En klar fornemmelse af deja-vu
Stop mig, hvis du har hørt den før: Fire tøser triller ind på en bar. De kigger hinanden dybt i øjnene og når til enighed om, at efter en eklatant l****dag på kontoret, kan en ‘cosmo’ simpelthen ikke gøre det. Næh, der skal derimod langes en stiv whiskey over disken. En bliver til flere, og dagen derpå har de damer sat hinanden stævne i ’øveren’ for at jamme. Ovenstående scenarie er naturligvis fostret af egen fiktive forestilling. Med det sagt er det mere end almindeligt vanskeligt ikke at tænke på henholdsvis Lzzy Hale, Casandra Carson, Taylor Momsen og tyske Anna Brunner, når forsanger og bassist Stephanie Wlosinski slår gabet op. Siden 2019 har rockgruppen Hearts & Hand Grenades fra Buffalo, NY desuden delt scene med etablerede navne som Goo Goo Dolls, Saliva, Drowning Pool og From Ashes to New. Tager man debuten Turning to Ashes til indtægt, er det let at forestille sig, at i hvert fald supporttjansen for sidstnævnte har spillet en rolle i større eller mindre omfang. Nu er vi så nået til tredje ’inning’, ’quarter’ eller periode – alt efter sportslige præferencer – og i salgsflosklerne omhandlende Where I Begin mærker man tydeligt, at vi er trådt ind i det amerikanske valgår.
Begrænset eksplosionsradius
Tungt nedstemte guitarer, marginalt fængende melodi og lettere trivielle riffs. Vokalt er der heller ikke så meget nyt under solen, og allerede efter ”Burn (By My Fire)” begynder spekulationerne om reel genlytningsværdi at melde sig. Om ikke andet må man rose Hearts & Hand Grenades for fremdriften. Ti tracks afviklet på lige omtrent 35 minutter efterlader ikke megen tid til at dvæle ved hvert nummer. Det lægges der nu heller ikke ligefrem op til. Det her er som ventet ‘your average, pretty straight forward, high octane hard rock’. Lyrikken derimod minder stadig om noget, der bør forblive låst væk i en teenagers dagbog. Til at bryde det noget forudsigelige lydbillede anvendes et akustisk udlæg på ”Let Me Down”. Et fint træk, der adskiller nummeret en smule fra mængden på samme vis som jazzede “The In Crowd” gjorde det mod slutningen af debutalbummet.
Den konforme kærlighedshistorie sikrer dog samme tilgængelighed som resten af pladen, og Wlosinski viser sig nok en gang som gruppens altoverskyggende trækplaster. Vi når helt frem til ”Better Off Alone”, før der angiveligt bliver anledning til at spidse ører. Nøgleordet i foregående sætning bliver dog ’angiveligt’, da den lettere punk-rockinspirerede tilgang klinger som et hult ekko af Green Day. Med stærkt begrænsede kundskaber udi sangskrivning fatter man næsten sympati for gruppen, når de forsøger at træde i fodsporene på Armstrong og Co. med et forhutlet forsøg på at revse den etablerede samfundsorden.
Efter et par gennemlytninger underbygget af den tilhørende musikvideo fremstår den seneste single, ”I Just Want My Rock”, som et moderat underholdende indslag. I en animationsstil, der bedst kan beskrives som ’South Park møder Bowmasters’, får vi en stereotyp gennemgang af rock, country, metal, hiphop og pop – hele molevitten kondenseret til en lige godt tre minutters ultraenergisk tirade. Det finurlige bekendtskab forbliver dog en stakket frist. Verselinjen ‘I know how it ends, I’ve played it over and over again’ indfanger nemlig forudsigeligheden på ”Over Again” på glimrende vis og udstiller samtidig den manglende originalitet, som Where I Begin lider under.
Tomme tønder buldrer mest
Der bliver i disse tider virkelig slået på tromme for nye udgivelser i promoveringen. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at netop ’dette album’ bliver udråbt som verdens ottende vidunder. Det er i grunden en skam. For i de fleste tilfælde evner indholdet ikke at leve op til sit eget renommé. Og Where I Begin er bestemt ingen undtagelse. Tre skiver inde i diskografien er der fortsat blot minimal udvikling at spore. Riffmønstrene former sig i planmæssig takt, melodierne virker mekaniske, og kun velvilligheden til fortsat at eksperimentere med forskellige virkemidler trækker op i forhold til det seneste møde med amerikanerne. Jeg må derfor blankt tilstå, at jeg sidder lidt med samme følelse, som hvis jeg havde tre ludobrikker i mål og blev slået hjem, lige inden den sidste var rykket i sikkerhed. En eller anden har lige spildt den seneste halve time af mit liv!