stilart, som lyder helt ligeså knastør og kvælende hed, og Hell Obelisco forbliver yderst tro mod denne æstetik. Så på med solbrillerne og ned med bajerne, nu skal vi til New Orl – øh, Bologna?

Dødssludge

Jeg var halvvejs gennem Swamp Wizard Rises, da jeg opdagede, at bagmændene kommer fra det centrale Italien, så mig fik de i hvert fald snydt. Hell Obelisco drøner nemlig henover de samme landeveje som Down og Pantera, men hvor Anselmo og kompagni engang brølede afsted i en støvet Mustang, kommer italienerne nu buldrende i en enorm lastbil. Antageligvis syntes Hell Obelisco, at hvad sludge virkelig manglede var mere vold, og hvis du er enig, kan du glæde dig over, at dit ønske nu er en realitet. Prego!

Åbningsnummeret ”Voodoo Alligator Blood” fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om Hell Obeliscos debut. Vi skal høre metalliserede bluesriffs og ditto trommerytmer krydret med rå growls, som tilsætter Swamp Wizard Rises en ram (og velkommen!) lugt af død. Opfølgeren ”Teenage Mammoth Club” leverer et lækkert Pantera-groove, mens forsangeren growler om, øhm, teenagemammutter.

Bedst som solen nærmer sig zenit, begynder fæle skyer at blæse ind fra øst. Det er manglen på variation og mindeværdige riffs, der er kommet for stille og roligt at skubbe musikken over i baggrunden af bevidstheden. Resten af skiven har stadig bluesriffs, trommer og vokaler, og selvom de leveres med fuld overbevisning fra gruppens side, bliver de ikke hængende når pladen er slut. Det nytter ikke at starte pladen midtvejs fra; der er simpelthen ikke mere slam i tanken.

Swamp Wizard er ikke helt uden lyspunkter; åbnningsduoen er som nævnt lovende, mens ”Death Moloch Rising” har nogle fine Deliverance-vibes (Corrosion of Conformity, ikke Opeth). De to højtemponumre ”Escaping Devil Bullets” og ”High Speed Demon” tilfører variation i tempoet, selvom jeg som nævnt ikke er solgt på riffingen. Produktionen er jeg desuden heller ikke solgt på; kort og godt er mixet velbalanceret, men masteren er alt for højlydt.

Langt op til Down

I hovedtræk lykkes det for Hell Obelisco at skabe en brutal gang dødssludge, der slukker blodtørsten. Til gengæld lykkes det ikke at skabe et album, der er interessant fra start til slut. Rent stilistisk har italienerne fat i noget rigtig fedt, men afstanden til mestrene fra Down er stor. Jeg kan huske mindst ti riffs fra NOLA på trods af, jeg ikke har hørt den i lang tid, men jeg kan ikke huske fem riffs fra Swamp Wizard Rises på trods af, jeg lige har hørt den tidligere i dag. Med det sagt, så håber jeg afgjort på at høre mere fra Hell Obelisco, for hvis de kan hæve riffkvaliteten, kan de også komme op at bide skeer med de store navne.

Tracklist

  1. Voodoo Alligator Blood
  2. Teenage Mammoth Club
  3. Escaping Devil Bullets
  4. Earth Rage Apocalypse
  5. Biting Killing Machine
  6. Death Moloch Rising
  7. Dead Dawn Duel
  8. High Speed Demon
  9. Black Desert Doom

Tilføj kommentar