Melo-death, thrash og grooves i sikker stil fra svenske veteraner
Never ever give up
Hvad gør man, når tre mangeårige medlemmer mere eller mindre samtidig melder deres afgang fra ens band? Kaster man håndklædet i ringen og siger ”det var vist det”, eller bliver man trodsig, råber ”fandme nej!” og kæmper videre? Svenske The Haunted gjorde det sidste, da den danske trommeslager Per Møller Jensen og to andre veteraner fra bandet i 2012 pludselig sagde stop - åbenbart udmattede efter mange års konstant turneren. De to primære sangskrivere, guitarist Patrik Jensen og bassist Jonas Björler, tog fat i to tidligere bandmedlemmer - bl.a. forsanger Marco Aro, der indspillede to plader med The Haunted i starten af 00’erne - og det kom der det stærke ’comeback-album’ Exit Wounds ud af i 2014. Et album, der generelt blev godt modtaget og bl.a. fik 8/10 her på heavymetal.dk.
Selvom de egentlig altid har haft deres eget særkende med en mere ’thrashy’ stil end deres kolleger, er The Haunted jo født af Göteborgs melo-death-scene tilbage i 90’erne, og det kan godt høres her på Strength In Numbers, hvor der dog stadig er en del thrash-riffs at finde på flere af sangene. Desuden er der et solidt groove på mange af numrene, der dermed ofte swinger rigtigt godt - man kommer ofte til at tænke både Machine Head og Disturbed midt i den mere traditionelle Göteborg-død.
Advarsel til genre-fetichisterne
Albummet starter med en instrumental intro, ”Fill The Darkness With Black” (er det bare årets sangtitel eller hvad?), og selvom man jo ligesom har hørt det før, er det alligevel en fin lille sag, hvor man kommer i tvivl om, hvad vi egentlig har i vente fra The Haunted denne gang. Og medmindre man er genre-fetichist, er det jo faktisk spændende. Men allerede på næste nummer, ”Brute Force”, er det mere tydeligt, hvad The Haunted er ude på. Her står den pludselig på fuld smadder, og ”Brute Force” er en sang, der til fulde lever op til sin titel. Den høje kvalitet fortsætter på ”Spark” – der også er første single – som er en midtempo sag med et solidt groove og et næsten urimeligt iørefaldende omkvæd. Og sådan fortsætter Strength In Numbers: medrivende sange, seje riffs samt fede grooves og en fin vekslen mellem midtempo ting og fuld smadder.
Der er masser af fede og melodiøse leads fra den ’nye’ guitarist Ola Englund, og Marco Aros vokal står rigtigt stærkt. Men på trods af det og en række stærke sange er det, som om det hele bliver lidt for perfekt og næsten sterilt.
Lidt for meget rutine?
På sange som ”This Is The End” og ”The Fall” virker det, som om de rutinerede svenskere kører lidt for meget på rutinen. Der er ikke så meget kant eller ægte raseri over det, men det er måske ikke så mærkeligt; The Haunted er jo, præcis som denne anmelder, ikke helt unge længere.
Næstsidste nummer, ”Means To An End”, er dog en solid knytnæve i fjæset på evt. tilbageværende skeptikere. Den og sidste sang, ”Monuments”, gør, at Strength In Numbers slutter stærkt af, og alt i alt er dette album et meget solidt udspil fra The Haunted.
